21 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Krarups Kedsommelige Korstog

Krarups Kedsommelige Korstog

Torsdag, 06. november, 2008, 00:00:00

For at komme venstrefløjen til livs tager han jævnligt en heroisk udgave af besættelsens modstandsbevægelse til indtægt for sin altid frejdige kamp

af Per Diepgen, Halskov
Vidste du, at Line Barfod fra Enhedslisten taler polemisk om sandheden, forarger, er uvidende og røber tåbelighed?
Er du i tvivl, skal du blot i Jyllands-Posten læse de mange ytringsfrie indlæg af Søren Krarup, hvis Danmarkshistorie aldrig begynder før år 960, og lyder som et evigt ekko af den barmhjertige tyske samaritan Martin Luther, hvis næstekærlighed bestod i at tryne folket.
For med gudhengiven retorik at komme venstrefløjen til livs tager han jævnligt en heroisk udgave af besættelsens modstandsbevægelse til indtægt for sin altid frejdige kamp for alt, hvad han har kært.
Senest den 29. oktober i en kronik i Jyllands-Posten vil Søren Krarup provokere ved at tage norske Nordahl Grieg til indtægt for gud, konge og fædreland, samt især sin egen kirkehistorie.
Han vil minde os om, at kong Haakon ikke brød sig om Quisling som præsident, men udelader, at den stornazistiske Knut Hamsun heller ikke brød sig om Quisling som præsident.
Den lidet religiøse Nordahl Grieg blev som bekendt skudt ned over Berlin i en allieret flyvemaskine.
På denne tid stod i danske illegale blade en religiøs og historiebevidst forfatter frem, der ikke led af samme idiosynkrasi over for vore kulturradikale som Søren Krarup, nemlig Martin A. Hansen, som skrev forsvarstalen for stikkermordene, et moralsk solidaritetsindlæg.
Straks efter krigen indledte Martin A. Hansen imidlertid en lang tids samtaler med nazisten og forfatteren Valdemar Rørdam på Malergården, om så vanskelige sindelagsspørgsmål, at han vendte tilbage til åstedet for at skrive sin nok mest berømte bog, radioromanen Løgneren om den evigt tvivlende Johannes.
De kristne er, som forstås, af mange slags, men siden deres indtog i landet 960 har sekter som Den danske Forening altid været på krigsstien og leveret den uforsonlige fundamentalisme.
Kun dele af den kristne menighed forstår derfor, at Line Barfods og Enhedslistens ærinde i Folketinget - i modsætning til forfølgelse af troende katharer - er et nyt forsøg på i et multikulturelt samfund at adskille stat og kirke ved at ændre grundloven.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. nov. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp