Forskerverdenen skal fremover til at tænke i markeder! Der skal være en lige linje ¤¤fra forskning til faktura¤¤

af økonom cand.scient. adm. Henrik Herløv Lund
Med gennemførelsen af universitetsloven i 2003 gennemførtes en drastisk reform af styringen af universiteterne med udgangspunkt i det nyliberale New Public Management-koncept for styring af det offentlige, som handler om markedsorientering og styring gennem markedsmekanismer.
Forskerverdenen skal fremover til at tænke i markeder, og forskningen og undervisningen skal i højere grad være til nytte for erhvervslivet. Der skal være en lige linje 'fra forskning til faktura'.
En central løftestang for denne erhvervsorientering er kraftig erhvervsrepræsentation i universiteternes bestyrelser.
Det angivelige mål har været, at universiteterne skulle 'sættes fri' gennem selvstyre. Men reformen er tværtimod blevet ledsaget af øget politisk styring.
Vigtigst heri har været, at universiteterne nu skal konkurrere om en stigende del af deres midler. Dette medfører, at universiteter og forskere tvinges til at orientere sig mod de specifikke forskningsprogrammer, som regeringen definerer.

'Frihedsbrev'
Et led universitetsreformen er, at det kollegiale selvstyre og studenterindflydelsen reduceres kraftigt. I stedet udpeges og ansættes ledere oppefra.
Man kan - bortset fra enkelte universiteter - diskutere, hvor store konkrete ændringer for det enkelte fag og den enkelte underviser/forsker, som reformen endnu har medført, idet mange af de hidtidige ændringer er sket på styrings- og strukturniveau.
Det har imidlertid skyldtes, at de erhvervslivsprægede bestyrelser på en række områder hidtil har været begrænset af de statslige budget- og bevillingsregler og andre statslige regler.
Men med frihedsbrevet fra videnskabsministeren må der forventes anderledes dybt indgribende omprioriteringer, herunder en klar opprioritering af teknologiske, naturvidenskabelige og kommercielle, samt økonomisk orienterede fag, og omvendt en klar nedprioritering ressourcemæssigt af en række humanistiske og samfundsvidenskabeligt kritiske fag.
Der kan imidlertid rejses en række spørgsmålstegn omkring universitetsreformen. Som tidligere beskrevet sker indførelsen af New Public Management på universiteterne på bekostning af demokratiet - for eksempel i form af medarbejder- og studenterindflydelse.

Ud med demokratiet
Det hidtidige kollegiale selvstyre kombineret med studenterindflydelse er blevet erstattet med oppefra udpegede og ansatte ledere, organiseret i et stift hierarki. I stedet har universitetsreformen som anført medført opkomsten af et ledelsesbureaukrati af Djøf`ere og lignende.
Industrisamfundets hierarkiske og centralistiske ledelsesformer fra den private sektor trækkes ned over universiteternes hoveder på bekostning af medarbejdernes og studerende indflydelse. Bureaukratisering og afdemokratisering er således konsekvensen af New Public Management på universiteterne.
Det er imidlertid styrings- og ledelsesformer, som er i dyb modstrid med, at netop det moderne vidensarbejde i videnssamfundet forudsætter medarbejdernes eget stærke engagement og en høj grad af motivation og selvledelse, hvilket fremmes langt bedre af demokratiske og flade ledelses- og organisationsstrukturer og betydelig medarbejderindflydelse.

Samfundsinteresser
En anden konsekvens af universitetsreformen er, at uddannelser og forskning i langt højere grad vil blive styret politisk og/eller bindes langt snævrere til et samarbejde, hvor det er erhvervslivet, der sætter dagsordenen; det første navnlig gennem konkurrencen om forskningsmidlerne, det sidste ikke mindst gennem den massive repræsentation af erhvervslivets bestyrelser.
Det er på ingen måde et problem, at universiteterne skal være til nytte for samfundet - det er kun rigtigt og rimeligt. Men spørgsmålet er for det første, om stærkere politisk styring tjener langsigtede samfundsøkonomiske interesser?
Det forudsætter, at politikerne ved styringen af forskningens retning har evnen til i høj grad at forudse den langsigtede retning af den teknologiske, økonomiske og samfundsmæssige udvikling - og dermed 'to pick the winners'.
Det er imidlertid en gammel diskussion indenfor erhvervs- og forskningspolitik, at politikerne ikke kan forudsættes at have denne evne, og at der dermed på længere sigt snarere er risiko for, at en sådan tættere politisk styring fører forskningen på vildspor.
Også ved det tættere samarbejde med erhvervslivet, ikke mindst gennem den tunge erhvervsrepræsentation i universitetsbestyrelserne, består muligheden af en sådan konflikt mellem kortsigtet og langsigtet interesse.
Hermed er der nemlig risiko for en snævrere målretning af forskningen mod kortsigtede virksomhedsinteresser i modstrid med mere langsigtede samfundsøkonomiske interesser.
Med en erhvervsstruktur som den danske med mange små virksomheder, er det imidlertid den offentlige sektor, som i høj grad gennem uddannelsessektoren, infrastrukturudvikling, sundhedssektor og arbejdsmarkeds- og socialpolitik skaber forudsætningerne for det danske samfunds samfundsøkonomiske konkurrenceevne.
Derfor skal forskningen skal netop ikke bindes snævert til erhvervslivet, men i lige så høj have den offentlige sektor og bred samfundsmæssig udvikling som mål.

'Lærdomsfabrikker'
Hertil kommer, at det ofte er gennem langsigtet grundforskning og kritisk forskning, at der skabes nye ideer, nye metoder og ny udvikling.
Men det forudsætter, at den offentlige forskning kan fastholde en principiel frihed og ubundethed for snævre og kortsigtede økonomiske interesser.
Essensen af universitetsreformen er, at fortidens - industrisamfundets - styrings- og ledelsesformer af ideologiske grunde trækkes ned over hovedet på universiteterne, uanset om dette er i overensstemmelse med videnssamfundets behov.
Universiteterne skal med andre ord være virksomheder, der producerer viden: 'Lærdomsfabrikker'. Men spørgsmålet kan stilles, om det er i overensstemmelse med de langsigtede samfundsøkonomiske interesser i fremtidens videnskabssamfund?