Et sind der er ved at sprænges, og en krop der livstruende nægter at udvikle sig, er det den skæbne, vi tilbyder et barn i nød? En beretning om et flygtningebarn i Sandholmlejren

af Nanna Carlsen
'Ingen skal mishandle dig - håber jeg.'
Dette sorgmuntre citat fra forfatteren Benny Andersens digt 'Barndommens land' dækker meget godt den frustration, man let gribes af, når man i én af vore asyllejre møder et forpint barn, som man ikke er sikker på at kunne hjælpe på grund af den officielle flygtningepolitik i dagens Danmark
Jeg er frivillig kontaktperson i Center Sandholm i Nordsjælland, en udsendelseslejr for afviste asylansøgere.
Baggrunden for det er, at jeg under krigen i Eksjugoslavien så et billede på tv-skærmen, og det prentede sig på min nethinde: Synet af unge, tilfangetagne mænd bag pigtrådshegn i en krigslejr. Tynde og udmarvede var de, truet på livet, og jeg fik associationer til tiden efter Anden Verdenskrig, hvor man spurgte tyskerne, om de dog ikke havde vidst, hvad der foregik i kz-lejrene. Nu ramte det mig. Nu vidste jeg. Nu havde jeg selv set! Nu var jeg forpligtet.
Da vi i Danmark fik asyllejre, gik jeg ind og blev kontaktperson til familier i lejren. Jeg står hver uge med mit sygesikringsbevis som adgangstegn ved portvagten i Sandholm og beder om at blive lukket ind bag hegnet for at besøge min lille familie, som består af far og mor og to børn, en pige på ni år og en dreng på fem.

Barsk bagage
De er etniske romaer, altså sigøjnere, og de kommer fra Kosovo, hvor de har været i klemme mellem serberne og albanerne - og i forbindelse med krigen har de været i direkte livsfare.
Familien kommer fra en landsby, hvor de som romaer er blevet chikaneret fra barnsben af. Moderen, en kvik og klog ung kvinde, er analfabet. Hun kom aldrig i skole, da hverken albanerne eller serberne ville indskrive hende i skolen.
Datteren, der var et år, da de kom til Danmark, går i Røde Kors` skole i Lynge - sønnen er født i Danmark og går i børnehave i Sandholm.
Hver familie har sin historie, men jeg ser et mønster gå igen i de mange romafamiliers skæbne som følge af krigen.
De har været truet på livet, de har måttet forlade deres hjem - mange har set deres hus blive brændt af og har måttet bo under broerne i Beograd - de har været tvunget til, med livet som indsats, at gøre 'det beskidte arbejde' i og uden for hæren, hvor de har måttet rydde op efter massakrer og slæbe lig til massegravene.
Vold, voldtægt, forhør og tortur har hørt til dagens orden, og ingen af dem tør vende tilbage. Albanerne truer dem, fordi de under tvang har måttet udføre arbejde for serberne under krigen, serberne forfølger dem, fordi de er sigøjnere og muslimer.
Med denne bagage i rygsækken ankommer de hertil, men det giver ikke asyl i Danmark, heller ikke, selv om Flygtningenævnet ofte i afslagspapirerne har måttet skrive, at 'det endnu ikke har været muligt tvangsmæssigt at udsende jer af Danmark' på grund af de usikre og risikable forhold i Kosovo.
Resultatet er, at de afviste asylansøgere lever år ud og år ind i konstant frygt for udvisning.

Et mærket barn
'Min' romafamilie ankom i år 2000 og har netop igen fået afslag på asyl.
At jeg er kontaktperson for netop denne familie skyldes, at jeg fik et chok, da jeg første gang så den lille pige. I mit 40-årige arbejdsliv som lærer, de fleste af årene i folkeskolen, har jeg ikke set et så truet barn.
En ekstremt tynd og spinkel lille pige med et trist, forgræmmet, alt for gammelt ansigt uden mimik, et smil kunne der slet ikke blive tale om. Hun var stum, havde mistet talens brug, nikkede blot når man talte til hende.
Hvad havde dette barn været ude for - hvad bar hun på, tynget som hun tydeligvis var af ansvar og frygt og alt for tidlig omsorg for de voksne? Og klæbende op ad moderen, som hun vogtede over og passede på. Og det gør hun stadig.
Pigen var - og er - et yndefuldt væsen, men næsten ikke af denne verden. Hun kan så let som ingenting pustes omkuld, og moderen siger fortvivlet om hende, at det er, som om lyset er slukket i hendes øjne.
Stumheden indtrådte, da læsset væltede!
Faderen, der har en alvorlig psykisk diagnose oven på fortiden samt efter otte års uvished og ophold i danske asyllejre, havde et sammenstød med nogle mænd fra andre eksjugoslaviske etniske grupper. De fik alle en dom for kriminalitet samt den efterhånden obligatoriske udvisningsdom.
Familien valgte i desperation at gå under jorden og flygtede i panik. Faderen fik derfor ikke chance for at få konverteret dommen til en betinget dom. I hans fravær blev dommen tværtimod stadfæstet.
Efter opholdet under jorden i knapt et år, hvor familien hutlede sig igennem, var pigen ved tilbagekomsten til Sandholm i en elendig forfatning. Moderen måtte følge hende i skole hver dag, og hun havde ikke kontakt med nogen. Hun talte ikke, sad ganske stille, legede ikke med nogen.
Men langsomt begyndte en mere positiv udvikling. Skolen kunne berette om bedring. Pigen talte igen og blev lidt mindre trist, og hun fik en veninde i lejren.
Selv fik jeg også kontakt med hende i denne periode. Hun taler både dansk, serbisk og roma og oversætter tit for sin mor. Dog er jeg glad for, at jeg har en god ven med i kontaktpersonarbejdet. Hun taler serbisk og er en yderligere tryghedsperson for familien.

Panisk angst
Men så kom næste chok. Ved et af de ugentlige obligatoriske fremmøder hos politiet i lejren blev faderen uden varsel fængslet og ført fra Sandholm, for nu skulle dommen afsones.
Moderen kom i krise, og pigen blev igen dårligere. Lillebroderen, der hidtil havde været en glad lille dreng, fik krisesymptomer: Begyndte at græde ud i det tomme rum, uden varsel og uden appel til de voksne. Han begyndte også at vågne om natten og mente, at faderen stod uden for døren, og at de skulle lukke ham ind.
Pigen nægtede, og nægter stadig, at besøge sin far i fængslet, da hun er panisk ræd for politiet. som hun har oplevet i flere traumatiske situationer. Hun får heftig hjertebanken, når talen falder på politiet. Hun er bange for, at de også skal tage moderen, så hun og lillebroderen bliver helt alene i verden.
Røde Kors, der hele tiden har været opmærksom på pigens tilstand, er nu med sit psykosociale team gået ind med en handlingsplan, hvor en støtteperson står bi og hjælper i den akutte situation.
Men desværre ser Røde Kors det ikke som sin opgave at være barnets advokat på længere sigt. De hjælper her og nu, mens familien er i Danmark, men griber ikke ind over for en eventuel udvisning, heller ikke, selv om den vil have katastrofale følger for barnet.
Mens en ansøgning om humanitær opholdstilladelse for familien blev undersøgt af myndighederne, fik familien lovligt ophold i landet. Det betyder blandt andet, at man ikke skal stille hos politiet, og at man får madpenge, så man ikke behøver spise i fælleskantinen.
Lidt håb og optimisme blev etableret, indtil afslaget kom fra Integrationsministeriet. Så vendte angsten tilbage, og nu vågner pigen hver time om natten med mareridt. Hun har fattet, at de igen er tilbage i udvisningspositionen.
Bør et lille barn sidde inde med en sådan viden? Og moderens angst bliver endnu en gang barnets. Skolegangen, som hun ellers klarede uden moderen nu, blev igen svingende, for hun kan ikke forlade moderen. Pigen reagerer med kvalme, mavesmerter og hovedpine.
Undervejs har der været tale om, at en børnepsykiater skulle undersøge pigen, men moderen ville ikke være med til det. Hun frygtede, at børnene skulle blive taget fra hende. Her kunne Røde Kors berolige hende. Hun er en god mor, der gør, hvad hun kan, under de givne forhold, men også hun har sit. Hun er opereret for en hjerteklapfejl, og hun har også lidt psykisk overlast.
Da moderen blev ved med at være urolig for pigens tilstand, besluttede hun til sidst, at en børnepsykiater skulle tale med pigen.
På moderens vegne etablerede jeg kontakten, og børnepsykiaterens undersøgelse bekræfter med al tydelighed, at der er tale om et ekstremt udsat barn, der lever under et alt for stort pres, så stort. at det påvirker hende voldsomt både psykisk og fysisk.
Pigen bærer på angsten for de psykisk medtagne forældre og for den uvisse fremtid, og nu, hvor udvisningen nærmer sig, kan hun ikke sove om natten, men vågner op med mareridt.

Ikke syg nok
Ifølge psykiateren kan hun kun med nød og næppe holde sammen på sig selv, for hun kan ikke beskytte sig imod, at angstfyldte fantasier trænger sig på.
Hun tegner sit hjerte, der er ved at gå i stykker, og hun siger, at det er sådan, hun har det - og at hun snart ikke kan mere. Og hun er ni år!
Psykiateren konkluderer, at pigen er i konstant alarmberedskab og truet af den tilstand, der er beskrevet hos de mest medtagne asylbørn: Depressiv devitalisering, en tilstand hvor barnet opgiver livet, trækker sig tilbage fra andre og undlader at tage næring til sig. Kombineret med et kompliceret posttraumatisk stresssyndrom, hvor hormonsystemet belastes, og hjerneceller kan gå til grunde, så er det liv eller død, det handler om for pigen.
Det kræver en avanceret og langvarig behandling samt ro omkring familien.
Hvordan skal det kunne forenes med en udvisning?
Med henvisning til FN`s børnekonvention har advokaten netop søgt om genoptagelse af sagen og om humanitær opholdstilladelse - denne gang i den lille piges navn.
Afslaget fra Integrationsministeriet kom hurtigt - og med den begrundelse, at pigen ikke er syg nok.
Hvor syg skal man være?
Et sind der er ved at sprænges, og en krop der livstruende nægter at udvikle sig, er det den skæbne, vi danskere tilbyder et barn i nød?

Nanna Carlsen er 69 år og pensioneret folkeskolelærer. Medinitiativtager til Amnesti Nu og med i Bedsteforældre for Asyl. Artiklen har i en kortere udgave været bragt som kronik i Weekendavisen.