Vi kæmper ikke for kapitalismen, som den var i går. Vi ønsker at udvikle den folkelige modstand, så den stadigt mere præcist rettes mod monopolkapitalen og den nyliberale politik

uddrag af beretningen til Kommunistisk Partis 2. kongres
Efter en årrække med økonomisk fremgang og markant faldende arbejdsløshed blev Danmark i år ramt af recession. Selv borgerlige økonomer varsler en vækst i arbejdsløsheden på 2-300 procent i løbet af de kommende to år. Priserne er steget voldsomt, især på fødevarer. Antallet af krak og tvangsauktioner vokser. Det bliver værre endnu i takt med, at den kapitalistiske krise uddybes.
Kriser og kapitalisme hænger sammen som ærtehalm. Og det er arbejderklassen, som er udset til at betale regningen.
Banker og kapitalfonde spiller dagligt matador med milliardformuer i jagten på lettjente penge. Hidtil har hverken regeringen eller de økonomiske vismænd villet lægge begrænsninger på de stadigt voksende kapitalstrømme over grænserne. Deres fokus har i stedet været at udsulte den offentlige sektor, dæmpe de lavtlønnedes lønstigninger og udtænke love og regler, der kan tvinge de syge og ældre ud på arbejdsmarkedet.
Den borgerlige regering har udbetalt store skattelettelser til de bedst økonomisk stillede. Senest vedtog man skattelettelser til ti milliarder. Ifølge regeringens egne opgørelser udgjorde den samlede erhvervsstøtte i 2007 ikke mindre end 21,5 milliarder kroner. Pengene fosser ud af statskassen til dem, der har rigeligt i forvejen.
Men da hundredetusinder af offentligt ansatte under overenskomstkampen i 2008 krævede reel ligeløn, så var der pludselig ikke råd. Medlemmerne i FOA, BUPL, DSR og de andre forbund i Sundhedskartellet udgjorde pludselig en fare for den samlede danske økonomi.

Demokratiet undergraves
Vaxholm-sagen. Rüffert-sagen. Luxembourg-sagen. Det er tydeligt, at EF-domstolen søger at udhule aftale- og konfliktretten. Efter domstolens opfattelse er det således en teknisk handelshindring, hvis et land kræver, at udenlandske arbejdere skal omfattes af en overenskomst og af landets love og regler. Perspektivet er et europæisk lavtlønsarbejdsmarked, hvor enhver er sin egen lykkes smed.
Derfor støtter vi kravet om, at EU garanterer 'den danske model', eventuelt med endnu en 'undtagelse' eller en politisk klausul.
Det er ikke kun EU, der truer demokratiet. Igennem en årrække er demokratiet blevet stadigt mere tømt for reelt indhold. Folket er udset til rollen som passive vælgere, som hvert fjerde år kan stemme på partier, der i det store og hele har det samme værdisæt og politik.
Regeringen fører en bevidst politik for social og økonomisk udstødelse. Den skaber nye konflikter og spændinger ved at erstatte en social og forebyggende indsats med lov og orden-kampagner og hårdere straffe.
I en krigsførende nation som den danske er terrorlovgivningen en uundgåelig følgesvend og et udtryk for, at magthaverne forbereder sig til skærpede kampe og opgør. Kritikerne af terrorlovene påpegede, at disse love var udemokratiske og satte grundlæggende frihedsrettigheder ud af kraft. Denne kritik har vist sig fuldt berettiget, ikke mindst med landsrettens dom mod Fighters+Lovers.
Kommunistisk Parti understreger, at frihedskamp ikke er terrorisme.

Opgøret om den kollektive velfærd
I ly af det midlertidige økonomiske opsving lykkedes det at lulle store dele af befolkningen i søvn. Mens fokus var rettet på forbrugsfest, samtalekøkkener, friværdi og faldende arbejdsløshed, lykkedes det statsminister Anders Fogh Rasmussen næsten uimodsagt at påstå, at Venstre påtager sig et ansvar for både velfærdssamfundets fortid og fremtid.
Det er et stort bluffnummer. Den kollektive velfærd er skabt i kamp. Velfærdsgoderne i det danske samfund er ikke skabt af hverken den borgerlige regering, eller fordi arbejdsgiverforeningen i Danmark har et specielt solidarisk sindelag.
Den store offentlige sektor og de velfærdsgoder, der findes, er blevet opbygget og tilkæmpet under bestemte konkrete historiske omstændigheder. Styrkeforholdet i klassekampen har været afgørende, både nationalt og internationalt.
Den danske arbejderbevægelse har sat store og markante aftryk på vores samfund og historie. Opbygningen af fagbevægelsen var en historisk milepæl, som for første gang nogensinde sikrede, at flertallet af befolkningen - arbejderklassen - blev organiseret.
Netop enhedsfagbevægelsen og den høje faglige organiseringsgrad har været en hoveddrivkraft i skabelsen af et arbejdsmarked reguleret af kollektive aftaler med konfliktret. Det er fundamentet for den kollektive velfærd.
Kampen for en kollektiv og skattefinansieret velfærd er en vigtig del af kampen om fordelingen af samfundets rigdom. I Danmark er der opbygget en stor offentlig sektor, og samfundet har været kendetegnet af en stor statslig regulering. Kollektiv velfærd er udviklet ved tilbagerulning af markedskræfterne.
De grundlæggende rettigheder for alle bygger på arbejderbevægelsens idé om, at det er menneskets behov og ikke pengepungens størrelse, der skal afgøre hospitalsbehandlingens kvalitet, uddannelsesmulighederne og så videre.
Den lige adgang til velfærdsydelser gjorde i årtier Danmark til et af de kapitalistiske lande i verden, som havde den mindste sociale ulighed. Det er det stik modsatte, Venstre og de liberale kræfter i det danske samfund har kæmpet for. Deres alternativ til den kollektive velfærd og en stærk offentlig sektor er markedet - eller jungleloven - som sammen med den private ejendomsret tilbedes som den vigtigste menneskerettighed af dem alle.
Med den økonomiske krise vil erhvervslivets pres vokse for at overtage stadig større dele af den offentlige sektor. Regeringen er klar til at levere varen.
Kvalitetsreformen og strukturreformen har været milepæle på vejen for markedsgørelse og omdannelse af den offentlige sektor til et sammenhængende marked for 'velfærdsydelser' og nedbrydning af grænsen mellem offentlig og privat.
Samtidigt har regeringen som en politisk sidegevinst skubbet ansvaret for gennemførelsen af dens valgløfter ned i kommuner og regioner, uden at den har afsat de nødvendige økonomiske midler.
Under liberalismens banner er der skabt en statslig styring af både kommuner og regioner. Det er en centraliseret og uhørt politisk og økonomisk kontrol af det danske samfund - i fuld overensstemmelse med EU.
I nært samarbejde med monopolkapitalen er der skabt en glidebane, som uundgåeligt sender den kollektive velfærd mod katastrofen.
I starten af 2009 kommer Skattekommissionen med sin rapport, som først og fremmest ventes at foreslå markante reduktioner af topskatten, hvad der yderligere vil øge uligheden og vanskeliggøre finansieringen af den kollektive velfærd.

To vigtige overenskomstopgør
I kongresperioden har der været overenskomstforhandlinger på både det private og det offentlige område i henholdsvis 2007 og 2008.
Arbejdsgiverne gennemførte på det private område et centralistisk forhandlingsforløb styret af Dansk Industri. Solidariteten og det fælles fodslag i fagbevægelsen blev ikke udnyttet af topforhandlerne. Derfor blev der opbygget en landsdækkende stem nej-kampagne, som også Kommunistisk Parti støttede.
Selv om nej-kampagnen langt fra nåede tidligere tiders højder, lykkedes det i 3F at sikre en afvisning af overenskomsten. På trods af forbundsledelsens anbefaling stemte to ud af tre medlemmer i 3F nej. På grund af de udemokratiske sammenkædningsregler betyder det, at medlemmerne af landets største forbund i dag arbejder efter overenskomster, de ikke selv har godkendt.
Kampen om de offentligt ansattes overenskomst i år blev et hårdt, langvarigt og indædt opgør.
På den ene side stod de offentligt ansatte og deres forbund. De havde massiv opbakning i befolkningen til deres krav om markante lønstigninger. På arbejdsgiversiden styrede finansminister Lars Løkke Rasmussen forhandlingsprocessen. Det var regeringen, der søgte at diktere den samlede lønramme og dermed reelt krænkede den frie forhandlingsret. Det burde have ført til omfattende protester fra den samlede fagbevægelse.
Allerede i forsommeren 2007 varmede sosu-hjælperne på ældreområdet op til kampen med en omfattende landsdækkende strejkebølge med krav om flere hænder og mere i løn. Disse strejker var i høj grad med til at skabe grundlaget for den massive folkelige opbakning bag den efterfølgende overenskomstkonflikt.
De offentligt ansatte skabte gennem konflikten en forståelse for, at overenskomsten ikke kun handler snævert om egne løn- og arbejdsforhold. OK 2008 var også en kamp for at forsvare den offentlige sektor og den kollektive velfærd.
Strejkerne viste, at det nytter at kæmpe. Det lykkedes alle de strejkende forbund at bryde regeringens økonomiske ramme. Den erfaring er guld værd, den har politiseret og radikaliseret store dele af den offentlige sektor herunder rigtig mange kvinder, som aldrig før har været i kamp. Den erfaring, de har fået, har lagt god grund til fremtidige lønkampe og også til fremtidige kampe for den offentlige velfærd.
Den største svaghed i OK 2008 var manglen på en fælles platform og en koordineret kampagne mellem de involverede forbund. Som parti har vi derfor påpeget betydningen af at udbygge enheden i fagbevægelsen på tværs af offentligt og privatansatte. Når de ansatte på det offentlige område stiller lønkrav og går i konflikt, er det nødvendigt med en stærk opbakning og solidaritet fra den samlede fagbevægelse.
OK 2008 viste, at overenskomstkamp er en politisk kamp. Også derfor må fagbevægelsen politiseres. Den skal have klare krav til offentlig velfærd og samlet forsvare de offentligt ansattes krav til løn- og arbejdsforhold. Den skal stå sammen mod udsultningen og privatiseringen af velfærden, samtidig med at der stilles kontante krav til de politiske partier.
Og sidst men ikke mindst må fagbevægelsen arbejde politisk med sammenhængen mellem finanslove, økonomiaftaler med kommuner og regioner og selve overenskomstforhandlingerne.

Konfrontationskurs mod ungdommen
Nyliberalismen har i høj grad også præget de mange ændringer i uddannelsessystemet, som i stadig højere grad indrettes på individualisering og på de uddannelsesmæssigt og økonomisk bedst stilledes præmisser.
Det er regeringens erklærede målsætning, at ikke mindre end 95 procent af en ungdomsårgang i år 2015 skal have en ungdomsuddannelse. Virkeligheden er, at antallet af unge på disse uddannelser rasler ned. Da uddannelsesinstitutionerne åbnede efter sommerferien, var antallet af nye elever det hidtil laveste i 15 år.
LO's beregninger viser, at tilskuddet til landets handelsskoler, tekniske skoler og landbrugsskoler samlet set er faldet med fem procent siden 2002. Eleverne på erhvervsskolerne har protesteret og aktioneret mod de massive nedskæringer, som regeringen har gennemført i de sidste seks år. Indførelse af lærerfri undervisningstimer er en afspejling af de manglende økonomiske ressourcer.
Aflyste timer! Faldefærdige bygninger! Overfyldte klasser! Ingen tid til hjælp! Sådan lød den alarmerende melding fra landets gymnasieelever, som startede efter sommerferien med mellem 30 og 39 elever i klasserne. I et af verdens rigeste lande er der således den absurde situation, at der ikke er bøger og stole til alle elever.
På pædagoguddannelsen er der i 2008 optaget 22 procent færre end sidste år. På sygeplejeuddannelsen er faldet 18 procent, og på læreruddannelsen ni procent.
Samtidigt med at antallet af elever er faldende, er et voksende frafald også i disse fag et stigende problem. Det betyder, at vanskelighederne med at skaffe kvalificeret arbejdskraft til den offentlige sektor vil blive større i de kommende år.
En lignende udvikling tegner sig på universiteterne. I dag læser 15 procent af en årgang på universitetet. Det er regeringens erklæret målsætning, at 25 procent af en årgang skal læse på universitetet i 2020. Imidlertid går udviklingen den stik modsatte vej. I år er der ubesatte pladser på mange studier og et generelt fald i nye studerende med hele 12 procent.
I realiteten er der tale om et begyndende sammenbrud for regeringens uddannelsespolitik.

Oppositionens kurs mod højre
I stedet for at bakke op bag de strejkendes retfærdige lønkrav og øge presset på den borgerlige regering brugte Socialdemokraterne tiden på at diskutere tørklæder og finansministerens bilagsrod. Man lod de strejkende i stikken.
Socialdemokraterne løb fra et tidligere løfte til de offentligt ansatte om at bevilge fem milliarder ekstra til et lønløft. I stedet gik Helle Thorning-Schmidt i medierne med kravet om skattefrihed til de danske soldater i udlandet det vil sige en reallønsstigning på 10.000 kroner.
I stedet for at markere en politisk opposition i Kommunernes Landsforening (KL) stemte Socialdemokraterne i KL for en lockout af BUPL's medlemmer med det erklærede formål at tømme forbundets strejkekasse. Efterfølgende var Københavns overborgmester Ritt Bjerregaard den eneste socialdemokrat, der stemte imod den katastrofale aftale med regeringen om endnu engang at skære i kommunernes økonomi.
På Socialdemokraternes kongres i september fremlagde partitoppen ideen om trivselssamfundet. At trives, mens vi er travle, er Socialdemokraternes næste projekt , lød visionen, der angiveligt skal erstatte ideen om den kollektive velfærd, som partiet reelt har forladt for længe siden.
I stedet for et opgør med nyliberalismen fortsætter partiet sin katastrofekurs, som man nu søger at peppe lidt op med en række iøjnefaldende løfter til befolkningen. På bundlinien kan man opgøre forskellen mellem Socialdemokraterne og den borgerlige regering til nogle få milliarder kroner.
SF har dygtigt arbejdet for at fremstille sig selv som forsvarer af velfærdssamfundet og en politisk handlekraftig aktør på Christiansborg. I en situation hvor Socialdemokraterne ikke har fremlagt et reelt politisk alternativ til den borgerlige regering, og Enhedslisten ikke har kunnet trænge igennem i mediebilledet med sine politiske holdninger, har SF - og i et vist omfang også Dansk Folkeparti - kunnet opsamle store dele af bevægelsen for kollektiv velfærd. Det var den væsentligste årsag til, at netop disse to partier vandt folketingsvalget sidste år.
Men SF's fremgang i meningsmålingerne bygger på et stadigt mere skrøbeligt grundlag. Villy Søvndal valgte at benytte den 1. maj i år til at erklære, at SF hverken i teori eller praksis vil afskaffe kapitalismen. Han betegnede kapitalismen som dynamisk.
Politisk har SF gang på gang erklæret, at partiet ikke har nogen ultimative krav. Partiet har accepteret, at det er Socialdemokraternes politiske udspil, som er afsættet for en ny regering. En for en er partiets mærkesager solgt ud. Skridt for skridt har SF bevæget sig mod højre.
På få år har SF placeret sig som et parti drevet af ansvarlighed overfor det kapitalistiske system og accepteret medlemskabet af både EU og NATO. Senest har SF accepteret dansk krigsdeltagelse og erklæret sig villig til at tilslutte sig et kommende forsvarsforlig.

Ny regering - ny politik
I stedet for at etablere et reelt politisk alternativ er tendensen, at oppositionen i Folketinget - med Enhedslisten som en hæderlig undtagelse - har bevæget sig mod højre, hvor nyliberalismen råder, og signalerne fra EU respekteres.
Et reelt politisk alternativ må basere sig på den bevægelse, som er vokset frem i de seneste år i kampen for den kollektive velfærd, ikke mindst den aktive fagbevægelse. Det må opbygge sin platform med afsæt i de krav, som er vokset frem under kampen for den kollektive velfærd, senest gennem de offentligt ansattes OK-kamp i 2008.
Kommunistisk Parti har kæmpet for et politisk alternativ, som udfordrer kapitalens magt og gør front mod liberaliseringen af kapitalmarkedet.
Et alternativ som stiller sig klare målsætninger om grundlæggende samfundsmæssige forandringer.
Et alternativ som konkret rejser kampen for en anden fordeling af samfundets rigdom og sikrer et løft af den kollektive velfærd.
Et alternativ hvis ansvarlighed er over for den brede befolknings grundlæggende interesser og ikke over for monopolkapitalen.
Et alternativ, som forsvarer Danmarks nationale selvbestemmelse, og siger fra over for diktater fra EU eller Washington, som erstatter en aggressiv udenrigspolitik med nedrustning og international solidaritet.
Et alternativ, som træder ud af terrorlovgivningens kvælende skygge og bryder nye veje frem for demokratiet, som baserer sig på den aktive og direkte mobilisering af befolkningens - og ikke mindst fagbevægelsens - aktive deltagelse i samfundsudviklingen.
Et sådant alternativ må opbygges skridt for skridt, og det haster. Syv år med den borgerlige regering er syv år for mange.
Det kan ikke siges tydeligt nok. Kommunistisk Parti ønsker ikke blot at tilbagerulle den nyliberale hærgen. Vi kæmper ikke for kapitalismen, som den var i går. Vi ønsker at udvikle den folkelige modstand, så den stadigt mere præcist rettes mod monopolkapitalen og den nyliberale politik.
Vi ønsker et opgør med kapitalismen!

Arbejderen bringer her et uddrag af landsledelsens beretning til Kommunistisk Partis kongres i forrige weekend.
Beretningen kan ses i sin helhed på www.kommunister.dk eller bestilles gratis i pjeceform på tlf. 35 35 60 69.