Vi betvivler Søfartsstyrelsens dømmekraft i denne sag, hvor spørgsmålet om rederiernes økonomi langt har overgået den sikkerhedsmæssige vurdering.
fra 3F-Sømændene
Til regering og Folketing.
I 2004 indledte EU-Kommissionen sag mod Danmark i anledning af, at Dansk internationalt Skibsregister (DIS) forbyder EU-søfarende forhyret på skibe i DIS og med bopæl i et andet EU-land at opnå danske løn- og arbejdsvilkår.
Dette har senest medført, at LO har stævnet staten med krav om erstatning til to polske søfarende.
Det er med forundring, at 3F-Sømændene kan konstatere, at regeringens forslag til ændring af DIS-lovens paragraf 10.2 efter dennes egne betragtninger ikke har til formål at sikre EU-søfarende forhyret på DIS-skibe deres traktatsikrede ret til danske vilkår.
Dette afslører, at forslaget er facadelegitimation, der har til hensigt at lade den ulovlige praksis fortsætte.
Det er fuldt lovligt for EU-borgere at arbejde i et EU-land og bo i et EU-land, uden at dette har nogen indflydelse på løn- og arbejdsvilkår. DIS-lovens bopælskrav for at opnå danske løn- og arbejdsforhold strider mod denne ret.
Krav om erstatning
Den danske regering har - ivrigt bistået af Arbejdsretten - søgt at holde dette forhold skjult for EU; regeringen ved ikke fyldestgørende at notificere DIS-ordningen, og Arbejdsretten ved ikke at behandle to sager anlagt af 3F-Sømændene mod Danmarks Rederiforening om underbetaling af EU-borgere.
Det bemærkes også, at EU`s charter om sociale rettigheder indeholder ILO`s grundlæggende konventioner, som DIS-loven strider mod.
Vi må konstatere, at regeringen - tro mod sit varemærke - også i forbindelse med DIS-loven ved hjælp af usandheder og fortielser fortsætter sin perlerække af forsøg på at undgå EU-regler og forordninger, hvor det passer regeringen bedst.
LO har i anklageskriftet mod staten tilkendegivet at ville kræve erstatning til de mange tusinder af EU-søfarende, der måtte have et tilgodehavende som følge af DIS-lovens uforenelighed med EU-traktaten. Til dette skal lægges de mange tusinde danske søfolk, der har mistet deres arbejdspladser og indkomst.
Ringe sikkerhed
Vi skal samtidig udtrykke vor store bekymring for sikkerheden for passagererne og besætningerne på de danske indenrigsfærger.
Som en konsekvens af og som følge af regeringens 'Blå Danmark politik' har Søfartsstyrelsen godkendt en besætningsfastsættelse på kun fire professionelle sømænd til en ny færgetype, der ventes indsat på stort set alle større danske færgeruter i løbet af det kommende år.
Vi betvivler Søfartsstyrelsens dømmekraft i denne sag, hvor spørgsmålet om rederiernes økonomi langt har overgået den sikkerhedsmæssige vurdering.
Vi forudser, at en så lille besætning vil stå magtesløs, den dag en ulykke som brand eller forlis eller lignende indtræffer, og at en katastrofe af uhyre omfang vil være konsekvensen.
Vi kræver, at den fastsatte bemanding på disse potentielle 'dødsfærger' ændres, og at en ny fastsættelse tilgodeser passagerernes og besætningernes sikkerhed frem for kommercielle økonomiske interesser.
Vedtaget på generalforsamlingen den 1. december.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278