Aktiv international solidaritet er ikke alene et elementært krav til kommunisterne, men også en nødvendighed for den danske arbejderklasse, hvis den skal sejre over sit ´eget´ kapitalistiske storborgerskab

fra Kommunistisk Parti
Tre hovedtendenser gør sig i dag gældende i verden.
For det første har imperialismen i næsten tre årtier befundet sig i en langvarig, kontrarevolutionær offensiv. Til at begynde med førtes offensiven i en bipolær verden, det vil sige en verden, hvor USA som imperialismens førende kraft stod overfor Sovjetunionen.
Efter opløsningen af Sovjetunionen og den europæiske socialisme i 1989-91 ændredes det internationale styrkeforhold afgørende, og i de følgende år har verden været helt domineret af imperialismen, ledt fra ét center, USA.
For det andet er en ny hovedtendens ved at slå igennem. Imperialismens strukturelle krise, som netop nu viser sig i den voldsomme, verdensomspændende finanskrise, vil fratage USA førertrøjen. Den unipolære verdensorden er således i færd med at slå om i en multipolær verden, det vil sige en verden med flere økonomiske centre.
For det tredje er arbejderklassen og folkene samtidig ved at sætte sig i bevægelse og skabe betingelserne for en fremtidig revolutionær og socialistisk modoffensiv. Dette er særligt markant i Latinamerika, men viser sig også stadig tydeligere andre steder, indbefattet Europa. I Mellemøsten er folkenes kamp med til at svække imperialismen.
Objektivt set er kampen for at udvikle et alternativ til den nuværende kapitalistisk-imperialistiske produktionsmåde og civilisationsform en historisk nødvendighed. Dette alternativ kan kun være socialisme.

Undervejs mod en multipolær verden
Med Kinas eksplosive vækst, Ruslands fremgang og væksten i Indien er den unipolære verden i færd med at blive afløst af en multipolær. Der findes allerede i dag flere store eller mellemstore poler, som i større eller mindre omfang har styrke til at sætte sig op imod USA og pleje egne interesser.
Ikke mindst er dele af Latinamerika langsomt ved at frigøre sig af USA`s kvælertag og danne alternative centre som Mercosur og Alba, det vil sige det Bolivarianske Alternativ for Latinamerika.
Denne udvikling sker dels under progressive eller socialistiske regeringer som i Cuba, Venezuela, Bolivia og Ecuador og dels i form af såkaldte centrum-venstre regeringer, som trods store begrænsninger - for eksempel i Brasilien - på den ene eller anden måde understøtter tendensen mod en multipolær verden.
Der er ydermere en stigende tendens til indgåelse af strategiske samarbejdsaftaler og handel på tværs af kontinenterne og uden om USA, EU og Japan. Denne tendens spores også i den nylige genoplivning af de Alliancefri Landes Bevægelse, som samler latinamerikanske, afrikanske og asiatiske lande. Og den viser sig tilmed i Afrika, hvor flere lande trods øget imperialistisk indblanding i dag har fået større spillerum gennem samarbejde med især Kina og ved at udnytte modsætningerne mellem stormagterne.
Tendensen mod en multipolær verden styrkes nu ikke mindst i kraft af den voldsomme finanskrise, der som en del af den strukturelle krise i det kapitalistiske system breder sig over hele verden, og som afgørende svækker USA`s førerstilling.
Det vil også få følger for EU, både for Unionens ageren på verdensscenen og for EU-landenes - især stormagternes - indbyrdes forhold.
Overgangen til en multipolær verden vil naturligvis ikke foregå gnidningsløst, tværtimod.
For det første skærpes konkurrencen mellem de imperialistiske stater. For det andet er overgangen forbundet med en voldsom international krise, som for det tredie vil kaste millioner af mennesker ud i arbejdsløshed og fattigdom.
Såvel indre uroligheder som krigsfare er overhængende.

Om USA og imperialismens nuværende krise
Efter den europæiske socialismes nederlag for næsten 20 år siden forvandlede verden sig fra en bipolær til en unipolær verden med USA som imperialismens førende kraft. USA`s regering har siden 2001 tilmed arbejdet ud fra det erklærede princip, at det 21. århundrede skulle blive et 'amerikansk århundrede'. USA har ikke villet tåle rivaler - hverken ven eller fjende - der kunne gøre landet rangen stridig.
I USA`s stræben mod absolut verdensherredømme har kontrollen over Eurasien stået centralt, og alle krige, siden denne strategi blev fastlagt, er iværksat med dette mål for øje. I dag ser vi tydeligt bestræbelserne på at inddæmme især Kina, men også Rusland.
Både inden- og udenrigspolitisk anvender regeringen den selvopfundne 'krig mod terror' som 'forsvar af landets nationale sikkerhedsinteresser'. Det er et ideologisk våben såvel som en begrundelse for baser overalt på jorden og aggressiv og røverisk krigsførelse, især i Forasien, herunder Mellemøsten.
Den endeløse krigs virkelige mål er de lande, nationer og folkeslag, som sætter sig op imod det amerikanske overherredømme og søger en selvstændig og alternativ udviklingsvej.
Økonomisk har USA siden slutningen af Vietnamkrigen i midten af 1970`erne været plaget af en strukturel krise (faldende profitrater, lav produktivitet, dårlig konkurrenceevne og lav hjemlig opsparing). Hertil kommer kolossale udgifter til militærapparatet og udvikling af våben, hvor ikke mindst oprustningen i rummet stiller sine krav til de offentlige budgetter.
Landet har i realiteten kun kunnet overleve ved årligt at hente hundreder af milliarder dollars fra udlandet gennem øget udplyndring og lånoptagelse. Det er den uhæmmede gældsætning, der nu er den umiddelbare årsag til den hærgende finanskrise.
Men USA er overhovedet udgangspunkt og centrum for imperialismens verdenskrise. Denne er kendetegnet ved fortsat faldende vækstrater, voksende ulighed, undergravelse af statens sociale ansvar over for borgerne, massiv udstødning af hundreder af millioner mennesker, militarisering af økonomien, totalitær udvikling af samfundslivet og voksende konflikt mellem menneske og natur.

Om den europæiske union
Danmark er medlem af EU - en i bund og grund reaktionær, militaristisk og imperialistisk magt, som allerede er engageret i vold, krige, aggression og udplyndring af landene i den tredje verden.
EU ønsker på alle områder at kunne konkurrere på lige fod med USA og er derfor ved at opbygge sig som supermagt. Forholdet mellem EU og USA har været kendetegnet ved såvel samarbejde som rivalisering, selv om EU på mange centrale områder har underlagt sig den amerikanske linje, således som det er tilfældet i forholdet til Cuba, Iran, Afghanistan, Syrien og Nordkorea.
EU-opbygningen skrider dog kun langsomt frem gennem et utal af modsætninger, som dels skyldes modstand fra de europæiske befolkninger, dels interessekonflikter mellem landene indbyrdes.
Hvad det første angår, er det endnu engang lykkedes den folkelige modstand - gennem det irske nej til Lissabon-traktaten - at afvise en EU-forfatning.
Hvad det andet angår, har vi i nyere tid set flere eksempler på indbyrdes konflikter. Der var således uenigheden om krigen mod Irak i forbindelse med USA`s angreb i 2003; og senest har euro-landenes regeringer i håndteringen af den aktuelle finanskrise først og fremmest plejet nationale bank- og kapitalinteresser uden skelen til EU`s regler for nationalbanker og national gældsættelse.

Folkenes kamp
Adskillige folkeslag og nationer er lidt efter lidt ved at sætte sig i bevægelse mod imperialistisk dominans. Denne bevægelse udviser en stor variation af former. Den er inspireret af forskellige ideologier og stiller sig meget forskellige mål. Men fælles for dem alle er, at de på den ene eller anden måde retter sig mod imperialismen og derved er med til at skabe betingelserne for en fremtidig offensiv.
Socialismen som samfundssystem har trods store vanskeligheder holdt fanen højt. Ikke mindst i Cuba er mere end ti års afsavn under den såkaldte 'særlige periode' ved at blive afløst af ny fremgang for revolutionen.
flere latinamerikanske lande er progressive regeringer kommet til magten. I Venezuela har Hugo Chavez offentligt udråbt socialismen som målet. Præsidenterne i Bolivia og Ecuador har gjort det samme og har udskrevet folkeafstemninger om nye forfatninger, der skal åbne op for denne udvikling. I Ecuador har Rafael Correa netop vundet folkeafstemningen, og i Bolivia har Evo Morales` regering allerede iværksat en række nationaliseringer, der udgør et hårdt slag mod den transnationale kapital. I flere latinamerikanske lande er en lignende udvikling mulig inden for kortere tid.
En række lande har med større eller mindre succes holdt stand imod imperialistisk pression og er slået ind på en selvstændig udviklingsvej. Det gælder lande som Vietnam, Nordkorea, Iran, Syrien og Hviderusland.
I Irak, Afghanistan, Libanon og Palæstina har patriotiske kræfter skabt slagkraftige modstandsbevægelser mod udenlandsk besættelse. Disse bevægelser har skaffet imperialismen så store tab og nederlag på halsen, at USA er militærstrategisk svækket med hensyn til sin evne til at kunne sætte landtropper ind i andre brændpunkter rundt om på kloden.
Det var også en lignende magtfuld modstandsbevægelse, som med stor folkelig opbakning fordrev Israel fra Libanon i sensommeren 2006 og tilføjede den zionistiske stat et nederlag af strategiske dimensioner.
Og på trods af Israels uhyrlige statsterrorisme fortsætter palæstinenserne deres årtier lange kamp mod besættelsen af palæstinensisk jord.
I Colombia og Filippinerne har der udviklet sig store folkelige befrielsesbevægelser, som befinder sig i borgerkrig mod de fascistiske og pro-imperialistiske regimer i deres lande.
I Nepal har maoisterne efter mere end ti års væbnet kamp væltet det korrupte kongedømme og vundet det nylige valg, hvad der giver forhåbninger om en progressiv udvikling i et af verdens fattigste lande.
Overalt i den kapitalistiske verden går arbejderklassen og dens allierede til kamp mod de sociale, økonomiske, politiske, kulturelle og miljømæssige konsekvenser af det kapitalistiske system. Disse kampe har i de senere år også bredt sig til Europa, hvor der har været store strejkebevægelser i lande som Frankrig, Italien, Grækenland, Belgien, Tyskland og Danmark. Afvisningen af en EU-forfatning og det irske nej til Lissabon-traktaten er også tegn på denne fremspirende bevægelse.

Danmarks internationale stilling
Danmark er et lille land, hvor den herskende klasse i mere end hundrede år har haft tradition for at lægge sig i kølvandet på den ene eller anden imperialistiske stormagt. Men aldrig siden den tyske besættelse i 1940-45 har udenrigspolitikken været præget af en sådan underdanighed og skamløshed som i de sidste to årtier.
Dansk udenrigspolitik hviler på to søjler, nemlig alliancen med USA gennem NATO og alliancen med de europæiske stormagter gennem EU. Det danske Folketings store flertal er enig i denne grundlæggende alliance-politik, selv om nogle læner sig mere op ad USA og andre op ad stormagterne i EU.
Danmark har tilsluttet sig NATO`s nye militære doktrin og har omlagt sit militær fra en hær, som var beregnet på territorialt forsvar, til en international udrykningsstyrke, der allerede er sat ind som en del af besættelsesstyrkerne i Irak og Afghanistan.
Danmark optræder aggressivt og arrogant over for især den muslimske verden, hvad der særligt tydeligt kom til udtryk under krisen med Muhammed-tegningerne. I den nylige konflikt i Georgien var den danske regering i retorik blandt de mest aggressive og krigeriske i hele Europa.
60 år med NATO og 36 år med EU er nok! Kommunistisk Parti arbejder for at rejse en bred bevægelse såvel mod Danmarks deltagelse i EU`s imperialistiske og krigeriske politik som mod NATO.
Bevægelsen må vende sig imod enhver udsendelse af danske tropper på imperialistiske missioner, hvad enten det sker i NATO-, EU- eller FN-regi eller går under forjættende navne som 'fredsbevarende styrke', 'humanitær indsats' eller 'genopbygning'. Den nye danske militærdoktrin må ophæves, og danske tropper hentes hjem fra Afghanistan og andre lande.
En sådan bevægelse kan kun opnå sine mål, hvis den samtidig stiller krav om, at Danmark bryder med NATO og EU. Dette er også Kommunistisk Partis krav.

International solidaritet
Den nationale og internationale klassekamp er to sider af samme sag. I den komplekse og faretruende situation, som verden befinder sig i, er det på den ene side nødvendigt at kæmpe aktivt og målbevidst i sit eget land og på den anden side at støtte de lande og de folkelige kræfter, som under meget forskelligartede forhold kæmper mod imperialismen.
Aktiv international solidaritet er ikke alene et elementært krav til kommunisterne, men også en nødvendighed for den danske arbejderklasse, hvis den skal sejre over sit 'eget' kapitalistiske storborgerskab.
Kommunistisk Parti støtter arbejderklassens og folkenes kampe overalt i verden mod de negative konsekvenser af det kapitalistisk-imperialistiske system.
Partiet er solidarisk med de progressive personer og folkelige organisationer, som forfølges eller forbydes af undertrykkende regimer. Det gælder i særdeleshed også mennesker og organisationer, der er ofre for den voksende anti-kommunisme i Europa og resten af verden.
Kommunistisk Parti støtter de lande, som under de givne svære forhold opbygger socialismen, og partiet støtter de lande, som kæmper for deres selvstændighed og for retten til at vælge deres egen udviklingsvej.
Længe leve den internationale solidaritet!

Vedtaget på Kommunistisk Partis kongres 14.-16/11.