Med titlen følger en papmache-vejrhane i tidens design. Eller hvad med en kamæleon-farvet slængkappe?

af Arne Lund, Enhedslisten, Humlebæk
Her sidst på året er det skik at uddele en nytårstorsk til en eller anden kendt person - som regel en politiker - der har kvajet sig i løbet af de sidste 12 måneder.
God ide, men mon ikke der er brug for en vis fornyelse, således at der nu også uddeles en 'pris', til årets vendekåbe nummer et. Med titlen følger en papmache-vejrhane i tidens design. Eller hvad med en kamæleon-farvet slængkappe?
Den helt oplagte kandidat er - Naser Khader, hvem ellers. Han begyndte sin færd som partileder med at erklære, at nu var nok nok, og at nu skulle Pia Kjærsgård og alt hendes djævelskab bekæmpes.
Det holdt dog kun til efter valget i november 2007. Da fandt Khader og kompagni ud af, at ville de have indflydelse, da bestod denne i at støtte Anders Fogh. I folkemunde blev partiet snart omdøbt til Ny Ambulance.
Selvom Khader stædigt fastholdt, at han var i opposition til Fogh, så forlangte Khaders (økonomiske) bagmænd, at han skulle dæmpe kritikken af Pia Kjærsgård: Indflydelse består i at samarbejde, belærte Åmund, der just havde set sin datter vandre fra Ny Ambulance og over til Venstre.
Resultatet har da også været, at Khader har medvirket i de fleste af regeringens forlig, oftest alene sammen med Dansk Front. Det må vist være det, regeringen kalder for 'brede forlig'.
Udenfor Christiansborg optræder Khader i tv-udsendelser og ved møder i munter duel med sin tidligere erklærede fjende. Ondt blod mellem de to er der ikke mere tale om. Nu er tonen direkte hjertelig, og det er da ømt at se, når Pia sidder og hyggefiser med sin yndlingsperker.
Kronen på værket - i hvert fald indtil videre - er den forespørgselsdebat, Khader og Søren Espersen har anmeldt.
Her beder de to nyslåede våbenbrødre udenrigsministeren om at gøre rede for, 'hvorvidt regeringen agter at arbejde for et demokratisk FN med fastlagte optagelseskrav med hensyn til demokrati og retsstatsprincipper?'
Baggrunden for forespørgslen er, at der i FN er en del medlemsstater, der ikke lever op til de to politikeres fundamentalistiske opfattelse af, hvad et sandt demokrati er, og det går jo slet ikke. Især ikke, fordi mange af de pågældende stater ofte er imod, hvad de vestlige demokratier finder på.
Demokratiet i FN er truet, når et flertal eksempelvis vedtager resolutioner mod Israels belejring af Gaza, samt besættelse af Vestbredden og af Golan-højderne, eller når formanden for FN`s Generalforsamling (han kommer fra Nicaragua) opfordrer til at boykotte Israel, og sammenligner Israel med apartheid-Sydafrika.
Og så er der nogen, der påstår, at den politiske satire er afgået ved døden. Naser Khader viser, at det bestemt ikke er tilfældet.