21 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Gaderummet lukket på uretmæssigt grundlag

Gaderummet lukket på uretmæssigt grundlag

Torsdag, 27. november, 2008, 00:00:00

Når man lukker en hel institution, sætter unge på gaden og fratager 200 unge hjemløse et sted at komme og et sted at få den støtte, som de så hårdt har brug for, bør man kunne fremlægge dokumentation for de anklager, som man baserer sin beslutning på

af Preben Brandt, dr.med. og medlem af Gaderummets bestyrelse
Fredag 21. november blev Gaderummet, være-, bo- og behandlingssted for udstødte og hjemløse unge, ryddet. Det skete uden det forudgående varsel, som er almindelig retspraksis, og samtidig med at sagen fortsat behandles i statsforvaltningen og desuden er kæret til Højesteret.
Som bestyrelsesmedlem og med mange års erfaring inden for hjemløseområdet, har jeg fulgt Gaderummets sag tæt.
Gaderummet er blevet lukket til trods for at det faglige værdigrundlag og arbejdsformen er forblevet uændret i forhold til det, som Velfærdsministeriet i sin tid godkendte som baggrund for bevillingen til økonomisk støtte.
Og det er netop det arbejde jeg opfatter, som det der gør Gaderummet til en uundværlig brik i det sociale system. Med den alternative faglige tilgang, har man formået at rumme unge, som det etablerede sociale systems institutioner ikke har kunnet samle op.
Kommunens fremgangsmåde i sagen er efter min mening en meget paradoksal måde at føre socialpolitik på, og det vækker min bekymring.
Med min erfaring indenfor arbejde med marginaliserede kan jeg fuldt ud stå inde for Gaderummets praksis, som jeg opfatter som fagligt velfunderet og et fremskridt inden for området.
Derfor bakker jeg fortsat op om Gaderummets personale og finder det utilstedeligt, at man på et fejlagtigt og dårligt dokumenteret grundlag nedlægger og miskrediterer det arbejde og den faglige tilgang, som personalet med et ukueligt engagement og unikke kompetencer, har formået at praktisere med stor succes.
Når man lukker en hel institution, sætter unge på gaden og fratager 200 unge hjemløse et sted at komme og et sted at få den støtte, som de så hårdt har brug for, bør man kunne fremlægge dokumentation for de anklager, som man baserer sin beslutning på. Dette har ikke været tilfældet i sagen med Gaderummet, hvorfor jeg kraftigt må tage afstand fra kommunens håndtering af sagen.
Jeg håber, at ministeriet og kommunen kommer på bedre tanker. Det ville være samtidig være klædeligt, hvis kommunen fremlægger ordentlig dokumentation for det grundlag og de anklager, som Gaderummet lukkes på.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


27. nov. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp