Til trods for al sulten i Afrika eksporteres der madvarer derfra. Ikke bare te og kaffe, blomster og kobber, men også frugt og grøntsager. Hvem eksporterer disse varer?

af Örn Olafsson, København
For tredive år siden var jeg til en international kongres i Basel i Schweiz hos fredsbevægelsen. Der var mange frappante skikkelser, blandt en meget gammel engelsk lord, så gammel, at han var kendt for at have ført en polemik mod Lenin før Første Verdenskrig.
Jeg husker ikke hans navn, men at han konstant var aktiv, sendte sin sekretær med små sedler ud i alle retninger. For han havde fundet løsningen på verdens største problemer. De rige lande skulle simpelthen give en procentdel (to procent eller fem procent, jeg husker ikke hvilket) til de fattigste lande.
Mange har siden da løftet lignende tanker, men det er ikke sket. Trods udviklingshjælp til de fattigste lande, er deres folks fattigdom vokset, for prisen på deres eksportartikler - råvarer - er faldet år for år under de internationale storkoncerners monopol.
Læger uden Grænser yder et arbejde, vi må bifalde, men samtidig udvandrer tredje verdens læger til USA og Europa, hvor de får langt bedre løn og vilkår. Kan vi klandre dem for det? De fleste af os ville vel gøre det samme.

Hvem gavner det
Man må så bifalde forslag om at afskaffe EU`s toldmure overfor blandt andet Afrika, og modstå dets bestræbelser på at tvinge afrikanske stater til at åbne alle grænser for EU`s eksportvarer.
Og man mindes venstrefløjens gamle politik, at bebude nationalt samarbejde mod imperialismen. Her må der være grundlag for fælles fodslag for borgerskabet og proletariatet i tredje verdens lande. Eller hvad?
Lad os se på forholdene i et af de mest udviklede lande i Afrika, Kenya. Til trods for al sulten i Afrika eksporteres der madvarer derfra. Ikke bare te og kaffe, blomster og kobber, men også frugt og grøntsager. Hvem eksporterer disse varer?
Det er altså ikke småbønder med hver deres lille jordlod. Nej, det er kæmpestore firmaer med enorme landområder. Tit er det stadigvæk hvide, der ejer disse kæmpefarme, men også sorte, blandt andet Kenyas præsident og andre førende politikere - de har også de fleste pladser i parlamentet.

Mod landejerne
Så derfra skal man ikke forvente en opdeling af de enorme landbesiddelser, der delvis ligger brak, mens den største del af befolkningen er uden land.
Og man skal bestemt ikke regne med, at dette borgerskab mobilserer folket, intet frygter det mere. Det vil bekæmpe enhver folkelig mobilisering med næb og klør, med politi og armé. Dette borgerskab er heller ikke synderlig nationalt, schweiziske bankkonti står deres hjerte nærmest.
Hvis vi nu vover det tankeeksperiment, at der gik flere penge til eksportørerne i Afrika fra EU, hvor ville de så gå hen? Landejerne ville vel lade dyrke flere afgrøder, så flere ville komme i arbejde. Men lønnen ville nok ikke stige, når der stadigvæk er massiv arbejdsløshed.
Kort sagt, det eneste, der kan forbedre situationen i sådant et land, er en folkelig rejsning mod landejerne, mod egne landsmænd. Der er ikke noget grundlag for 'en national front'. Og det samme tror jeg gælder for de fleste af tredje verdens lande.