21 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Misinformation om metro

Misinformation om metro

Fredag, 21. november, 2008, 00:00:00

Hvorfor laver mange tusind borgere lige pludselig et oprør mod placering af en metrostation flere steder i byen?

af Eva Lindblad Pedersen, København
Mange undrer sig nok over, hvorfor mange tusind borgere lige pludselig laver et oprør mod placering af en metrostation flere steder i byen. Hvorfor er der ingen der har råbt op før - når nu denne planlægning af Metro Cityring har været kendt siden 2005.
Det er såmænd meget enkelt - det er fordi, det hele tiden har været meningen, at projektet skulle være en 'offentlig hemmelighed'. Metroselskabet og gruppeformand Jesper Christensen (S) på Københavns Rådhus, der i øvrigt sidder med to kasketter på, da han både er politiker og samtidig sidder som næstformand i bestyrelsen hos Metroselskabet og får en løn på 300.000 kroner om året for denne 'tjeneste', har sammen gjort det fuldstændigt uigennemskueligt for borgerne, at der var planlagt en metrostation på Gammel Strand.
Det gjorde de blandt andet ved først at kalde stationen ved et andet navn nemlig 'V. Christiansborg' for at sløre placeringen og under høringsperioden, var der kun et lille informationsskilt sat på betonfod på Gammel Strand, og selv samme skilt blev i øvrigt fjernet 14 dage før høringsfristen ophørte. Det er da ikke at give en ordentlig information om et af Danmark største og dyreste anlægsprojekter.
Komisk er også, at teknik og miljøborgmester Klaus Bondam og hele hans projekt middelalderbyen fuldstændig har overset denne placering af en metrostation på Gammel Strand, de har ellers købt og betalt for en el-dreven bus, der skulle køre på Gammel Strand fra 2009. For få dage side opdagede de, at Gammel Strand skal være byggeplads de næste ti år, så de har i al 'hemmelighed' aflyst denne busrute.
De sidder endda i Teknik- og Miljøforvaltningen på Københavns Rådhus, som burde være dem, der vidste bedst af alle, at der var planlagt en metrostation på Gammel Strand. Hvordan kan man forvente, at borgerne har fået den rette information, når den ene hånd ikke ved, hvad den anden gør på Rådhuset! Det er da metro misinformation.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


21. nov. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp