Finanskrisen kommer samtidig med en energikrise, en klimakrise og en fødevarekrise. Indtrykket af en egentlig krise for den kapitalistiske produktionsmåde som sådan er ikke til at fjerne

af Lotte Rørtoft-Madsen, medlem af Kommunistisk Partis landsledelse
Hvis systemet er problemet, må vi gøre det klart. Vi må fremme erkendelsen af, at det er nødvendigt at skue ud over kapitalismens grænser for at skabe et samfund som menneskeheden kan leve - og overleve - i. Vi må fremme budskabet om fremtiden for at kunne handle i nutiden.
Lørdag den 25. oktober prydede et stort billede af Karl Marx Politikens side 2. 'Havde Karl Marx ret? Finanskrisen åbner ideologisk opgør' lød overskriften på en artikel af avisens udlandsredaktør, der konkluderede, at der er 'lagt op til et opgør om vor tids liberalisme'. Dagen efter lød overskriften til den vigtigste økonomiske artikel samme sted: 'Hvem former fremtidens kapitalisme?'
Uden at gå ind i de to artiklers substans, skal det til en indledning blot konstateres, at de seneste ugers ødelæggende finanskrise har haft større indflydelse på kampen om ordene end hundredvis af artikler i de senere år.
Det er blevet legitimt i kredse, der rækker langt ind i det borgerlige establishment at kalde kapitalisme for kapitalisme og ikke blot bruge de omskrivninger - markedsøkonomi, markedskræfter, frie marked - der har præget meningsdannerne siden den europæiske socialismens sammenbrud for snart 20 år siden.
Selv den amerikanske præsident Bush følte sig foranlediget til at levere et generelt forsvar for kapitalismen, da han den 24. september holdt den vigtige tale, hvor han erkendte, at der nok er et eller andet galt med den amerikanske økonomi. Her erklærede han bramfrit, at 'demokratisk kapitalisme (er) det bedste system, verden nogensinde har udtænkt'. Hvilket fik den tidligere cubanske leder Fidel Castro til straks at erklære, at modsvaret er 'Chavez` demokratiske socialisme'.
Når jeg nævner disse eksempler er for at anskueliggøre, at den økonomiske dagsorden inden for ganske få uger er blevet vendt totalt på hovedet - og den gamle, der indtil for nylig så evig ud, vender aldrig tilbage. Systemet, måden vi generelt set indretter vores verden på, er sat til diskussion, og de sidste par årtiers TINA-dogme (There Is No Alternative; altså: der er ikke noget alternativ) smuldrer for øjnene af os.

USA som finansiel supermagt skrumper
Den marxistiske argentinske økonom Jorge Beinstein påpegede i foråret i en artikel under overskriften 'Verdens center på vej mod undergang':
'Recessionen har ramt USA ! Det, som i form af forskellige sammenløbende kriser udspiller sig for vores øjne, er afslutningen på det, som kunne betragtes som første kapitel af det nordamerikanske imperiums nedtur (cirka 2001-2007). Det er samtidig begyndelsen på en turbulent proces !' (1)
Omtrent samtidig skrev Richard Haass, som er præsident for USA`s Udenrigspolitiske Råd, i Financial Times, at 'den unipolære æra, en periode uden sidestykke med amerikansk dominans, er afsluttet. Den varede to årtier, en smule mere end et øjeblik i historisk forstand'.
For få måneder siden ville nogle måske kalde det for dommedagsprofetier. Men der skulle kun komme en finansiel tsunami forbi, før den tyske finansminister Peer Steinbrück stillede sig op i den tyske Bundestag den 25. september og sagde: 'Vi kender endnu ikke de langsigtede konsekvenser af krisen. Men én ting forekommer mig indlysende: USA vil miste sin supermagtsstatus i det globale finansielle system ! Verden vil aldrig blive den samme som før krisen.' (2)
Et par uger senere tog Verdensbanken den historiske beslutning, at USA ikke mere automatisk har ret til at besidde præsident-posten i organisationen - en ret USA ellers har haft siden Verdensbankens grundlæggelse i kølvandet på Anden Verdenskrig. Et lille men dog sigende eksempel på at den amerikanske finansielle supermagt skrumper for øjnene af os.
Der er ingen tvivl om, at finanskrisen og den efterfølgende recessions konsekvenser bliver dramatiske. Den Danske Banks ordførende direktør Peter Straarup har kaldt finanskrisen for en 'hundredårsbegivenhed', men intet tyder på, at alt falder tilbage til den gamle vante gænge i de næste mellemliggende 99 år!
Når ses bort fra regeringen, der i vidt omfang holder hænderne oppe for øjne, ører og mund og stadig fastholder at hele miseren skyldes psykologi og hysteri på børsen, har de mere realistiske dele af det borgerlige Danmark set skriften på væggen:
'Under alle omstændigheder er verden fundamentalt forandret. Den økonomiske dynamik, der på godt og ondt har sat dagsordenen i de sidste 30 år, er brudt ... det handler om meget andet end økonomi. Hverdagsliv, samfundsværdier, ideologi og politik vil blive påvirket på endnu uforudsigelige måder. I 1930`erne fik USA Roosevelt, Tyskland Hitler. Ingen historiske sammenligninger er helt dækkende men det er et billede på spændvidden i de mulige udfald, vi i de kommende år står over for.' (Tøger Seidenfaden, leder i Politiken 12.oktober)
Som kommunister kan vi konstatere, at de betingelser vi kæmper under, er ved at ændre sig afgørende. Alt tyder på, at vi er på vej ind i en ny delperiode, og at vi derfor står over for at udarbejde en ny taktik der modsvarer denne periodes betingelser. Men ikke nok med det. Det er min klare opfattelse, at den kommende tids krise, som finanskrisen er et symptom på og ikke årsag til, også har strategiske konsekvenser. Der er nemlig ikke bare tale om en recession inden for rammerne af den traditionelle kapitalistiske krisecyklus, men om en strukturel krise der berører selve kapitalismens fundament. En analyse af den nuværende krises karakter, årsager og virkninger peger i den retning.
I det følgende vil jeg pege på nogle af disse uden at påstå, at en samlet analyse dermed er leveret.

Økonomiens finansialisering
For at forstå finanskrisen er finansialisering et nøgleord. Økonomen Gerald Epstein definerede i 2005 i sin bog 'Financialization and the World Economy' finansialisering som en proces, 'hvor finansielle motiver, finansielle markeder, finansielle aktører og finansielle institutioner kommer til at spille en voksende rolle i den indenlandske og internationale økonomi'.
Jeg tager i det følgende udgangspunkt i udviklingen i USA, eftersom den har været udslagsgivende på verdensplan.
Økonomiens finansialisering indledtes i 1970`erne og dateres ofte tilbage til det tidspunkt, hvor formanden for den amerikanske nationalbank Paul Volcker med ét sendte rentesatserne voldsomt i vejret. På det tidspunkt var der rigelige mængder af kapital, og i et forsøg på at dæmme op for profitratens almindelige tendens til fald i den produktive sfære, søgte kapitalen nu over i den finansielle sfære. Paul Volckers rentehop omdirigerede hurtigt og pludseligt kapitalen til finans-sektoren, hvor kapitalafkastet nu var ekstremt højt. Kapitalens problem var nemlig, at den havde for få muligheder for at foretage profitable investeringer med overskudskapitalen i den produktive sektor.
Med andre ord: Profitten var højere i den finansielle - den spekulative - sektor end i den produktive sektor.
Så dér forblev kapitalen i næsten tre årtier, hvor den susede rundt i ét stort låntagnings- og kreditgivnings-cirkus, hvor det ene mere obskure og eksotiske finans 'produkt' afløste det andet for at score hurtige og høje gevinster.
Lad mig blot tage et par eksempler: Først de såkaldte gældsforsikringsderivater, CDS, hvor virksomheder køber forsikringer mod andre virksomheders manglende mulighed for at betale deres gæld - eller spekulerer i at de ikke kan. På syv år er den nominelle værdi af CDS-kontrakter steget mere end 100 gange - de er nu større end det samlede bruttonationalprodukt i verden (3). Dernæst de såkaldte kreditderivater, som er sammenpakkede dårlige lån med høj risiko. Fra 2001 til i dag er verdensmarkedet for disse steget til mere end ni gange verdens samlede bruttonationalprodukt (4).
Problemet er, at denne finansialisering finder sted uden at være forbundet med egentlig værdiproduktion. Der er ikke skabt virkelige værdier, der svarer til mængden af penge. Og penge alene skaber ikke værdi. Det gør kun den menneskelige arbejdskraft. Der skabes simpelthen ikke merværdi ved at spekulere i aktier og andre finansielle produkter, men eksisterende merværdi omfordeles. Det er det, der skaber, hvad man kan kalde en boble, som nødvendigvis må briste.
Bemærk at Lenin i 1916 karakteriserede kapitalismen i dens nye fase, imperialismen, som vi jo stadig lever i, som 'snyltende eller forfaldende kapitalisme'. Han talte om 'rentierstaten', ågerstaten der 'mere og mere udpræget ytrer sig (som) en af imperialismens tendenser' (5).
Finansialiseringens brændstof har været de enorme mængder af gæld, der er blevet produceret og reproduceret i USA - både på virksomheds-, stats- og forbrugerplan. I 2007 var den amerikanske bruttogæld på 116 procent af bruttonationalproduktet mod 21 procent i 1980.

Overproduktionskrise
Denne enorme gældsætning er imidlertid også udtryk for en anden tendens, nemlig for faldende købekraft. Problemet er simpelthen, at arbejdernes realløn over en årrække har været faldende.
Kreditgivning og låntagning har således været et middel for kapitalen til at omgå konsekvenserne af, at arbejderne relativt set modtager en stadig mindre del af merværdiproduktet og dermed - stadig relativt set - kan aftage færre og færre af de produkter, som kapitalen sender ud på markedet. Netop overproduktionskrisen er klassisk i den politiske økonomis kriseteori.
Sandheden er, at reallønnen er faldet i USA de seneste ti år - en amerikansk tv-station har nævnt et tal på 12 procent. Varer og huse er således blevet købt på basis af kredit og låntagning - ikke på basis af en sund økonomi i vækst.
Det viser, at der gemmer sig en egentlig overproduktionskrise bag 'forbrugs-boomet' - at modsætningen mellem udbud og efterspørgsel ikke er løst.

Recessionen er sat ind
Efter mere end en måned hvor aktiemarkeder og børser er sendt ud i frit fald, står det klart, at en egentlig recession er ved at sætte ind i den globale økonomi. Nogle steder er den allerede en realitet, mens den andre steder er på vej. Japan, Storbritannien og Tyskland enten befinder sig i teknisk recession eller er på vej til teknisk recession. For ikke at nævne USA:
'Amerikanernes står over for alle depressioners moder. Den bliver hård, og den kommer til at vare længe,' vurderer analytikeren William Cox (7), mens Ugebrevet Mandag Morgens Shanghai-korrespondent Glenn Mikkelsen, anfører, at 'den vestlige verden står over for en grim og årelang recession ... G7-økonomierne og den vestlige verden som helhed (skal) over de næste år gennem en smertefuld recession' (8).
Volvo-koncernen har fyret en fjerdedel af koncernens ansatte, og den europæiske bilindustri som sådan er ved at skære ned på fabrikker i mange lande.
Også herhjemme er krisetegnene tydelige. I de første ni måneder af i år har 409 virksomheder drejet nøglen om - et tal som vi skal tilbage til 1982 for at finde tilsvarende (9). Danmarks Statistik har beregnet, at virksomhedernes salg faldt med 3,5 milliarder kroner mellem juli og august i år, ligesom tal for nationalregnskabet viser, at væksten herhjemme i årets første halvår var på sølle 0,1 procent - altså ikke-eksisterende.
Forventningerne til fremtiden er i bund. Byggesektoren har femdoblet sine forventninger til antallet af forestående afskedigelser, og regner nu med 50.000 fyringer (10), og industriens fremtidsforventninger er i minus.
Samtidig forsøger regeringen fortsat at give indtryk af, at nok kan det hele se lidt bekymrende ud, men det kommer ikke til at gå så galt, for grundlæggende set er den danske økonomi bomstærk. Men sandheden er, at også Danmark - som USA - lever på kredit. Lars Løkke Rasmussen må således erkende:
'I Danmark har vi en samlet udlånsmasse på omkring 3000 milliarder kroner, som vi i sidste ende siger at dem garanterer staten for. Det er lidt heftigt.' (11)

Energi-, klima- og fødevarekriser
Vi ville imidlertid gå galt i byen, hvis vi indsnævrede den krise som verdensøkonomien befinder sig i til kun at være en finanskrise med grundlag i modsætningen mellem udbud og efterspørgsel og dermed til en klassisk overproduktionskrise. Krisen stikker dybere end som så. Den udvikler sig således på en bund af strukturelle problemer i kapitalismen, og den er vævet sammen med andre kriser, som gensidigt betinger og influerer på hinanden.
Jeg skal her blot nævne enkelte af disse:
1. Verden befinder sig i stigende grad i en energikrise. Der er i øjeblikket ved at være mindre olie pr. indbygger i verden uagtet de olie-reserver der findes. Jeremy Rifkin, økonomisk rådgiver for EU konkluderer, at verden er inde i 'slutspillet for den anden industrielle revolution, og dette sker vel at mærke længe inden olieproduktionen har nået sit toppunkt' (6)
Olieprisernes stigning er et udtryk for dette, men stigningen er også et udtryk for at den spekulative kapital har kastet sig ind her for at høste hurtige profitter. Kendsgerningen er, at olieprisernes stigning de seneste to år har svækket købekraften, øget inflationen og skabt arbejdsløshed.
2. Den menneskelige civilisation er kastet ud i en klimakrise, der - udover at true klodens overlevelse hvis den nuværende produktionsmåde fortsætter - også virker direkte ind på den økonomiske situation. Det er således blevet beregnet, at Orkanerne Katrina, Rita, Ike og Gustav har kostet USA over 240 mia. dollars.
3. Store områder af verden er kastet ud i en fødevarekrise, der har betydet voldsomt fordyrede fødevarepriser. For korns vedkommende er én af årsagerne hertil produktionen af bioethanol til at spæde i benzinen, der hældes i verdens biler.
Alle disse del-kriser er flettet ind i hinanden, og det er umuligt at forestille sig isolerede løsninger på én af dem, uden at de andre berøres. Den nuværende finanskrise føjer sig hertil. Indtrykket af en egentlig krise for den kapitalistiske produktionsmåde som sådan er ikke til at fjerne.

Hvad må der gøres
'Den øredøvende sugelyd, I hører, er lyden af næsten en billion af skatteydernes fremtidige indkomst-dollars, der suges ned i landets største banker.'
Så malende beskriv analytikeren Richard Cook indholdet i den amerikanske redningsplan, der blev vedtaget i begyndelsen af denne måned, og som er blevet fulgt op af tilsvarende kriseplaner i de europæiske lande. Det er også en præcis beskrivelse: generelt har indgrebene samfundsmæssiggjort finanskapitalens tab, mens dens profitter i opgangstider privatiseres.
Det er indlysende, at ingen af de gennemførte redningsplaner grundlæggende set bringer økonomien på ret kurs, og i erkendelse heraf er en større diskussion da også i gang: Hvad må der gøres?
'Vi ønsker iværksætter-kapitalisme, ikke spekulativ kapitalisme,' erklærede Frankrigs præsident og EU`s nuværende leder Sarkozy i forbindelse med det første krisemøde i EU/G8-kredsen i begyndelsen af oktober. Poul Nyrup Rasmussen, der er formand for de europæiske socialdemokraters parti PES er inde på den samme tankegang. Han kræver 'ny og bedre regulering af finansmarkederne' og anfører: 'Vi trænger til begrænsning af grådigheden, gennemsigtighed og åbenhed om tingene.' (12)
Ingen kan naturligvis være imod større åbenhed og bekæmpelse af grådighed, men at tro at det er tilstrækkeligt til at bekæmpe ondet ved dets rod, er illusorisk. Det er at anlægge en psykologisk-individualistisk kriseforklaring, der lægger skylden på den enkelte grådige kapitalist.

Nyliberalismen har spillet fallit, men !
Andre peger på, at problemets rod ikke skal findes i økonomien, men i den økonomiske politik. Tænketanken Cevea anfører: 'Det er fortidens liberalistiske dogmer, der har skabt den nuværende krise. Krisen er derfor ikke økonomisk men politisk.' (13)
Også fra andre lyder budskabet om, at krisen skyldes nyliberalismen, at den er udtryk for at nyliberalismen har spillet fallit. Der er ingen tvivl om, at nyliberalismen har spillet fallit, og at vi befinder os i en tid, hvor de sidste 30 års herskende økonomiske teorier er ved at blive kastet over bord den ene efter den anden. Der er heller ingen tvivl om, at den nyliberalistiske politik med dens dereguleringer, kapitalliberaliseringer, markedsgørelse af den offentlige sektor og privatiseringer har betydet en forstærkelse af kapitalismens indre modsætninger.
Men nyliberalismen er ikke krisens årsag. Nyliberalismen er en politik, som er blevet fulgt i et forsøg på at afbøde kapitalismens indre modsætninger, især profitratens faldende tendens.
Der er derimod tale om en strukturel krise, der er kendetegnet af overproduktion i store dele af industrien og voksende problemer for kapitalisterne med at opnå de forventede profitrater.
Det er en overskudskrise med overskud af produktionskapacitet, overskud af likvide midler, overskud af fiktiv kapital og overskud af gæld. Derfor er krisen en systemkrise, som udspringer af systemets indre modsætninger og begrænsninger.
Det er fristende i den nuværende situation at stille krav om, at den kapitalistiske stat må spille en større og mere udfarende rolle, så der kan 'sættes gang i hjulene', eller så det kan forhindres, at 'hjulene går i stå'.
'! en effektiv markedsøkonomi kræver et langsigtet parløb mellem marked og stat, og i den forbindelse er det helt afgørende, at staten gennem en fortsat makroøkonomisk regulering, det vil sige gennem penge-, kredit-, erhvervs- og finanspolitik, kan forebygge og inddæmme kapitalistiske krisetendenser,' anførte økonomen Henrik Herløv Lund her i avisen den 11. oktober.
Som kommunister er vi de første til at støtte initiativer, der modvirker arbejdsløshed og plyndring af de små i samfundet. Spørgsmålet der rejser sig er, om tidligere tiders keynesianske økonomiske teori om at bruge statsbudgettet til at skabe efterspørgsel er mulig under nutidens betingelser?

Keynesianismens historiske forudsætninger er væk
Keynes` teori var dominerende i årene efter Anden Verdenskrig og frem til slutningen af 1960`erne og begyndelsen af 1970`erne. Dens praktiske gennemførelse baserede sig på en række historiske forudsætninger. Det er min påstand, at disse ikke findes i dag eller kun findes i kraftigt modereret form. Lad mig nævne nogle af dem:
For det første: Anden Verdenskrig indebar en omfattende ødelæggelse af produktionsapparatet i en række af de kapitalistiske hovedlande. Der var mangel på produktionskapacitet, varer og kapital. I dag er der overskud af produktionskapacitet, varer og kapital.
For det andet: Produktionsapparatets genopbygning efter Anden Verdenskrig baserede sig på adgang til en billig energikilde: olien. I dag befinder verden sig i en energikrise.
For det tredje: Den kapitalistiske stat råder i dag over færre redskaber til at intervenere i økonomien. I kraft af den nyliberalistiske politik (i Danmark i skikkelse af EU-medlemskabet) har staten afskrevet sig muligheden for at gribe ind via penge-, kredit- og finanspolitik.

Socialismen er nødvendig
Vi må således erkende, at den krise som vi står midt i, ikke bare er en recession inden for rammerne af den traditionelle kapitalistiske krisecyklus, men at der er tale om en strukturel krise der berører selve kapitalismens fundament.
Det betyder, at vi skal udarbejde en politisk linje, der modsvarer disse betingelser. Det er min opfattelse, at vi så at sige må gå på to ben:
For det første: Hvis systemet er problemet, må vi gøre det klart. Vi må fremme erkendelsen af, at det er nødvendigt at skue ud over kapitalismens grænser for at skabe et samfund som menneskeheden kan leve - og overleve - i. Vi må fremme budskabet om fremtiden for at kunne handle i nutiden.
Med andre ord: Vi hverken kan eller skal fremlægge planer for at redde kapitalismen. Hvis ikke det er nu, vi skal formidle socialismens nødvendighed, hvornår er det så?
For det andet og i sammenhæng hermed: Der er et skrigende behov for at skabe et program for demokratiske og antimonopolistiske reformer, som peger frem mod socialismen. Der er brug for, at kommunisterne fremlægger konkrete forslag, der på en og samme tid opleves som troværdige i forhold til arbejderklassens hverdags-problemer og skaber bevægelse i retning af fremtiden.
Med andre ord: Vi skal forsvare 'de små' og aktivere de mange.

Noter:
1. Jorge Beinstein er redaktør af tidsskriftet Enfoques Alternativos. Hans artikel er herhjemme bragt i tidsskriftet Ret&Vrang, nr. 45, juli 2008.
2. Citeret fra 'The Local - Germany`s News in English'.
3. Ugebrevet Mandag morgens korrespondent i Shanghai, Glen Mikkelsen, Information 11.-12. oktober 2008.
4. Poul Nyrup Rasmussen, Politiken 4. oktober 2008.
5. Læs Lenin: Imperialismen som kapitalismens højeste stadium.
6. Information, 11.-12. oktober.
7. Se www.globalresearch.ca
8. Se Information 11.-12.oktober.
9. Kilde: Danmarks Statistik, Arbejderen 10.oktober.
10. Mikael R. Lindholm, Politiken, 12. oktober.
11. Interview i Politiken 12. oktober.
12. Se Politiken 4. oktober.
13. Jens Jonatan Steen og Claus Piculell i Politikens kronik, 10.oktober.