Er hele den konflikt omkring Gaza og Hamas ikke en gennemgribende marxistisk analyse værd?

af Steen Flemming Jørgensen, København
I en lederartikel den 15. november bliver det skåret ud i pap, at Israel er den skyldige i 'de levende begravede' i Gaza, og de store helte er det islamiske parti Hamas.
Altså stop lige, bør hele den konflikt omkring Gaza og Hamas ikke være en gennemgribende marxistisk analyse værd og ikke bare et hurtigt skud fra venstre hofte.
Hamas fik flertal og vandt valget. Herefter blev det dekreteret, at alle kvinder offentligt skulle være tildækket. Den gik ikke, der er nok nogle begavede islamister, der har sagt det ikke lige nu var sagen. Så påbudet blev trukket tilbage.
Så begyndte Hamas militsen af dræbe alle modstandere af partiet. Mange måtte flygte gennem Israel til Vestbredden. I dag er hele Gaza totalt 'renset' for alle tilhængerne af Yassir Arafats politik.
Hvorfor stille vi som kommunister ikke spørgsmålene: Hvorfor åbner Ægypten ikke grænserne? Hvorfor støtter Iran ikke regeringen i Gaza, samme spørgsmål kunne stilles til Saudi Arabien? Hvorfor er der ingen marxistiske partier i Gaza (husk dele af PLO var engang marxistisk)?
Hvordan kan vi som kommunister være tilhængere og støtte en religiøs/politisk bevægelse som Hamas?
Jeg kan se de store urimeligheder, der er i hele konflikten, og de meget specielle historiske sammenhænge. Jeg ved godt, at Israel bliver støttet massivt af USA. Jeg er stor modstander af Israels bosætterpolitik.
Men i Israel foregår der en meget selvstændig politisk proces, hvor mange partier og befolkningen er kritisk overfor Israels førte politik overfor de arabiske naboer. Samme debat finder stort set ikke sted i Syrien, Iran, Jordan, Ægypten og Gaza. Undtagelsen er Libanon.

Svar fra redaktionen
Kære Steen Flemming Jørgensen
Du kritiserer Arbejderens leder fra den 15. november for at hylde Hamas som store helte.
Det gør vi faktisk ikke, og avisen er på ingen måde tilhænger af Hamas. Det lederen forsøger på, er i al stilfærdighed at beskrive det, der faktisk er sket siden valget i 2006, og som næsten alle andre medier i Danmark fortier.
Vi kan sikkert blive enige om, at splittelsen blandt de politiske kræfter i Palæstina er dybt beklagelig og skadelig. Men Arbejderen har ikke taget parti for hverken den ene eller anden part Det er samtidig et faktum, at splittelsen bliver dygtigt udnyttet af Israel og dets allierede.
Der er marxistiske kræfter i Palæstina, for eksempel organisationen PFLP, som står på EU`s terrorliste. Organisationen og andre kræfter har længe arbejdet for samle de politiske kræfter på en fælles platform mod Israel.
Israel er en besættelsesmagt og har som sådan hele ansvaret for de besattes velfærd, også selvom flertallet af de besatte ikke har stemt som Israel, USA og EU mener, der skal stemmes.
Israel er forpligtet til at sikre den palæstinensiske befolkning føde, husly, hospitalsbehandling, undervisning og så videre. I stedet har regimet i Israel lagt en jernring om Gaza, som det åbner på klem, som det passer dem
Israel, USA og EU har i over 50 år ignoreret FN og Sikkerhedsrådets resolutioner, uden det har fået konsekvenser for andre end den palæstinensiske befolkning.
Israels handlinger kan ikke forsvares med, at landets nære allierede som Jordan, Egypten og Saudi Arabien vender det blinde øje til, det er heller ikke et argument for at standse kritikken af Israel.
I øvrigt henviser vi til kronikken 'Kommunisterne og det religiøse spørgsmål' af Sven Tarp, som blev bragt i Arbejderen den 2. juni 2006, og debatoplægget 'Kommunisterne og Mellemøsten' fra Kommunistisk Parti, som var optrykt i Arbejderen den 14. marts 2007.
Redaktionen