Hvad ville du tænke, ja og ikke mindst føle, hvis du og din chef udvekslede mails om din arbejdssituation, og du ingen respons fik på det, du foreslog. Hvis kun hans love og regler var gældende. Og i tavshed blev ført hen over hovedet på dig?

af Tina Rye Hansen, antropologi-studerende og frivillig i Gaderummet.
Denne måde at løse en konflikt ved manglende kommunikation er tilsyneladende Københavns Kommunes instrument i en sag om overtagelse af unge hjemløses hjem. Gaderummet - socialpsykologisk fristed for udstødte og hjemløse unge - lukkes efter mere end et års forhandlinger med kommunen. En sag, hvor en asymmetrisk relation gør sig gældende for en manglende kommunikation.
I en symmetrisk, ligeværdig relation bliver begge parter hørt. Men Gaderummets sag med kommunen var ikke ligeværdig.
Sagen om Gaderummet er en socialpsykologisk og politisk paradigmekonflikt. En konflikt hvor Københavns kommune tilbageholder Gaderummets midler på grund af et påstået manglende samarbejde med psykiatrien. Asymmetrien i relationen er tydelig, da man fra politikere og kommunens side gentagne gange vælger helt at ignorere henvendelser fra brugere, frivillige og leder af Gaderummet.
De får aldrig ordet. Tavsheden lader til at være et strategisk middel i en sag om unge udsattes hjem.
De ubesvarede mails taler for sig selv i en sag, hvor de unge ikke er blevet spurgt til råds omkring lukningen af stedet og heller ikke får ordet omkring det ny værested, som har til hensigt at hjælpe disse unge.
At man vælger at føre en sag på denne måde, minder mig om den måde, man generelt i en højrepolitisk regerings ånd forsøger at opnå en ensrettethed, hvor eksklusion bliver en strategi, i en retorik hvor lighed er lig med enshed. Fællesskabet i Danmark (læs: Det nationale fællesskab) eksisterer i kraft af en solidaritet. Fællesskab og solidaritet hænger sammen, men når det første skal forstås som nationen, bliver fællesskabet et, hvorfra man kan ekskludere og inkludere ud fra kriterier om nationens krav.
Dem som ikke hører til eller er udenfor kategori, fordi de ikke har et arbejde eller et hjem, bliver flettet ind i en tilpasningsstrategi.
Hvis ikke de tilpasses, kunne det se ud som om, de ties ihjel, som indvandrerne i 1970`erne uden stemmeret, hjemløse der med lov forbydes at tigge og måske nu udsatte unge i Gaderummet.