22 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Styrk demokratiet i fagbevægelsen

Styrk demokratiet i fagbevægelsen

Tirsdag, 28. oktober, 2008, 00:00:00

Uden medlemmernes opbakning og deltagelse bliver fagbevægelsen tandløs og får mere karakter af at være forretning og forsikringsselskab end en kamporganisation

af Peter Raben, tillidsrepræsentant og medlem af HK/Stat Hovedstaden
Fagbevægelsen har de senere år været præget og plaget af medlemstilbagegang. De store LO-forbund har mistet mange medlemmer, hvoraf nogle har søgt til de gule fagforeninger. Samtidig er det svært at få de unge til at melde sig i fagforening.
Udviklingen er dog måske på vej til at vende. Medlemsfaldet er ved at tage af, og hos 3F og FOA er medlemstallet endda stigende.
Den nye udvikling afspejler nok især den utryghed, som den kapitalistiske krise med truslen om stigende arbejdsløshed bevirker, hvilket får flere til at søge i fagforening.
For FOA`s vedkommende er det især den aktive linje før og under forårets konflikt, der har tiltrukket medlemmer. En aktiv og handlekraftig fagbevægelse er da også en vigtig forudsætning for både at vinde og fastholde medlemmer.
Det har store dele af fagbevægelsen nok glemt lidt til fordel for en masse serviceprægede tilbud, der nærmest forvandlede en del forbund til de rene supermarkeder med tilbud om alt fra ferie til personlig udvikling.

Centralisering en
Det har nok skygget for meget for den egentlige faglige aktivitet, samtidig med at de mange omstruktureringer i fagbevægelsen har kostet meget tid og mange anstrengelser, ligesom det er gået ud over ét af de bærende elementer i fagbevægelsen, nemlig medlemsdemokratiet.
I mange fagforbund er der blevet færre og større afdelinger, hvilket betyder længere afstand mellem fagforeningen og de aktive medlemmer og tillidsrepræsentanterne på arbejdspladsen.
Det er derfor ikke så sært, at det i mange fagforbund kniber med både at finde nye og at fastholde de nuværende tillidsrepræsentanter.
Uden en god og løbende kontakt med fagforeningen såvel som andre tillidsfolk og fagligt aktive er det svært at være en engageret tillidsrepræsentant.
Ny informationsteknologi kan i et vist omfang bygge bro over de større afstande mellem fagforening og medlemmer. Internet og mobiltelefoner åbner mange muligheder for hurtig information og kommunikation, men er et supplement, der ikke kan erstatte den direkte dialog og diskussion.
Derfor gør den centralisering og tendens til større enheder, der præger fagbevægelsen i dag, det vanskeligere at praktisere et levende medlemsdemokrati, der er forudsætningen for slagkraftig fagbevægelse.

Levende demokrati
Uden medlemmernes opbakning og deltagelse bliver fagbevægelsen tandløs og får mere karakter af at være forretning og forsikringsselskab end en kamporganisation.
Derfor må demokratiet i fagbevægelsen styrkes. I lyset af både de nye udfordringer og muligheder må nye former for demokrati overvejes, afprøves - og gennemføres eller måske forkastes.
Den demokratiske udfordring må tages op bredt i fagbevægelsen. I HK er vi en gruppe tillidsrepræsentanter, der har taget initiativ til en demokratidebat gennem afholdelse af et par debat- og inspirationsmøder, hvoraf det første holdes den 29. oktober i HK Hovedstaden.
Mødet er åbent for alle interesserede HK-medlemmer, der vil være med til at diskutere nye veje til demokrati, så demokratiet bliver sat højt på dagsordenen ved HK`s kongres næste år.
Et blomstrende demokrati er nemlig forudsætningen for at HK kommer til at stå for HandleKraft.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


28. okt. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp