Krisen udløste et ubændigt russerhad i medierne over hele den vestlige verden, ikke mindst herhjemme. Salvelsesfulde politikere fulgte op med diverse tilsvininger af Rusland og russerne i al almindelighed

af Claus Oreskov, Helsingør
Set i et globalt perspektiv er den nuværende krise i Kaukasus uløseligt forbundet med USA`s militære, politiske og økonomiske manøvrer for at kontrollere verdens olie og gas forekomster. Et andet og nærliggende eksempel er krigen i Irak.
Andre områder, hvor USA`s økonomiske interesser er gået hånd i hånd med militær intervention direkte eller indirekte, er blandt andet: Hawaii, Panama, Chile, Nicaragua, El Salvador, Cuba, Haiti, Colombia, Korea, Indonesien, Vietnam og Afghanistan for bare at nævne nogle indlysende eksempler.
Hertil kommer utallige militærbaser og militære alliancer med lande, der støder op til USA`s økonomiske interesseområder, eller som gavner den militære formåen. Herudover har USA en vidtstrakt økonomisk kontrol med en lang række tidligere kolonier.
I tiden efter Anden Verdenskrig overtog USA systematisk kontrollen (politisk og økonomisk) med de gamle kolonier, efterhånden som England, Frankrig og Spanien trak sig ud. Her som andre steder afstedkom USA`s indblanding ofte kriser, krige, militærkup, massakrer og social nedtur.
Da Sovjetunionen opløstes ved et politisk dekret i 1991, blev de tidligere Sovjetrepublikker, samt landene i Østblokken automatisk af økonomisk interesse for USA.

Et kendt mønster.
Krisen i Kaukasus har mange af de faktorer, som kendes fra andre områder, hvor USA`s økonomiske og geopolitiske interesser er gået op i en højere enhed. Interessen er først og fremmest knyttet til kontrol med enorme mængder af olie- og gasforsyninger til de vestlige markeder og de dertil knyttede rørledninger, der løber på kryds og tværs gennem regionen.
Den vigtigste i denne sammenhæng er BTC-Rørledningen, der transporterer olie fra felterne i Det Kaspiske Hav til udskibning i Middelhavet. Rørledningen er 1768 kilometer lang og løber gennem Aserbajdjan, Georgien og Tyrkiet. Den 3,9 milliarder dollars dyre rørledning er fortrinsvis betalt af USA, World Bank`s International Finance Corporation og the European Bank for Reconstruction and Development.
Oliefelterne i Det Kaspiske Hav og dertil knyttede oliefelter udgør tilsammen det tredjestørste kendte oliefelt i verden, og forsyningerne herfra skulle mindske vestens afhængighed af arabisk olie. Et problem er det imidlertid, at denne rørledning passerer gennem Sydossetien, som siden 1990 på forskellige måder har forsøgt at løsrive sig fra Georgien.
En af de muligheder, der var åben for Sydossetien, var en alliance med Rusland, og herved voksede muligheden for, at denne vigtige olierørledning kom under russisk kontrol. Noget USA på ingen måde ønskede. På denne baggrund donerede USA militær hjælp til Georgien til en værdi af flere hundrede millioner dollars, samt tusinder af militære rådgivere. Ligesom Bush-administrationen har lobbyet sine allierede for at få Georgien optaget i NATO.
Det er denne cocktail af politisk indblanding og militær støtte forbundet med økonomiske og geopolitiske interesser, der udgør et gammelkendt mønster, overalt hvor USA de sidste 50 år har gennemtvunget sit overherredømme.

Magt og Afmagt
Præsident Mikhail Saakashvili kom til magten i 2003 ved den USA-støttede såkaldte rosenrevolution. Uddannet i USA og Frankrig og med et stort kontaktnet til vestlige politikere var han manden, der kunne forene national georgisk politik med USA og vestens energipolitiske prioriteringer.
Først skulle der styr på udbryderregionerne: Adjarien, Abkhasien og Sydossetien, samt potentielle udbrydere så som armenierne i Javakheti Regionen. Hertil havde han blandt andet den nye hær, som med amerikansk hjælp blev opbygget efter NATO-standard - med henblik på det kommende medlemskab. Gennem sit GUUAM-medlemskab er Georgien faktisk de facto allerede NATO-medlem.
GUUAM er en regional NATO-styret militær alliance mellem: Georgien, Usbekistan, Ukraine, Aserbajdjan og Moldavien. Gennem GUUAM kan USA og EU kontrollere olieforsyningerne fra Det Kaspiske Hav og samtidig destabilisere deres konkurrenter heriblandt: Rusland, Iran og Kina.
Saakashvili gik hårdt til værks for at sikre sig magten! Han videreførte georgisk etno-chauvinisme fra sin forgænger. De nationale mindretals sprog og kulturer blev undertrykt, og grove krænkelser på menneskerettighederne hørte efterhånden til dagens orden. Herunder: Voldelig angreb på fredelige demonstranter; indføring af militær undtagelsestilstand; lukning af oppositionens medier og fængsling af politiske modstandere.
Det er dette udemokratiske regime som USA og EU så varmt støtter op om. På den anden side i konflikten står de små folkeslag, som ønsker selvstændighed, og Rusland, deres allierede.

Den aktuelle Konflikt
Det var Stalin, der indlemmede Ossetien og Abkhasien under Georgien; men selv under sovjettiden havde Ossetien og Abkhasien status som autonome områder. Denne ret afskaffede Georgien som noget af det første efter selvstændigheden.
Allerede i 1989 udbrød der krig mellem Sydossetien og Georgien og igen 1990 til 1992, hvor georgiske tropper eksekverede flere etniske udrensninger.
Fredstropper fra Georgien og Rusland blev udstationeret i Sydossetien; men området var stadig præget af ufred. I juli 2008 afholdt Georgien en stor militær manøvre med deltagelse af over 1000 amerikanske militære instruktører.
Umiddelbart efter den 7. august angriber Georgien Tskhinvali, hovedstaden i Sydossetien. Ifølge Reuter dræbtes der 2000 civile ved Georgiens første angreb på Tskhinvali. Ligeledes blev 13 russiske fredsvagter dræbt, og 70 såredes.
Rusland gjorde i den situation, hvad ethvert andet land ville have gjort, besvarede det militære angreb med et modangreb. Hurtigheden, hvormed Rusland gengældte angrebet, stoppede, hvad der kunne have udviklet sig til et kaukasisk Rwanda eller et nyt Jugoslavien: Et inferno af etniske udrensninger med blodige gengældelses aktioner.
Efter en kort våbenstilstand og et hektisk diplomatisk benarbejde endte konflikten foreløbig med, at Rusland anerkendte Sydossetien og Abkhasien som selvstændige territorier. USA og EU bebudede på deres side forøgede militær og anden bistand til Georgien, samt politisk opbakning og snarligt medlemskab af NATO.
På denne måde støttede USA og EU op om nationernes ret til at udøve kontrol med deres eget territorium, og Rusland støttede op om folkeslagenes selvbestemmelses ret.

Ny Kold Krig
Krisen i Kaukasus udløste et ubændigt russerhad i medierne over hele den vestlige verden, ikke mindst herhjemme. Salvelsesfulde politikere fulgte op med diverse tilsvininger af Rusland og russerne i al almindelighed.
I Politiken skrev Jeffrey H. Smith blandt andet: ' ... Ruslands sande natur. I hjertet af statsapparatet har russerne tilsyneladende altid en totalitær trang til at bruge et brutalt hemmeligt politi...'.
Ligesom under den gamle kolde krig fremstod verdens problemer igen som sort-hvide modsætninger, frarøvet enhver form for kompleksitet! Rusland blev fanget i en punkt-22-fælde: Skulle man tro medierne, så var det nemlig Rusland, der forsøgte at starte en ny kold krig.
Sandheden er derimod, som påvist her, at den nye kolde krig skal dække over USA`s og EU`s militært støttede økonomiske erobringstogt og koldblodige nedslagtning af alle potentielle modspillere i kampen om råstoffer.
Blandt USA`s nyttige idioter er Danmark langt fremme i feltet - til ubodelig skade for vores egne relationer til Rusland og de få nationer, der fatter konfliktens rette sammenhæng.
Vi støtter ukritisk op om yderligere militær provokation i Kaukasus gennem Georgiens medlemskab i NATO. Vi fordømmer Rusland og forsømmer at forstå Sydossetien.
Samtidig giver vi vores fulde støtte til Saakashvilis despotiske og blodige fremfærd, og ikke mindst dækker vi over USA`s ansvar i blodsudgydelserne. Men som min ven Bob Dylan synger, 'the executioner`s face is always well hidden!'

Hvad der bør gøres
FN må igangsætte en proces, der kan munde ud i Sydossetiens og Abkhasiens uafhængighed. Danmark kunne foregå med et godt eksempel og anerkende Abkhasien og Sydossetien.
Dernæst må der sættes en stopper for NATO`s aggressive ekspansion imod øst; det gælder især Georgien og Ukraine. Og USA må stoppe sit stjernekrigs projekt i Polen. Udvidelsen af NATO har ikke skabt en sikrere verden. I stedet har det ført til stigende spændinger og skabt usikkerhed og fjendtlighed i Rusland imod vesten.
Så er der spørgsmålet om olieleverancer til vesten - skal vi ikke lade markedet om at regulere sig selv. For ærlig talt, er det ikke dårligt købmandskab at lave forretninger med en riffel i den ene hånd.