Vi kan ikke længere leve med årtiers besættelse, voldelig opdeling og kontrol som i Palæstina

af Patrick Mac Manus, Foreningen Oprør
Gaza er det nærmeste vi kan komme til gentagelsen af den historie, der i sin tid var begrundelsen for etableringen af en ny stat - den israelske.
Koncentrationslejren, hegnet og overvågningen, en administration eller 'selvstyre', der overlades til de indespærrede: Det er fortiden. Det var vilkårene i Warszawa og andre steder i sin tid. I dag er det i Gaza, vi ser historiens gentagelse.
Uanset hvor udsigtsløs opstanden kan være, har vi set den i historien og vil se den igen. Der er vilkår, hvor menneskers værdighed ikke kan forsvares på anden vis. Det var tilfældet i Warszawa og i koncentrationslejren Auschwitz-Birkenau og er det i dag i Gaza.

Warszawas ghetto
I Warszawa rejser de sig i 1944 og det varer i 63 dage. Efter gengældelsen mister over 250.000 mennesker livet og byen ødelægges. I samme år er der oprør i Auschwitz-Birkenau med ild til krematoriet, og hurtigt bliver de slået ned og dræbt.
Det er nu femogtredive år siden, i november 1974, at Yasser Arafat taler til De Forenede Nationers generalforsamling. Han taler på vegne af den palæstinensiske frihedsbevægelse og siger: 'I dag kommer jeg med fredens olivengren i den ene hånd og frihedskampens gevær i den anden. Jeg appellerer til jer: Lad ikke olivengrenen falde fra min hånd'.
I disse uger ser vi endnu engang, at olivengrenen visner helt og falder. Hundreder er blevet dræbt og tusinder såret i Gaza. De symbolske missiler fra Gaza er mødt med en statsmagts overvældende vold.
Vi har også set det i Sydafrika i sin tid. I apartheid opdateres historien med tvungen bosættelse i 'uafhængige stater', de såkaldte bantustans. Gaza fortsætter og gentager denne historie.
Også i Sydafrika havde den væbnede opstand sin nødvendige rolle i forsvaret for befolkningens værdighed og dens ønske om et andet liv. Frihedsbevægelsen blev i hele perioden defineret som 'terroristisk' af de amerikanske og britiske regeringer.

International solidaritet
I den tid var der en international solidaritet, der udfordrede staterne og bidrog til den nødvendige forandring: Skabelsen af en demokratisk enhedsstat for alle.
Tiden må være kommet, hvor det igen må være opgaven. Vi kan ikke længere leve med årtiers besættelse, voldelig opdeling og kontrol som i Palæstina. Vi kan ikke længere acceptere en inaktiv international stilling til årtiers tragedie. En del af tragedien er, at der er så få i den israelske befolkning, der erkender og afviser en gentagelse af den smerte, som i sin tid ramte dem selv. Til den erkendelse skal der også bidrages.
Der må skabes en international solidaritet, hvor befolkninger overvinder parlamenternes og statsmagternes diplomatiske passivitet. En bevægelse, der kræver skabelsen af en sekulær og demokratisk stat for alle i Palæstina.