23 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

CEVEA - idékamp uden marxisme er udsigtsløs

CEVEA - idékamp uden marxisme er udsigtsløs

Tirsdag, 07. oktober, 2008, 00:00:00

Tænketanken har fra sin start distanceret sig fra de kredse, der virkelig ville kunne kaste nyt ind i den politiske idékamp - og tænke nyt, når det kommer til alternativer: marxister.

af Lotte Rørtoft-Madsen, medlem af Kommunistisk Partis landsledelse
Den nye tænketank Cevea vil skabe alternativ idékamp uden marxismen, men det bliver uvægerligt til idékamp, der ikke rokker ved konsensus.
I lørdags den 4. oktober blev der på en konference i Skuespilhuset i København lanceret en ny tænketank herhjemme. Cevea kalder den sig, en forkortelse for Centrum Venstre Akademiet.
Den nye tænketank er skabt som et direkte og erklæret modstykke til den super-liberalistiske Cepos, der siden sin oprettelse i marts 2005 så sandelig har kendt sin besøgelsestid og i stort og småt sat dagsordenen i den store idékamp, som præger vores samfund.
Cevea præsenterer sig selv på følgende måde:
'I dag er kampen om idéerne næsten forsvundet. Danmark er blevet et konsensusvælde, hvor der er skabt en uproduktiv konsensus blandt de politiske partier, arbejdsmarkedets organisationer og mange andre om det danske samfunds væsentligste udfordringer.
Der er brug for et modspil til denne usunde konsensus og mangel på visioner. Der er en masse politiske udfordringer i dagens Danmark, og centrum-venstre skal kunne komme med bud på løsninger, der ligger udenfor rammerne af konsensus og vanetænkning.
Politik er idékamp, men den eneste politiske aktør, der tager kampen seriøst, er tænketanken Cepos. Og de har stor succes med at udbrede deres liberalistiske tankegods, både i den offentlige debat og i regeringens politik.
Der er hårdt brug for en tænketank, der tør tænke visionært og udenfor rammerne af den fælles enighed. Cepos mangler en mod- og medspiller, derfor er der brug for Cevea.
Cevea vil tage kampen op og føre fællesskabsbegrebet ind i det 21. århundrede. Vi kæmper for åbne, frisættende og forpligtende fællesskaber.' (Se www.cevea.dk)

Marxisme forbudt
Man kan naturligvis ikke andet end at hilse enhver bestræbelse velkommen, der vil forsøge at slå brecher ind i nyliberalismens fordummende og destruktive tankegods. Men - for der er et men, og det er stort.
Cevea vil - som navnet antyder - skabe et akademi, et uddannelsesforløb, der på årsbasis skal udklække 20 meningsdannere, der kan bidrage til politisk idékamp, kritisk refleksion og nytænkning.
Problemet er, at tænketanken fra sin start har distanceret sig fra de kredse, der virkelig ville kunne kaste nyt ind i den politiske idékamp, tilføre netop kritisk refleksion over dagens kapitalistiske samfund og tænke nyt, når det kommer til alternativer: marxister.
Ikke blot er marxisme og marxister fraværende i Ceveas selvforståelse og persongalleri. Tænketanken definerer sig direkte i modsætning til marxismen: Marxisme er reaktionær.
Hør blot hvad Jens Jonatan Steen, direktør for Cevea og redaktør af tænketankens tidsskrift Vision, udtalte til Ugebrevet A4 den 15. september:
'Alle skal naturligvis være velkomne, hvis de kan tilslutte sig vores grundlag. Vi ønsker blot at undgå de reaktionære og neomarxistiske kræfter, som ikke kommer med nye og offensive ideer.'
Så meget for ønsket om at komme med 'bud på løsninger, der ligger udenfor rammerne af konsensus og vanetænkning'. Og så meget for 'åbne, frisættende og forpligtende fællesskaber'.
I hvert fald skal Cevea ikke selv være et sådant åbent og frisættende fællesskab.
Formand for tænketankens bestyrelse er Jytte Hilden (S) og med i det 'advisory board', der bakker bestyrelsen op, er folk som Mogens Lykketoft (S), Holger K. Nielsen (SF) og Marianne Jelved (R), samt en lang række samfundsdebattører af forskellig observans.

Centrum-Centrum
Cevea har skabt en startkapital på en halv million kroner, især med bidrag fra fagforbund som 3F, HK Danmark, Dansk Metal, NNF, Socialpædagogerne, Dansk El-forbund, TIB og LO Storkøbenhavn.
Gad vide, om fagforbundenes støttekroner i praksis kommer til at gå til at forme politik og ideologi, der er til medlemmernes fordel, endsige med deres interesser som udgangspunkt?
Cevea ligner ikke meget et Centrum Venstre Akademi, men snarere et Centrum Centrum af slagsen, hvis man nu skal anvende denne sprogbrug.
Ærgerligt, når der - som den seneste tids finanskrise og begyndende recession med al tydelighed har vist - er så hårdt brug for at tænke i alternativer til det system, der har kastet verden ud i klima-, energi-, fødevare- og en stribe andre kriser og indebærer krig og totalitære styreformer.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. okt. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp