Vi forstår ikke, hvad det er vi har gjort, og hvorfor vi ikke må være her
fra Bisian, Helin, Avin, Awas, Afshin, Alin og andre irakiske unge, der snart udsendes til Irak
Til danskerne.
Kære dansker. Vi er en gruppe børn og unge født i Irak. Fælles for os er, at vores forældre har problemer i Irak og måtte flygte, da vi var små. Vi har været i Danmark i mange år. Vi er vokset op her. Nogle af os har været længere tid i Danmark end i Irak. Nogle af os har små søskende, født i Danmark.
Vi har gået i skole i Danmark. Vi har lært at læse og skrive dansk. Vi har ikke lært at læse og skrive irakisk eller at leve i den irakiske kultur og land. Vi har venner og veninder i Danmark. Både børn, unge og voksne vi kender. Vi har ingen i Irak. Vi føler ingen tilknytning til Irak.
Nu vil Danmark snart sende os ud til Irak. Selvom Danmark vil give os nogle penge med, så kan penge ikke hjælpe på alt. Vi er bange, fordi vores forældre har problemer.
Vi er bange og kede af, at vi skal sendes til et land, hvor vi ikke kender nogen, og deres måde at leve på og hvor vi har problemer med sproget. Vi er meget ulykkelige over, at vi skal miste vores venner og alle dem, vi kender i Danmark.
Vi forstår ikke, hvad det er vi har gjort, og hvorfor vi ikke må være her. Vi vil gerne kunne forstå det og er kede af, at Danmark synes, vi er så dårlige mennesker, så Danmark sender os ud til Irak.
Vi vil være meget taknemmelige, hvis du vil hjælpe os med at forklare, hvorfor? Hvis du synes, vi skal sendes ud til Irak, hvorfor du synes, vi skader Danmark ved at være her?
Hvis du synes, vi skal have lov til at blive her, vil vi også være taknemmelige, hvis du vil forklare os, hvorfor? Og hvorfor vi så skal sendes ud af Danmark til Irak.
Brevet støttes af: Støttekredsen for Flygtninge i Fare og SOS imod racisme, Bedsteforældre for asyl, Borgere for et anstændigt Danmark, Læger for sameksistens, Asylret, Folkesagen, Initiativet til støtte for afviste irakiske asylsøgere, Amnesti nu, Unge bygger bro, Radikal Ungdom, Enhedslisten, Den Irakiske Menneskerettighedsforening i Danmark, samt 28 præster fra Præsteinitiativet for asyl.
Børnene kan svares på: forklar@stoettekredsen.dk
www.stoettekredsen.dk
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278