Byggebrigadernes arbejde afhænger af, om der er tagplader, cement, træ, vinduer... Og så skal der indkøbes mad til erstatning for alt det, som er ødelagt
fra Sven-Erik Simonsen, formand for Dansk-Cubansk Forening
Solidaritetens milde vinde når et Cuba, hvor markerne er gule af nedfaldne citrusfrugter, og hvor sukkerrørerne, der her en måned inden høsten starter, skulle stå to-tre meter høje, ligger fladt langs jorden og for en stor del rådner.
En halv million huse er beskadiget - over 60.000 er totalt ødelagt.
Cuba har udsendt opfordringer til venner i verden om at hjælpe, og der kommer mange positive svar på appellen. Cuba har rigtig mange venner i verden. Et fælles kendetegn for dem er, at de hører til verdens fattige. Så aldrig før har ordsproget 'mange bække små gør en stor å' haft mere mening.
Dansk-Cubansk Forening iværksatte for ti dage siden en indsamling til 'orkan-hjælp' til Cuba. De første ti dage gav 58.000 kroner. I snesevis - måske hundredvis af bidrag. Tak!
Lad os ikke stoppe her. Der er stadig brug for, at Cubas mange venner kommer til lommerne.
Farveblind nødhjælp
Man kan formulere det, som Svend Auken skrev i en hilsen til Dansk-Cubansk Forening: 'Hjælp til mennesker i nød bør være farveblind! Hvad siger udenrigsministeren?'
Det vil vi undersøge. Vi ved, hvad Bush-regeringen i Washington siger. Svaret på Cubas appel om, at man ophæver blokaden blot nogle måneder, så Cuba kan købe tagplader, cement og andre byggematerialer, har været et nej.
I stedet har man tilbudt Cuba 100.000 dollars - under forudsætning af, at en gruppe agenter fra USA kunne få lov til at rejse rundt i Cuba og vurdere skaderne efter orkanen.
Skamløsheden er uden ende hos det regime, der hvert år anvender 45 millioner dollars på kontrarevolutionære aktiviteter og direkte terrorvirksomhed mod Cuba.
Men vennerne er heldigvis i flertal. Vi ved, at Dansk Røde Kors har oprettet en indsamling til Cuba, og vi har erfaret, at fagforeninger i 3F bidrager.
Stadig hjælp behov
En repræsentant for Cubas faglige LO har netop besøgt Danmark. Han oplyser, at der er oprettet en el-brigade i hver af Cubas 169 kommuner. I løbet af få uger venter man, at el-forsyningen er genoprettet i det meste af landet.
Tilsvarende er der oprettet to byggebrigader i hver kommune, som i hurtigt tempo er i gang med at reparere beskadigede huse og bygninger og bygge nye, dér hvor orkanerne har ødelagt alt totalt.
Det kommer til at tage måneder, og byggebrigadernes arbejde afhænger af, om der er tagplader, cement, træ, vinduer... Og så skal der indkøbes mad til erstatning for alt det, som er ødelagt.
Det er her, du kommer ind i billedet: Send et bidrag til Dansk-Cubansk Forenings særlige konto:
Orkanhjælp til Cuba: Danske Bank, registreringsnummer 1551 kontonummer 10305543
Vi sørger for, at dit bidrag kommer hurtigt og ubeskåret til Cuba. På forhånd tak!
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278