22 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Dyre og dårlige besparelser

Dyre og dårlige besparelser

Fredag, 26. september, 2008, 00:00:00

Det er ikke, fordi vi har en dårlig borgmester eller et udueligt byråd, at det går så galt. Det er fordi vi har en regering, som vil have det sådan

af Tue Tortzen, byrådsmedlem for Fælleslisten, Hillerød
De besparelser, som nu er vedtaget i Hillerød kommune, skaber dårlige forhold for børn, ældre og for vore ejendomme og anlæg.
Man presser børnene. Hurtigere fra vuggestue til børnehave, hurtigere videre til SFO og hurtigere videre til klubtilbud. Og færre timer, når de kommer i skole.
Hvorfor? Fordi der er færre voksne, mindre omsorg, og læring er billigere. Så må vuggestuebørnene være store og fornuftige, når kommunen nu siger det, børnehavebørnene må være endnu større og endnu mere fornuftige, og SFO- og klubbørnene må være voksne og stressede ligesom deres forældre - ellers går budgettet ikke op.
Enhver der har forstand på børn ved, at når man presser på den måde, bliver der flere, som skal have støttepædagog og hjælpelærer, og der bliver flere, som kommer 'på tværs' af samfundet senere i livet.
Derfor er det på meget kort sigt, man får besparelser - på den lange bane bliver det dyrt at behandle vores børn som tremmekalve og ikke som små, spirende mennesker.
Men hvad så med de ældre? Dem kan vi vel godt spare på, uden de laver ulykker?

Kortsigtet
Ja, det kan vi, hvis vi vil lade dét være takken for et langt livs arbejde for det samfund, vi andre nyder godt af nu. Hvis vi er blevet så kyniske, at det er gamle fru Hansens eget problem, om hun sidder alene hele dagen, fordi ældrecentret lukker.
Men økonomerne har bare glemt, at mange af de ældre får hjælp, for eksempel til at spise på dagcentret, og når det lukker, skal der en hjemmehjælper ud privat i stedet.
På det tekniske område sparer vi os også fattige.
Prøv at følge udviklingen på Skovledet i Hillerød. Den sydlige ende har fået asfalt for nylig. Den nordlige ende fra Skansevej til Jespervej får ikke ny asfalt - det er sparet væk.
De huller, der er, bliver større i løbet af vinteren, og når næste år er gået, er de endnu større. Når det engang bliver helt nødvendigt at reparere vejen, kommer det til at koste ti gange så meget som at vedligeholde den.
Det er bare et eksempel, som alle kan følge med i - sådan er det også med vores fortove, bygninger og andre anlæg. To kroner sparet giver tyve kroner i udgift senere.
Fælleslisten ville ikke stemme for budgettet, fordi det kun indeholdt besparelser - ingen nye indtægter.
Vi mener ikke, Hillerød Kommune har råd til at køre med en af de laveste ejendomsskatter i Nordsjælland; havde vi ligget på gennemsnittet, var der 40 millioner mere i kassen.

Husk det ved valget
Vi mener, at det er rimeligt, at de handlende og restauranter, som bruger kommunale fortove og pladser, betaler for det; det ville give godt en halv million.
Men selvom byrådet havde stemt for Fælleslistens forslag, ville det være umuligt at drive kommunen på en forsvarlig og langsigtet måde.
Det er ikke, fordi vi har en dårlig borgmester eller et udueligt byråd, at det går så galt.
Det er fordi vi har en regering, som vil have det sådan.
Den rigdom, der er i Danmark, skal bruges til privat (over)forbrug, kommuner og regioner skal 'slankes', så det velfærds-Danmark, vi kender, forsvinder og erstattes af en USA-model.
Tænk over det, både når du skal stemme til Folketinget, og når vi skal sammensætte byrådet til næste år.
Der er brug for folk som tør gå op mod højredrejningen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


26. sep. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp