22 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Tiden er inde til forandring

Tiden er inde til forandring

Onsdag, 01. oktober, 2008, 00:00:00

I et rigt land som Danmark er det under al kritik at lade bygninger, infrastruktur og uddannelser forfalde. TIB foreslår, at vi indfører et forfaldsstop som afløser for skattestoppet

fra TIB`s kongres
Frygten for arbejdsløshed er igen blevet en del af danskernes hverdag. Store internationale banker og virksomheder går konkurs og sender tusinder på gaden.
I Danmark har vi været vidne til Roskilde Banks kollaps, og andre banker har i tide søgt ly hos de større banker. Byggeriet og træ- og møbelbranchen er også hårdt ramt af konkurser og massefyringer, som følge af det bratte skift i konjunkturen.
Krisen begyndte i USA og har bredt sig til hele verden, og er en konsekvens af den deregulering af finansmarkedet, som begyndte under den amerikanske præsident Ronald Reagan, og som blev fulgt op af præsident Bill Clinton.
Pendulet svinger nu den anden vej. Kravet om øget kontrol med de store investeringsbanker er kommet på dagsordenen. I Danmark er Finanstilsynet kommet i den varme stol, og kravet om større offentlighed om og regulering af bankerne vinder gehør. TIB bakker op om kravet.

Foghs mantra
Tiden er inde til et opgør med den liberale drøm om et dereguleret pengemarked. Regeringen har på andre områder ingen problemer med at kontrollere og regulere folks adfærd. Bliver du afskediget og skal på dagpenge, så venter der sig noget af et kulturchok, så man tror det er løgn.
Som borger i Foghs Danmark har vi fået en række frie valg. Vi kan vælge mellem private eller offentlige sygehuse. Vi kan vælge mellem over hundrede tv kanaler. Vi kan vælge daginstitution og skole efter eget valg. Vi kan vælge, om vi vil læse og studere i udlandet eller hjemme.
Frit valg er regerings mantra, men når du bliver arbejdsløs, så skruer regeringen tiden tilbage til et andet århundrede. Som ledig bliver du kontrolleret fra dag ét. Du skal dokumentere, at du står til rådighed for arbejdsmarkedet. Som om, danskerne ikke vil arbejde. Vi har aldrig haft så mange i arbejde som de senere år, men alligevel svinges pisken som i gamle dage, da massearbejdsløsheden dominerede debatten.
Som ledig skal du pludselig klare dig for 703 kroner om dagen. Regeringen er godt i gang med at gøre a-kasser irrelevante for moderne mennesker. Det er et problem, da netop kombinationen af fagforening og faglige a-kasser er unik og garanten for et fleksibelt arbejdsmarked. Dagpengene skal sættes i vejret, hvis a-kassen skal give mening i dagens Danmark.

I krig
Under Fogh-regeringen er LO-fagbevægelsen blevet stækket på en række områder. Regeringens vælgerbedrag om garantier på sygehuse og øget velfærd er dog meget værre. Resultatet er nedslidte folkeskoler, sygehuse, kloaker, veje, jernbaneskinner og uddannelser.
I et rigt land som Danmark er det under al kritik at lade bygninger, infrastruktur og uddannelser forfalde. TIB foreslår, at vi indfører et forfaldsstop som afløser for skattestoppet. Anders Fogh Rasmussen, din tid ebber ud. Din politik har slået fejl på en række væsentlige områder. Du har ført landet i krig. TIB ønsker ikke, at Danmark skal være en krigsførende nation. Tiden er inde til forandring i USA - og i Danmark. Tiden er inde til en ny og social ansvarlig regering, der respekterer overenskomstforhold og lønmodtagernes rettigheder.

Vedtaget 29. september

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. okt. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp