Nyliberalismen har ført hele det amerikanske samfund ud i økonomisk uføre, ja ud i den største økonomiske krise siden 1930`erne og tabt enhver legitimitet

af økonom, cand. scient. adm Henrik Herløv Lund
Nyliberalismen udsprang i 1970`erne af den amerikanske højrefløj. Målet for nyliberalismen er at rehabilitere markedet i forhold til velfærdsstaten.
For det første gennem størst mulig liberalisering af selve markedsøkonomien, for det andet ved at begrænse den statslige omfordeling (det vil sige tilbageføre større dele af samfundsproduktet til den private sektor/markedet).
Og for det tredje ved at indføre markedsløsninger (privatisering og udlicitering) og markedsstyring (for eksempel frit valg, brugerbetaling, mål- og resultatstyring) i den offentlige sektor som sådan.
Nyliberalismen skyllede ind over og igennem økonom-verdenen, erhvervslivet og de store borgerlige højrepartier i 1970`erne og 80`erne, navnlig i USA og Storbritannien.
Det skete i en offensiv mod den socialdemokratisk orienterede keynesianske, økonomiske teori og politik, hvis vanskeligheder under 1970`erne stagflation benyttedes til et opgør fra højre hermed og til en revanchering af den rene og uregulerede markedsøkonomi i økonomisk teori og siden i økonomisk politik.
Samtidig dannede 1970`ernes økonomiske krise og svækkelsen af arbejderbevægelsen under den kraftigt stigende ledighed udgangspunkt for et angreb på velfærdsstaten, der af arbejdsgiverne og borgerlige økonomer sås som en begrænsning på markedsøkonomien, og hvis omfordeling fra højere til lavere indkomstgrupper man ønskede omgjort så meget som muligt.
Teorierne herom fødtes i borgerlige ideologers og økonomers (for eksempel von Hayek, Friedmann og andres) hoveder, men omsattes igennem 1970`erne i oprettelsen af et højreorienteret netværk af tænketanke, der så at sige i et 'kup indefra' overtog magten i det republikanske parti med det mål at overtage præsidentposten og siden magten i kongressen.
Med Reagan`s valg til præsident i USA i 1981 kom neoliberalismen så til magten, og dens program eksekveredes prompte. Alt i den offentlige sektor, der i USA kunne privatiseres, blev det under Reagan og efterfølgende republikanske præsidenter (Bush junior og senior).
Og velfærdsordningerne blev skåret ned til fordel for skattelettelser, primært til de rige. Markedsøkonomien dereguleredes og liberaliseredes på alle områder. Den økonomiske politik skiftede fra arbejdsløshedsbekæmpelse som første prioritet til inflationsbekæmpelse.

Et dyrt bekendskab
Resultatet af de ændrede politiske styrkeforhold blev den tilsigtede tilbagerulning af arbejderbevægelse, velfærdsstat og omfordeling.
Uligheden i USA er steget dramatisk, og er nu lige så stor som før Franklin D. Roosevelts New Deal. Den rigeste procent af amerikanerne tjente i slutningen af 1920`-erne knap 24 procent af USA`s indkomst.
Takket være New Deal og kenynesianismen var denne andel lige før Anden Verdenskrig faldet til 18 procent og faldt i 1960`erne og 70`erne yderligere ned til ni procent. Men efter den nyliberalistiske epoke var skævheden genoprettet: Den rigeste procent tjener nu igen 22,9 procent af USA`s indkomst.
Og de rigeste 10 procent af den amerikanske befolkning tjener hermed nu omkring halvdelen af de samlede indkomster i USA. Det er den højeste andel siden 1917. Dette er naturligvis i høj grad gået ud over de fattige. Antallet af fattige har været stigende og udgør i dag fem millioner.
Den amerikanske drøm handler som bekendt om, at hvis man er dygtig og flittig, kan selv den fattigste i USA blive rig og mægtig. Barack Obama er imidlertid undtagelsen fra en regel om, at fattige i USA snarere bliver hængende i fattigdommen.
Ikke blot er den sociale mobilitet i USA langt mindre end for eksempel indenfor den skandinaviske velfærdsmodel, men også denne begrænsede sociale mobilitet er blevet yderligere forringet i den nyliberale epoke.
Men det er ikke blot de fattige, der har været ofre for nyliberalismen. Den har i det hele været et dyrt bekendtskab for også den amerikanske middelklasse. Hvor de rigeste 0,1 procent mellem 1971 og 2005 oplevede en indkomstvækst på 296 procent, har væksten i middelhusstandens indkomst i hele den periode kun været på 13 procent, det vil sige reelt stagnerende.
Samtidig betød den økonomiske politik som bekendt også, at markedsøkonomien blev frisat fra offentlig samfundsøkonomisk og pengepolitisk regulering.
Men herved er kortsigtede og risikable transaktioner og spekulative investeringer blevet langt mere fremtrædende på bekostning af samfundsøkonomiske hensyn, ja også på bekostning af det øvrige erhvervsliv. Og den 'frigjorte' markedsøkonomis kriseskabende tendenser fik igen friere spil og stærkere effekt.
Resultatet af at lade grådighed og spekulation få frit spil blev finanskrisen. Hermed har nyliberalismen ført hele det amerikanske samfund ud i økonomisk uføre, ja ud i den største økonomiske krise siden 1930`erne og tabt enhver legitimitet. Nyliberalismen vil næppe kunne overvinde dette tab af legitimitet.

Betingelser
Hermed er det imidlertid ikke givet, hvad der vil træde i stedet. Den nyvalgte præsident Obamas valgprogram har indeholdt progressive ideer om mindre ulighed gennem skattelettelser og gennem bedre sygesikring for alle.
Men samtidig har de nyliberale og nykonservative under George W. Bush finansieret krigsførelse i Irak og Afghanistan samt skattelettelserne gennem en voldsomt eskalerende lånoptagelse i Mellemøsten samt Kina.
Den amerikanske statsgæld udgør nu 10.000 milliarder dollars, og statsunderskuddet er på 500 milliarder dollars. Dette kan ikke fortsætte, for på et tidspunkt vil långiverne miste tilliden til USA`s økonomi og holde op med at købe flere amerikanske statsobligationer, og så ramler bøtten.
Derfor vil det være nødvendigt med en økonomisk genopretning.
Afgørende vil være, om denne genopretning tager den nødvendige form af en genskabelse og styrkelse af statens overordnede makro-økonomisk regulering og styring af markedsøkonomien, herunder den penge- og kreditpolitiske styring af finansmarkederne.
Samtidig vil der være brug for en ny New Deal, som sigter mod at sikre beskæftigelsen som topprioritet for den økonomiske politik og mod genopbygning af sociale ydelser og velfærdsydelser, herunder sundhed, til navnlig de økonomisk dårligere stillede.
Til finansiering af den økonomiske genopretning og genopretning af velfærden vil der være behov for reetablering af et progressivt skattesystem og tilbageførsel af skattelettelserne til de økonomisk velstillede, samt for reduktion militærudgifterne.
Indgår det sidste element ikke, vil den økonomiske genopretning tværtimod tage form af yderligere besparelser på ydelserne til den brede befolkning. Dette vil uvægerligt svække og måske splitte den politiske koalition, som ved valget ellers er skabt imod den nyliberale politik, og måske give grundlag for en revanche fra den republikanske højrefløj.
Man må derfor håbe og bede til, at Obama formår at fastholde og gennemføre sit valgprogram og løftet om ægte forandring, det vil sige om et opgør med den samfundsøkonomisk og velfærdsmæssigt dybt skadelige nyliberale politik.