22 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Stop krigspolitikken, hjælp ofrene

Stop krigspolitikken, hjælp ofrene

Tirsdag, 14. oktober, 2008, 00:00:00

Krigen har allerede krævet alt for mange ofre både for afghanerne og for de udsendte danskere

fra Nej til Krig og Foreningen af Krigsveteraner og Pårørende
Til Folketingets partier.
I anledning af syvårsdagen for krigen i Afghanistan opfordrer Foreningen af Krigsveteraner og Pårørende samt Nej til Krig Folketinget til at standse Danmarks deltagelse i denne ulykkelige krig og i stedet hjælpe ofrene.
Krigen har allerede krævet alt for mange ofre både for afghanerne og for de udsendte danskere.
Trods pæne ord om humanitær hjælp og genopbygning, vil det Afghanistan-forlig, der ligger på Folketingets bord blot sikre fortsat dansk krigsdeltagelse frem til 2012 - med garanti for flere ofre blandt afghanerne og blandt de udsendte danskere.
Krigen i Afghanistan medfører først og fremmest død og ødelæggelse.
Det er selvfølgelig gået værst ud over afghanerne. De har fået deres livsvilkår ødelagt. Titusinder er dræbt eller sårede, og endnu flere er flygtet eller fordrevet.
Også blandt de udsendte danskere er der mange ofre. Danske soldater, chauffører, nødhjælpsarbejdere, læger og andre, der udsendes til krigsområder, kommer hjem med sår på sjælen.
Allerede i dag er mange tusinde danskere invalideret af PTSD eller andre følger efter udsendelse til krigsområder.
Politikerne må stoppe krigspolitikken, og i stedet hjælpe ofrene for krigen.
Der er brug for en humanitær indsats i Afghanistan med nødhjælp og genopbygning, og der er brug for behandlingstilbud til ofrene i Danmark, både i form af tilbud om psykologhjælp, psykiatrisk behandling og med etablering af særlige veteranhjem.
Både i Afghanistan og i Danmark skal hjælpen ydes af det civile samfund uden militær indblanding.
Militæret har gjort skade nok.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


14. okt. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp