Asylret foreslår, at vi på dette grundlag i dag lover os selv og hinanden, at dagens meget vellykkede aktion ikke skal blive et klimaks, men begyndelsen til en antiracistisk bevægelse

af Karl Aage Jacobsen, foreningen Asylret
Stram men retfærdig er den frase, som den nuværende statsminister med næsten papegøjeagtig monotoni gentager, hver gang han og hans regering bliver kritiseret på grund af det officielle Danmarks udlændingepolitik.
Stram, det er korrekt nok. Denne stramhed har medført selvmordsforsøg og desværre også fuldbyrdede selvmord. Men at den skulle være retfærdig - det er en ret så kynisk og arrogant påstand. Og denne kynisme og arrogance har krævet sine ofre.
For eksempel i 2003 i den nok som bekendte Askan-sag. Askan er en ung iraner, som på trods af alle advarsler blev tvangsudvist til Iran, hvor det islamiske præstestyres torturbødler gennem det meste af to år underkastede ham bestialsk tortur.
Efter at have overlevet turen gennem torturmøllen lykkedes det ham at flygte tilbage til Danmark, hvor hans mor og søster har legalt ophold. Derfor kender vi Askans historie. Men Askan var heldigere end de fleste.
Den samme stramme retfærdighed krævede blandt mange andre også et offer i 2006, da Majid, en 39-årig iraner, der stod til tvangsudvisning, valgte at begå selvmord i Hanstholm for ikke på ny at komme i kløerne på mullahregimets torturbødler. Endnu et offer for den den stramme retfærdighed blev den 17-årige Rafi nogle år tidligere.
Gennem de seneste måneder har vi på ny set den stramme retfærdighed taget i anvendelse, da en gravid ghanesisk moder blev tvangsudvist - fordi hun var under 24 år. Hun måtte forlade sin mand og deres toårige søn i Danmark. Nu har hun født en lille datter i Ghana og er tilbage i Danmark på et tre-måneders besøgsvisum. Når det udløber, kan man så se frem til, at hun på ny bliver adskilt fra familien og forvist fra Danmark.
Det største regeringsparti havde engang et slogan der lød 'mennesket før systemet'. Men i praksis fører det en politik, der mest dækkende kan beskrives med den direkte modsætning: Systemet før mennesket.
Den stramme retfærdighed er også blevet Daniel Rostam til del. Han fik i sin tid en fængselsdom på 3 1/2 år for et røveri. Derfor blev han efter afsoningen tvangsudvist til Irak. Den eneste form for identitetspapir, han havde, var en dåbsattest fra Kuwait.
Denne sag viser, hvor magtfuldkomment og arrogant de danske udlændingemyndigheder kan fungere. Daniel Rostam er ikke iraker - men blev tvangsudsendt til Irak. I dag sidder han buret inde i en minicelle i lufthavnsfængslet i Bagdad med rotter på gulvet. Han er syg og bliver nægtet behandling. Når han beder om at blive behandlet af en tandlæge, svarer vagterne, at det er udelukket, men at de da godt vil hente en tang og hive tanden ud for ham. Hvis han bliver syg af den dårlige eller rådne aftensmad, får han at vide, at hospitalerne er lukkede. Da han blev buret inde ved ankomsten til Bagdad, fik han at vide, at kunne blive siddende i fængslet og rådne op, indtil ham fremkom med identitetspapirer, som han ikke har. Han er på selvmordets rand. Daniel fik på et tidspunkt besked om, at han ville få besøg af nogen fra det danske konsulat, men der er indtil nu intet sket. Man kunne jo forestille sig, at de danske udlændingemyndigheder - efter at have tvangsudsendt en ikke-iraker til Irak - ville erkende, at der var begået en fejl. Men der er intet, der tyder på, at det vil ske.
Den stramme danske retfærdighed stiller det parlamentariske flertals hykleri til skue. På et løgnagtigt grundlag og med det mindst mulige flertal gjorde det Danmark til medansvarlig for overfaldet på Irak - for at sikre imperialismens kontrol med Mellemøstens oliekilder.
Hundredtusinder, hvis ikke millioner af irakere er blevet hjemløse flygtninge, hundredtusinder af irakere er blevet dræbt. Den irakiske infrastruktur er blevet sønderbombet. Og det officielle Danmark - Dansk Folkeparti og dets to regeringsbærende støttepartier samt deres medløbere - stiller sig bekymrede an og siger, at lille Danmark ikke kan løse alverdens problemer, at vi er nødt til at have en øvre grænse for hvor mange flygtninge, vi skal acceptere i Danmark, lyder det. Det slår da vist alle hidtidige verdensrekorder i hykleri.
Tilbage i det 19. århundrede var der et klogt hoved, der sagde, at hidtil har filosofferne fortolket verden på forskellig vis, men at det, det kommer an på, er at forandre den. Det vil vi i Asylret gerne yde vores beskedne bidrag til. Vi har et radikalt forslag til afskaffelse af de nuværende tilstande på udlændingeområdet. Asylret mener:
1) at få asyl er en menneskeret for alle, som føler sig undertrykte og forfulgte på grund af etnisk herkomst, køn, seksuel orientering eller af politiske eller religiøse grunde,
2) at den danske regerings behandling af asylansøgere på en række punkter er i strid med FN`s Flygtningekonvention, som Danmark underskrev den 28. juli 1951,
3) at Danmark skal respektere FN`s Flygtningekonvention, Børnekonventionen og Verdenserklæringen om Menneskerettighederne. Derfor skal alle asylcentre lukkes, og asylansøgere skal have ret til at bo som alle andre i det danske samfund, mens deres sag er under behandling.
4) at Folketinget skal sikre dansk overholdelse af FN`s Børnekonvention, herunder retten til familiens enhed,
5) at al afhøring af asylansøgere skal foretages af et kompetent personale. Der er behov for psykologer, psykiatere, socialrådgivere, sygeplejersker og læger. Endvidere skal asylansøgerne have ret til medvirken af en bisidder efter eget valg. Og der skal anvendes autoriserede og kompetente tolke. Politiet er ikke kompetent i denne sammenhæng, det er uddannet til at afhøre forbrydere, ikke til at have med forfulgte og ofte traumatiserede mennesker at gøre,
6) at asylansøgere skal have midlertidig opholdstilladelse og arbejdstilladelse, mens deres sag er under behandling,
7) at asylansøgere skal have ret til at benytte samfundets muligheder, herunder adgang til et rimeligt og passende sundhedsvæsen, ret til arbejde og til at uddanne sig på lige fod med andre borgere,
8) at asylansøgere skal have ret til en advokat, inden de taler med de relevante myndigheder angående deres sag,
9) at asylansøgere skal have ret til at klage over Flygtningenævnets afgørelser til en uafhængig domstol.
Asylret foreslår, at vi på dette grundlag i dag lover os selv og hinanden, at dagens meget vellykkede aktion ikke skal blive et klimaks, men begyndelsen til en antiracistisk bevægelse, der fremover styrkes og inden for en overskuelig fremtid gør kravet om en anstændig dansk udlændingepolitik til virkelighed.

Tale ved demonstrationen ved Sandholmlejren den 25. oktober.