Samfundsstrukturen synes i dag fastlåst i en liberalistisk konstitution, der kan virke og føles som et åg eller en spændetrøje

af Per Diepgen, Halskov
Under indtryk af nyliberalismens magtmisbrug diskuterede jeg sidste vinter med en SUF`er det såre konventionelle spørgsmål, som historien har mange eksempler på:
Om samfundsfornyelsen sker ved politiske ledere ovenfra eller ved folket nede fra - underforstået fra venstrefløjen, uafhængigt af reform eller revolution.
Udviklingen viser os, at samfundsstrukturen i dag atter synes fastlåst i en liberalistisk konstitution, der kan virke og føles som et åg eller en spændetrøje.
Sidste forårs demonstrationer skete i ligestillingens navn, og alligevel synes vi i dag at stå foran endnu større lønforskelle mellem mænd og kvinder og mellem lavt- og højtlønnede (et fænomen, der kunne kaldes 'Dyremose-syndromet').
I samme periode har vi mærket stigende priser, ikke mindst på fødevarer og energi, begrundet i voksende råvarepriser. Men i mellemtiden er råvarepriserne faldet uden at det har fået virkning på detailpriserne - bortset fra periodisk billigere benzin.
Og vi må atter konstatere, at ingen kan give en fornuftig forklaring på, hvor forhøjelserne bliver af, selv om de må være en side af finanskrisen (en 'Cepos-logik').
I den nye finanslov, der bemærkelsesværdigt indeholder mange små og få store aftaler mellem regeringen og støttepartierne, er sat et loft over de kommunale priser på ældremad, og formentlig kan vi igen forvente, at den næsten lovmæssige finans- og erhvervsstruktur afgør det videre forløb.
Under krigen meldte prisdirektoratet jævnligt gennem radioen nye maksimalpriser gældende fra morgendagen, for eksempel prisen på et pund smør eller et kilo oksekød. Men som et trylleslag var allerede samme dag maksimalpriserne også minimalpriser.
Sådan kan vi forvente, at maksimalprisen på ældremad over en kortere periode bliver minimalpriser og derefter lægger sig på den laveste fællesnorm, fordi loven satte et loft.
Hvordan kan vi bryde jerngrebet over det frie marked, der ligner en forudbestemmelse? Fra neden eller fra oven? Hvordan regulerer vi markedet, uden at nyliberale kræfter bagefter kan kapitalisere samfundet?