Retsforbundet og uafhængige økonomer, herunder vismændene, har i god tid peget på og advaret om, at den boligprisboble, der har været, ville trække de finansielle institutioner med sig i faldet, når den bristede
fra Retsforbundet
Det er de oppustede ejendomspriser, som er skyld i den finansielle nedtur både i Danmark og i de fleste vestlige lande. Grundprisernes himmelflugt har givet et finansieringsbehov, som ikke kunne honoreres. Derfor ruller krisen - igen.
Retsforbundet og uafhængige økonomer, herunder vismændene, har i god tid peget på og advaret om, at den boligprisboble, der har været, ville trække de finansielle institutioner med sig i faldet, når den bristede. Navnlig når ansvarsløs kreditgivning og inkompetence har forstærket krisen. Men en 'dommedagsprofet' er ikke populær, når det ser ud til, at 'vi kan købe hele verden'.
For at forhindre en gentagelse er det bydende nødvendigt at indføre en statslig løbende afgift på al samfundsskabt jordværdi og på den reelle jordværdi. Afgiften skal bruges til at nedsætte skatten på arbejde.
Det er derfor ikke forstandigt, når skatteministeren vil ophæve den offentlige vurdering og gå den modsatte vej ved at lægge loft over ejendomsskatterne. Det er en invitation til at forsætte spekulation og lotterispil på boligmarkedet. En situation, der vil betyde en fortsættelse og ikke et stop for tilbagevendende økonomiske kriser med rod i boblende boligpriser.
Denne skiften mellem høj- og lav konjunktur og tilhørende krise behøver ikke at være tilbagevendende, og udefra kommende kriser kan afbødes med fornuftig politik.
Den nuværende krise kan der kun lappes på, for den er allerede i fuld gang, og vi har ikke set afslutningen endnu. Fremtidige kriser kan der gøres noget ved, men det kræver reformer, som et flertal af de politiske partier i Folketinget ikke er villige til at gennemføre.
Der er kun ét sted, hvor man tager den slags alvorligt, og det er i Retsforbundet. Det gælder altså om at styrke et politisk parti, som ikke for tiden er i Folketinget. Alle, der er enige med os, opfordres til at melde sig ind og støtte en ansvarlig økonomisk politik.
Vedtaget på landsmødet den 4. oktober.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278