Ambassadøren understregede, at menneskerettighederne er et problem i Kina, men at der er sket store forbedringer indenfor de seneste år
af Hans Henrik Jørgensen, stud.scient.adm og bestyrelsesmedlem af Frit Forum ved Aalborg Universitet
Kinas ambassadør i Danmark Xie Hangsheng lod ved Frit Forums Kina-konference den 10. september i Aalborg de studerende forstå, at Kina er meget mere end menneskerettigheder og økonomisk vækst.
Under konferencetitlen 'The Rise Of China' introducerede han Kina som landet som selve katalysatoren for verdensøkonomien og stedet, hvor ikke kun vestens produkter bliver forarbejdet, men hvor også videnskab og innovation eksporteres til det europæiske og amerikanske marked.
Den amerikanske økonomi er - og holdes - oppe takket være massivt kinesisk opkøb af amerikanske statsobligationer, og Kina eksporterer massivt til EU-landene. Men er Kina ven, fjende, eller handelspartner?
Ambassadøren lagde vægt på, at Kina ikke vil udvikle en europæisk eller amerikansk markedsøkonomi, men sin egen form et sted mellem socialisme og kapitalisme, men stadig med et partisystem med det kommunistiske parti i spidsen.
Han understregede, at dollaren i løbet af de senere års fald er blevet overgået af den kinesiske juen som den foretrukne valuta i Asien.
Kina opsuger for tiden en milliard dollars om dagen fra USA, og dermed er Kina - om vi vil det eller ej, og på trods af menneskerettigheder og så videre - en global magtfaktor.
Ambassadøren understregede, at menneskerettighederne er et problem i Kina, men at der er sket store forbedringer indenfor de seneste år.
Blandt andet fremhævede han, at man ved retssager får beskikket en advokat, og at politiet ikke længere har ret til at overhøre samtaler mellem anklagede og forsvarer. Danmark har også problemer med menneskerettighederne.
Den danske terrorlovgivning med administrative udvisninger og så videre er heller ikke problemfri. Det samme kan siges om fangerne på den amerikanske Guantanamo-base.
Hatla Thelle fra Dansk institut for menneskerettigheder kritiserede på konferencen netop de kinesiske borgeres juridiske rettigheder.
Ligeledes stillede de studerende skarpt på de obligatoriske prøver, som kinesiske studerende skal gennemgå for at blive optaget på universitetet. Prøver, der mest af alt ligner eksamener i partihistorie.
Men ambassadøren svarede igen og understregede, at heller ikke de danske prøver for statsborgerskab er helt problemfri.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278