Ved kemoterapi får patienten at vide, at der er mange og kraftige bivirkninger. Det gør man ikke, når Socialdemokraterne udtaler sig om EU
af David Christensen, Aalborg
EU er for socialdemokrater, hvad kemoterapi er for kræftpatienter - men der er en stor forskel.
Som bekendt går 'arbejderpartiet' Socialdemokraterne ind for EU`s herligheder. Alle positive ting fremhæves og herliggøres - i flot stil med at kemoterapien herliggøres for kræftpatienter.
Forskellen består blot i, at ved kemoterapi får patienten at vide, at der er mange og kraftige bivirkninger. Det gør man ikke, når Socialdemokraterne udtaler sig om EU.
Samarbejde, solidaritet, og guld og grønne skove til alle. Ikke et ord om de bivirkninger, der er ved hele denne store herlighed. Et af forslagene fra EU er jo 60 timers arbejdsuge. Det skal naturligvis kun dækkes, hvor der er behov.
Men jeg har endnu ikke hørt nogen nævne, at det i givet fald burde være lov, at det ikke omfatter almindelige arbejdere. Hm, Socialdemokraterne er da et arbejderparti?
Næste bivirkning ved vores 'kemokur': Socialdemokraterne forholder sig heller ikke til det faktum, at overalt hvor den fælles valuta er indført, er priserne steget voldsomt - vel at mærke før prisstigningerne på fødevarer tog til.
Mærkeligt nok har de ikke råbt op om, at lønningerne mærkværdigvis er faldet. Jeg har i en periode arbejdet i Tyskland, og jeg har endnu ikke hørt en menig tysker udtale sig positivt om EU.
Socialdemokraterne er efterhånden så opslugt af EU`s 'herligheder', at de glemmer, hvem de egentlig skulle kæmpe for, nemlig den menige arbejder.
Socialdemokraternes grundlægger Louis Pio ville ikke kunne kende sit eget part, hvis han så det i dag. Han ville formentlig tro, at det var det konservative folkeparti, der var tale om.
PS: Indlægget er på ingen måde for at gå efter kræftpatienter, men simpelthen for at understrege, at Socialdemokraterne burde overveje, om de egentlig burde bruge ordet 'social' i deres navn.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278