I FOA Århus frygter vi, at regionerne får den tid, som det tager at ødelægge det offentlige sundhedsvæsen og dele af den kollektive trafik
af Kirsten Normann Andersen, formand for FOA Århus
Region Midtjylland leverer i øjeblikket 1,3 milliarder gode grunde til at nedlægge regionerne. Milliard-sparekravet til regionens budget vil nemlig smadre sygehusene og de regionale sociale institutioner.
De regionale busruter slap for de værste besparelser i år, men sværdet hænger i en tynd tråd over ruterne, som bliver ramt næste år, hvis ingen bevilger flere penge til området.
Ulykkerne er mange, men borgerne kan ikke placere et ansvar nogen steder. Regionsstrukturen betyder nemlig, at ingen politiker tager ansvaret, og det er dybt udemokratisk.
Regionspolitikerne mener, at indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har givet regionerne for få penge. Ministeren siger, at regionspolitikerne må prioritere, for de driver jo sygehusene og rutebilerne.
Borgerne har reelt ingen steder at gå hen med deres klager og føler sig til sidst afmægtige. Det er nok også meningen. Regionerne fungerer som en dyne, befolkningen kan slå løs på, når den offentlige service bliver ringere.
Sådan en dyne er praktisk, hvis regeringen ønsker mindre offentlig velfærd, for den ved, at befolkningsflertallet ikke støtter en politik, der blandt andet handler om at slagte de offentlige sygehuse. Regionsstrukturen betyder, at befolkningen fægter i blinde mod besparelser, og det er mere end uklart, hvem de skal straffe på valgdagen.
I FOA Århus vil vi derfor opfordre Folketinget til at vedtage en forvaltningsstruktur, som betyder, at en ansvarlig myndighed også har en selvstændig økonomi, der gør, at den reelt kan tage ansvaret for sine handlinger.
Regionspolitikerne har ingen penge, og de gør ikke engang modstand mod besparelserne. Tværtimod skrev formanden for Regionsrådet, Bent Hansen, under på den aftale med regeringen, der betyder massive nedskæringer, og intet tyder på, at regionspolitikerne nu siger fra og nægter at gennemføre regeringens politik. Derfor kan vi lige så godt lade staten overtage regionernes opgaver, så sygehuse og rutebiler kan komme i nærkontakt med statskassen. Lad dog indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen tage ansvaret.
Vi tror nemlig ikke på, at Lars Løkke Rasmussen tør beslutte, at man fremover skal forlade Danmarks næststørste by, hvis man skal have lavet ortopædkirurgi eller en fertilitetsbehandling. Eller at djurslændinge uden bil skal være afskåret fra omverdenen, som det vil ske, hvis de planlagte busbesparelser bliver gennemført næste år.
Regionerne har få venner. Ingen elsker regionerne, og mange spår dem en kort levetid på otte til ti år. Spørgsmålet er så, hvad de år skal bruges til? I FOA Århus frygter vi, at regionerne får den tid, som det tager at ødelægge det offentlige sundhedsvæsen og dele af den kollektive trafik.
Manøvren er smart, men også uanstændig og udemokratisk, og derfor bør Folketinget nedlægge regionerne.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278