22 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Skal vi alle sundhedsforsikres privat?

Skal vi alle sundhedsforsikres privat?

Lørdag, 18. oktober, 2008, 00:00:00

Mere end en million mennesker har i dag en sundhedsforsikring - og udviklingen på området ser ikke ud til at stoppe foreløbig

af Erik Stubtoft, Snekkersten
Jeg skal ellers love for, at der er gang i nytegningen af private sundhedsforsikringer i dette land, så folk kan blive behandlet på privathospitaler i stedet for på det offentliges hospitaler. Mere end en million mennesker har i dag en sundhedsforsikring - og udviklingen på området ser ikke ud til at stoppe foreløbig.
Det er naturligvis først og fremmest det arbejdende folk, der får tilbudt disse sundhedsforsikringer som et gode for dem. De skal jo tjene penge til pensionisterne og vores velfærd - og arbejdsgiverne kan trække kontingentet fra i skat.
En anden stor gruppe af de privat sundhedsforsikrede er folk med penge på friværdien og gode indtægter i øvrigt. De kan således betale sig til at komme hurtigere til behandling på et privathospital - og måske også få lidt betalt ekstra privat service oveni. Det der med den fri og lige adgang til sundhedsvæsenet behøver de ikke at tænke på.
Den næste udvikling på området er godt i gang. For nu også at sikre at de forsikredes og de bedrestilledes børn kan blive hurtigere behandlet, når de bliver syge, er der nu mulighed for at tegne særlige sundhedsforsikringer for børn. Det manglede da også bare. Børn skal jo lære noget, så de skal naturligvis hurtigt på hospitalet, så de kan blive hurtigere raske.
Efterhånden er snart kun tilbage den store skare af borgere på overførselsindkomster, herunder folkepensionister og efterlønsmodtagere uden friværdi, arbejdsledige og kontanthjælpsmodtagere med videre. Tilsammen vel en gruppe på omkring 1,5 millioner borgere.
Mit forslag er derfor, at staten tegner en privat sundhedsforsikring for alle disse borgere. Det vil betyde, at for eksempel ældre borgere kan komme hurtigere på hospitalet, når noget plager dem - og de kan komme hurtigt ud igen, fordi de bliver behandlet hurtigere.
Mon ikke staten kan forhandle sig frem til en god (gerne lav) pris på forsikringen med så mange potentielle forsikringskunder? Desværre kan staten jo ikke trække udgiften fra noget steds, men alligevel.
Til sidst er vi alle sammen - alle Danmarks børn og voksne - privatforsikrede, så vi kan komme hurtigere på hospitalet og hurtigere ud igen, fordi vi bliver hurtigere behandlet. Nogen vil imødegå mit forslag med, at man vel også kunne gøre det offentlige sundhedsvæsen bedre og hurtigere. Så sparede man forsikringspræmien til de private sundhedsforsikringer! Men de har altså misforstået det hele!

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


18. okt. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp