Med Arbejdsmarkedskommissionens rapport og regeringens forslag til reform på arbejdsmarkedsområdet må vi konstatere, at den nuværende regering har rettet et skarpt angreb på den danske arbejdsmarkedsmodel
fra LO Storkøbenhavn, hovedbestyrelsen
Vi opfatter regeringens håndtering af dagpengesagen som et klart signal om, at den fortsat vil arbejde på at få gennemført tiltag på beskæftigelsesområdet, der indeholder forringelser for de ledige. Derfor er det med tilfredshed, at vi noterer, at regeringen ikke kunne samle politisk flertal for at forringe dagpengesystemet.
Senest har regeringen gennemført ændringer i strukturen på jobcenterområdet. Ændringer, der blev gennemført uden forudgående drøftelser i Folketinget eller med arbejdsmarkedets parter. Igen ændringer, der kan føre til forringede vilkår for de forsikrede ledige.
Med udsigt til at ledigheden kommer til at stige, er der ikke brug for at forringe beskæftigelsesindsatsen, tværtimod:
* Vi har brug for et Folketing og en Regering, der kan sætte en ny og fremadrettet dagsorden på arbejdsmarkedet.
* Vi har brug for en politik, som sætter den enkelte borger i centrum i et solidarisk fællesskab.
* Vi har brug for et politisk flertal, der fjerner alle de tvangsforanstaltninger, som den nuværende Regering har indført over for de socialt dårligt stillede, de arbejdsløse og de sygemeldte.
* Vi har brug for et flertal, der mener, at også arbejdsgiverne bør tage deres del af ansvaret for beskæftigelsesudviklingen.
* Vi har brug for en modernisering af vores dagpengesystem, der ikke gør modernisering til et spørgsmål om at afkorte dagpengeperioden, men til et spørgsmål om hvilke tilbud, der er til rådighed for de ledige i form af job og uddannelse. Vi ønsker en bedre dagpengedækning og en målrettet aktivering, der sikrer de ledige de rette kompetencer på det nuværende og det fremtidige arbejdsmarked.
Hovedbestyrelsen i LO Storkøbenhavn opfordrer hermed LO forbundene og LO til at sætte sig i spidsen for en debat om en ny og alternativ jobplan samt en modernisering af dagpengesystemet.
Samtidig opfordrer vi alle fagforeninger til, gennem debatter og kampagner, at skaffe folkelig opbakning til, at vi får et ændret politisk flertal i Folketinget, der sikrer en ny regering. En ny regering, der tilrettelægger en beskæftigelsespolitik, der bygger på tillid til og tro på den enkelte lønmodtager.
LO Storkøbenhavn vil tage initiativ til, at debatten om beskæftigelse og dagpenge tages op i det lokale LO samarbejde blandt andet gennem samarbejdet med LO Storbyerne og øvrige faglige netværk.
Vedtaget 20. november.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278