Markedsøkonomien har spillet fallit. Prisen er arbejdsløshed og nedskæringer. Fagbevægelsen må sætte en ny dagsorden for oppositionen og stoppe regeringens angreb på de arbejdsløse
fra 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes fagforening
Kasinokapitalismen har erobret den bedste sendetid. Krak, nedtur og krise hører til dagens orden i flere lande.
Efter en uhæmmet hyldest af det frie marked beder spekulanter nu klynkende om offentlig hjælp. Hykleriet er uden sidestykke!
Den nyliberale regering har sammen med alle andre partier i Folketinget undtagen Enhedslisten vedtaget en 'bistandshjælp' til nødlidende kapitalister, og betalingen for markedsfiaskoen vil regeringen hente hos krisens ofre - blandt andre de arbejdsløse.
Fiaskoen er ikke deres skyld. Oppositionen til venstre må derfor kræve finanskapitalen under samfundskontrol.
Heldigvis avler det modstand. Finansminister Lars Løkke Rasmussen ville skære ned i dagpengeperioden og fik en gedigen fiasko. Et væsentligt bidrag kom fra 3F.
I stedet for krise og arbejdsløshed må vi kræve:
*flere anlægsaktiviteter indenfor det offentlige område
* kick-start af byggeri af gode og billige boliger
* uddannelse for børn, unge, voksne, ledige samt beskæftigede
* flere ansatte til pleje og omsorg
* et ophør af regeringens omvendte Robin Hood-politik
* redskaber til at kunne skabe et mere rummeligt arbejdsmarked.
Markedsfiaskoen viser, at kapitalen kun tænker på sig selv. Derfor skal der indføres kontrol med spekulation, så krak ikke i fremtiden kan hærge almindelige menneskers liv og hverdag.
Vi vil ligeledes gå i front mod regeringens, Dansk Folkepartis og Liberal Alliances kommende jobplan, der forventes at indeholde:
Halve dagpenge til unge under 30 år, ens regler hvad enten du er på dagpenge, kontanthjælp eller på starthjælp, unge uden uddannelse skal kun modtage dagpenge i tre måneder, voksenlærlinge skal fremover forbeholdes arbejdsløse over 30 år.
Regeringen smider det statslige ansvar for arbejdsmarkedspolitikken over på kommunerne. De får således økonomisk interesse i at reservere ledige job til egne arbejdsløse, i stedet for at finde de bedst kvalificerede til det enkelte job.
Lykkes overdragelsen, er vejen til at fjerne A-kasserne fra fagbevægelsen banet.
Skal velfærden og fremtiden sikres, må en samlet opposition til venstre sætte en dagsorden, som gør op med nyliberalismen og VKO-blokken.
Vedtaget på generalforsamlingen den 25. november.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278