Oversættes denne lærdom til vore dage, må vi konkludere, at magthavere vil betegne alle, som forsøger at fratage dem deres magt, som terrorister

af Aage Staffe, Jyllinge
De to domme ved by- og landsret mod Figthers+Lovers og Preben Pølsemand rejser tvivl om vor lovgivningsmagt, vort retssystem og retssikkerheden.
Er anti-terrorpakken af 2002 så upræcis, at fortolkningsmulighederne er lig med den siddende regerings holdninger og uudtalte ønsker? Har dommerne viden, indsigt og evne til at skelne mellem terror og en frihedskamp, som kan accepteres af borgerne?
Hviler den sidst afsagte dom på EU`s terrorliste, som er udarbejdet af CIA og dokumenteret som værende ude af trit med virkelighed og sandhed? Hviler landsrettens dom på eksperter hentet i udlandet, og hvis habilitet man må betvivle? Ved vurdering af ekspertudsagns værdi, bør man vel undersøge, hvem er de afhængige af, og hvem der betaler dem?
Tidligere medlem af Folketinget Preben Wilhjelm har udtalt:
'Anti-terrorpakken er en ændring i forholdet mellem statens magtbeføjelser og den enkelte borgers retssikkerhed, som er mere vidtgående end summen af alle de ændringer, som er foretaget siden den danske retsstat blev grundlagt med retsreformen i 1919.'
Professor i strafferet Gorm Toftegaard Nielsen har udtalt:
'Justitsminister Lene Espersen går i for små sko, når hun bruger terrorparagrafferne i straffeloven. Ministeren burde således ikke have rejst tiltale mod syv borgere, der solgte T-shirts.'
Gentager historien sig? Under besættelsen blev modstandsfolk dømt på samlebånd i strid med vor forfatning. Minister, cementkonge, værnemager og landsforræder Gunnar Larsen blev i det kaotiske retsopgør efter kapitulationen dømt ved byretten, men frikendt ved landsret og højesteret.
Nazister og landsforrædere i småtingsafdelingen blev idømt hårde fængselsstraffe. Politikere gik fri.
Værnemagere, der havde skovlet formuer ind på skatteydernes bekostning, blev idømt forholdsvis milde straffe. Dødsstraf blev indført. Henrettelser blev udført. Når protester og skrålet i sidegaderne blev for voldsomt, blev 'syndere' hevet ud af skabene og skudt.
Da politikerne igen havde kontrol med de folkelige kræfter, slap man tyske krigsforbrydere og danske landsforrædere ud ad køkkendøren. For stort set samme forseelser blev nogen altså henrettet - andre sluppet ud efter få års fængsel.

Definitioner af terror
Samarbejdspolitikernes bekæmpelse af modstandskampen indtil nazisternes nederlag ved Stalingrad skiftede efter den 29. august 1943 til en bekæmpelse af frihedskampen for nedrullede gardiner.
Dette kan dokumenteres ved Den skæve Våbenfordeling, mordet på løjtnant Knud Skou og planen om at udslette aktive modstandsfolk, hvis det kom til kamphandlinger ved Den danske Brigades landsætning i Helsingør i@ 1945.
Oversættes denne lærdom til vore dage, må vi konkludere, at magthavere vil betegne alle, som forsøger at fratage dem deres magt, som terrorister. Det gjaldt modstandsfolkene, og det er i vore dage for intolerante politikere en kærkommen definition.
Magthavernes definitioner er således utroværdige.
Frihedskamp, modstandskamp mod et undertrykkende magtapparat accepteres af dem, som går ind for frihed og demokrati, men ikke af magtens udøvere.
Mine betingelser for frihedskamp? Sagesløse må ikke indgå, hverken som mål eller middel. Skader, drab på sagesløse må fordømmes. Konsekvensen bliver da, at frihedskamp, hvor civile mål og civile ofre er en del af strategien, må defineres som værende terror, og bør ikke nyde støtte.
En frihedskamp mod et undertrykkende regime kan også føres med ikke-voldelige midler. For eksempel: Besættelsens folkestrejker var et ubevæbnet folks oprør mod en krigsmagt. Gandhi besejrede den engelske kolonimagt. Martin Luther King bekæmpede racismen i USA.
Nelson Mandela betingede sig, da han godkendte den sydafrikanske frihedskamps overgang fra ikke-vold med civil ulydighed som våben til en voldelig kamp, at denne skulle tage hensyn til sagesløses liv og ejendom.
Frihedskamp kan føres med voldelige midler i en væbnet partisankrig, guerillakrig, hvor kamphandlinger er dikteret af terræn og partisanernes underlegenhed i militær udrustning.
Karakteristisk er derfor bagholdsangreb og snigmord, hvorimod partisanerne er afhængige af befolkningens støtte.
Terrorens middel er handlinger, der er rettet mod sagesløse. Terrorens metoder er overvågning - med flittig brug af meddelere. Terrorens formål er at skabe angst og frygt. Dermed opstår grobunden for yderligere vold og forudsætninger for krige og folkemord.
Ved terror startes voldsspiralen. Ved voldsanvendelse kan man tilrane sig magt og dermed mulighed for at diskriminere og undertrykke. Ved voldsanvendelse hindres fredelig sameksistens - næstekærlighed eksisterer ikke.
Gandhi udtalte: 'Hvad der vindes med vold, tabes ved vold.'

Former for terror
Statsterror ses benævnt som krig - borgerkrig - fredsbevarende krig. Udøverne er ofte korrupte, diktatoriske marionetfigurer i en vasalstat styret af højfinansens bagmænd. Betjeningen sker ved lejede, højtlønnede aktører.
En forudsætning for, at et diktatorisk styre kan bevare sin magt, er, at cirka to procent af befolkningen er beskæftiget i militær - politi - efterretningstjenester med stikkere og angivere.
I Nazi-Tyskland var alle bange for alle. Angivere fandtes overalt, nogle af overbevisning andre for usselt mammon. Børnene blev overvåget i skolerne, forældrene i boligblokkene og på arbejdspladserne.
Kan terror bekæmpes? De hidtidige kendte metoder er primitive - øje for øje og tand for tand. Hævn.
Forargelsen har været stor over den afslørede tortur i Irak udført af koalitionsstyrker. De folketingsmedlemmer, der har erklæret krigen, burde kunne drages til ansvar, især når de står med slet skjulte krokodilletårer og fordømmer torturen. De snigløber de soldater, de har sendt ud på en problematisk og mere end vanskelig opgave.
Tortursagerne er - målt og sammenlignet med de drab og de ødelæggelser, som er påført civile - en sag i småtingsafdelingen, især når man ikke kan påvise én eneste krig i historien, hvor tortur og overgreb under krigshandlinger ikke har fundet sted.
En løsning rummer den nuværende terrorbekæmpelse ikke. Terrorbekæmpelse vil finde sted med de nuværende midler i selvforsvarets navn, og dermed vil volden eskalere.

Hvor længe endnu?
Er det forbryderisk at give støtte til organisationer, der kæmper for demokrati og en menneskeværdig tilværelse, når man på forhånd betinger sig at støtten skal bruges til humanitære formål? Stilebøger, blyantsspidsere og lignende? Kan en sådan støtte måske opfattes som et vink med en vognstang til disse organisationer?
Velkendt selv for en dansk dommer må det være, at i flere mellemamerikanske stater har diktaturer - camoufleret som pseudodemokratiske systemer med støtte fra USA - gennemført massakrer og har flittigt anvendt dødspatruljer til undertrykkelse af mennesker med et liv på sultegrænsen.
Disse paramilitære enheder er og har været direkte infiltreret i produktion og distribution af narko. Oprørsbevægelserne eller frihedskæmperne i disse lande er overvejende fattige bønder, der kæmper for det daglige brød.
Problemet er blot: Hvor længe vil danske domstole fortsætte traditionen og dømme som den siddende regering og dens intolerante medløbere ønsker det?
I Politiken den 1. oktober citeres tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft:
'Alt, hvad Anders Fogh Rasmussen har sat sig i spidsen for, er fuldstændig viljeløs følgagtighed overfor den mest mislykkede amerikanske præsident, vi har set i mange år.
Jeg kan sige med sikkerhed, at den udenrigsminister, der var før regeringsskiftet i 2001, ville aldrig nogensinde have accepteret, at Danmark gik ind i en invasion i Irak i modstrid med det store medlemsflertal i FN og på et grundlag, som vi dog ikke på det tidspunkt vidste, var systematisk forfalsket og løgnagtig, men som i hvert fald var stærkt omstridt.'