Der er internt i USA brug for en præsident, der kan dæmme op for den stigende utilfredshed

af Kit Aastrup
Obama, Obama, Obama, sådan lød det taktfast i gaderne i Harlem og Brooklyn, New York, på valgnatten.
Hundredvis af mennesker jublede og skreg, da det blev klart, at Obama havde vundet valget og ville blive den første sorte præsident i USA. Stemningen var helt ubeskrivelig. Folk i gaderne var rørt til tårer.
For fire uger siden købte jeg en badge på 125. gade i Harlem med Barack Obama og Martin Luther King og ordene: The Dream. For rigtig mange sorte amerikanere er det en drøm, som ingen rigtig vovede at tro på, kunne gå i opfyldelse.
Obama har taget tråden op fra borgerretsbevægelsen i 1960`erne og givet en stor del af den amerikanske befolkning håb om en bedre verden og ikke mindst troen på, at det er muligt at forandre den.
Hans slogan 'Yes, we can' er enkelt budskab, men også et budskab, der giver en følelse af fællesskab. 'Den forandring, vi har brug for', er et budskab, der er så tilpas åbent, at hver enkelt menneske kan lægge sin egen fortolkning i det.
Efter valget har Obama sendt hver eneste amerikaner, som har støttet hans kampagne, en e-mail, hvor han takker for indsatsen, og i sin tale på valgaftenen sagde han klart og tydeligt, det var dig, der gjorde det muligt, fordi det var dig, der stemte, og fordi du arbejdede for denne valgsejr.
Hvert eneste menneske er noget værd og har betydning for andre, og at få det sagt, så det går lige til hjertet, er en fantastisk evne at have. Den har Obama.

Racismen
Da jeg for første gang kom til USA for fire år siden, troede jeg - temmelig naivt - at borgerretsbevægelsen for længst havde skabt lighed mellem hvide og sorte, og at alt det med adskillelse og undertrykkelse for længst var historie. Jeg blev så meget klogere.
Racismen har blot fået et pænere ansigt udadtil. Der er en institutionel racisme, som måske er svær at få øje på som udlænding, men den skal forstås på den måde, at hvide og sorte ikke har ret meget tilfælles og ikke mødes ret ofte. De bor i forskellige boligkvarterer, tilhører forskellige kirker og går ofte ikke i de samme skoler.
I de sorte ghettoer i storbyerne er der ingen vej ud af fattigdommen. Skolerne er overfyldte, og der er bevæbnede vagter til at holde ro. Arbejdsløsheden er tårnhøj.
Teenagepigerne bliver gravide og kommer til at leve som enlige mødre, og en stor del af de unge sorte mænd ender i fængsel. På hvert eneste gadehjørne står der narkohandlerne. Desillusionen har bredt sig i en grad, så mange ikke har troet på, at de kunne gøre en forskel.
Obama har næsten mirakuløst fået folk til stemmeurnerne i et valg, som har haft den største stemmeprocent nogensinde. Men han har også fået lov til at vinde valget.
Bush er vistnok ved at slå rekorden for, hvor upopulær en præsident kan være, og der er internt i USA brug for en præsident, der kan dæmme op for den stigende utilfredshed.

Holder drømmen?
Siden borgerretsbevægelsen, som var en ikke-voldelig bevægelse baseret på Gan-dhis tanker, fik modstandsbevægelserne i USA et mere voldeligt udtryk, og de er blevet grundigt og systematisk udryddet.
De sorte pantere blev elimineret af FBI`s hemmelige program COINTELPRO, og mange af de overlevende sidder stadig i fængsel 35 år senere. Den interne krig er blevet ført med hjælp fra et omfattende overvågningssy-stem, som gjort USA til noget, der ligner en politistat.
Hvem er bedre til at skabe tillid til et sådant kapitalistisk system, som i bund og grund er råddent og uretfærdig, end en sort mand, der har arbejdet sig op? Den amerikanske drøm om, at alle kan gøre det og få del i herlighederne, lever i bedste velgående.
Det amerikanske samfund står overfor kolossale udfordringer, for nu at sige det mildt. Kapitalens krise er dybere og mere alvorlig denne gang, og det imperialistiske USA står overfor den helt store nedtur.
Måske sætter man bare den bedste mand ved roret på den synkende skude, mens man selv går i redningsbådene?