22 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ulighed eller skævvridning?

Ulighed eller skævvridning?

Fredag, 19. september, 2008, 00:00:00

Politikere diskuterer højlydt om, hvorvidt der er megen eller lidt ulighed, om vi alle er lige for loven

af Erik Stubtoft, Snekkersten
Der tales meget om ulighed i det danske samfund i disse år.
Politikere diskuterer højlydt om, hvorvidt der er megen eller lidt ulighed, om vi alle er lige for loven, om der - trods alle udtrykte ønsker om noget andet - alligevel foregår en vis skævvridning af samfundet.
Følgende tre eksempler viser, at skævvridningen ikke alene er her, men også er blevet en del af vores værdiopfattelser, som vi kun trækker lidt på skulderen af.
Et socialt boligselskab prioriterer efter aftale med kommunen, at ældre mennesker, der sælger deres hus - stort, lille, dyrt, mindre dyrt - har fortrinsret til en fireværelses lejlighed i det sociale byggeri og får lejlighed uden om den lange venteliste!
En borger, der lejer en kolonihave og har et mindre kolonihavehus, som repræsenterer måske mange års personligt fritidsdagsværk for vedkommende, kommer af en eller anden grund på kontanthjælp.
Men før det kan ske, skal vedkommende sælge sit lille kolonihavehus, selv om salget kun kan indbringe et mindre beløb. Det var måske ellers der, at vedkommende skulle hente sin livskvalitet i en hård økonomisk tid og hente overskuddet til at komme ud af kontanthjælpen igen!
Omkring 3500 danskere med egen bolig og friværdi på over to millioner kroner og omkring 12.500 med egen bolig, men kun én million kroner i friværdi modtager regeringens og Dansk Folkepartis ældrecheck.
Uanset om checken lyder på 10.000 kroner eller mindre, så er det da besynderligt, at samfundet synes, at velstående mennesker skal have ældrechecken. Var der mon ikke andre, som kunne have glæde af den gave?
Lighed eller skævvridning? Det må være svært at få de svageste økonomiske borgere og måske mange af os andre til at se logikken i, at samfundet handler, som det gør.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


19. sep. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp