Verdenssamfundet burde i stedet for ´det palæstinensiske problem´ tale om ´det zionistiske problem´, for det er zionismen og den zionistiske ideologi, der er roden til ufred, krig og besættelse

af Jan Mathisen, medlem af Kommunistisk Partis landsledelse
De seneste ugers voldsomme israelske angreb på Gaza har atter rejst spørgsmålet, om der kan blive fred i Mellemøsten, om der nogensinde kan findes en løsning på det, som kaldes 'det palæstinensiske problem'.
I sig selv er det absurd at reducere konflikten til 'et palæstinensisk problem'. Problemets kerne ligger ikke her, men et helt andet sted, nemlig i den zionistiske ideologi og dens politiske praksis
Verdenssamfundet burde rettere tale om 'det zionistiske problem', for det er zionismen og den zionistiske ideologi, der er roden til ufred, krig og besættelse. Det er den zionistiske ideologi, som er hindringen for, at der kan findes en fredsløsning.
I Israels uafhængighedserklæring fra 1948 står der blandt andet:
'Israels land er det jødiske folks fødested. Her blev deres spirituelle, religiøse og nationale identitet formet. Her opnåede de uafhængighed og skabte en kultur af national og universel betydning.'
Læser man på den israelske ambassades hjemmeside, uddybes dette således: 'Israel, biblens land og det jødiske folks historiske hjemland, ligger i Mellemøsten langs Middelhavets østlige bred. ! I dette land begyndte det jødiske folk for 4000 år siden at udvikle sin egenartede religion og kultur. Den kontinuerlige tilstedeværelse som selvstændig stat er her bevaret i århundreder - kun periodevis afbrudt af fremmed styre'!
Ifølge et andet sted på hjemmesiden er disse 'periodevise afbrydelser' en samlet periode under fremmed herredømme fra år 60 f.v.t. til 1948. Altså 2000 år.

Zionisme er også racisme
I den traditionelle jødedom har der altid været en sammenhæng mellem jødernes land og religionen. Med den moderne zionistiske ideologi, der udvikledes omkring 1900-tallets begyndelse, skabtes en sammenhæng mellem jøderne og territoriet, defineret ved de geografiske områder der er omtalt i det gamle testamente.
Jøderne skulle altså have politisk og statslig magt og suverænitet over det land, som gud ifølge mytologien lovede Israels folk .
Hermed var det ideologiske grundlag skabt for dannelsen af staten Israel, hvor især to forhold er bærende og afgørende for den historiske udvikling, og dermed også for forståelsen af den nuværende konflikt.
For det første er staten Israel per definition en ren jødisk stat, hvilket også er grundlaget for den apartheid, som kendetegner staten Israel. I den forstand er staten Israel ganske enestående i verden. Ingen andre lande kunne slippe af sted med denne form for etnisk bestemmelse og apartheid over for sine borgere allerede i sin forfatning.
For det andet tilstræber zionismen vedvarende at opnå hegemoni over hele det territoriale område, som er givet jøderne af gud, Israels land. Zionismen er en koloniseringsideologi, hvis mål er oprettelsen af Storisrael. Dette er også grundlaget for den nuværende besættelse af såvel Vestbredden som Gaza.
Zionismen er en racistisk ideologi, som i sit udgangspunkt ophøjer jøderne til et særlig udvalgt folk. Ikke fordi jøder har særlige, germanske gener, men fordi gud har udvalgt dem.
Det er historiens grusomme ironi, at såvel nazisme som zionisme begge er en form for racisme. Zionisternes lighedstegn mellem antisemitisme og antizionisme (og kritik af den zionistiske stat) har i årevis forhindret en reel debat af zionismens karakter og dermed også af Israels aggressive fremfærd.
Men Israels egne grusomheder, apartheid og krigsforbrydelser er dog ved at rive grundlaget for zionismens misbrug af nazismens grusomheder imod jøderne væk. Det bliver vanskeligere at opretholde lighedstegnet mellem antizionisme og antisemitisme, når man selv er ansvarlig for folkemord og forfølgelse af et helt folk.

En Palæstinensk drøm
Efter dannelsen af staten Israel i 1948 og fordrivelsen af hundredtusinder af palæstinensere var den dominerende palæstinensiske strategi en såkaldt en-statsløsning.
Den blev udtrykt i flere varianter, blandt andet i PFLP`s parole om et frit og demokratisk Palæstina. Denne strategi satte netop fokus på zionismen karakter.
Med den såkaldte fredsproces i begyndelsen af 1990`erne og med PLO`s tilbagekomst til de besatte områder blev det fremherskende krav nu en to-statsløsning. Ønsket om en to-statsløsning var naturligvis baseret på, at der skulle være tale om en levedygtig og selvstændig palæstinensisk stat.
Følgende hovedpunkter blev opstillet for en tilfredsstillende løsning:
Den palæstinensiske stat skulle omfatte Vestbredden og Gaza - eller 22 procent af det historiske Palæstina.
Den militære besættelse og økonomiske blokade skulle ophøre. Alle bosættere skulle rømme de besatte områder. Østjerusalem skulle være hovedstaden. Palæstinensiske flygtninge fordrevet fra Israel skulle have ret til at vende tilbage.
Da jeg var i Palæstina i 1997 og 1998, var frustrationerne over de manglende fredsresultater voksende, men de overskyggede dog langt fra forhåbningerne og drømmene om den nye fremtid i en selvstændig stat i de besatte områder.
Ganske få år efter brast både drømmene og forhåbningerne, og den anden intifada var en kendsgerning.
Samtidig med nedkæmpelsen af den anden intifada lagde den zionistiske stat an til at sikre en endelig løsning på det 'palæstinensiske problem'. Indholdet af denne 'løsning' ser vi tydeligt i dag:
- Bygning af en apartheidmur, der vil opdele de palæstinensiske områder på Vestbredden i tre til fire bantustans, isoleret fra hinanden og uden samfundsmæssig sammenhængskraft.
- En fuldstændig fysisk adskillelse mellem disse bantustans og bosætterområderne på Vestbredden.
- Opbygningen af såkaldte industrizoner, der skal sikre den israelske kapital fortsat billig palæstinensisk arbejdskraft og fortsættelse af farlig produktion, der er blevet forbudt i Israel.
- Israels fuldstændige kontrol af al import og eksport til de palæstinensiske bantustans. Gælder både Vestbredden og Gaza.
- Og ikke mindst Israels fuldstændige kontrol med vandforsyningen både på Vestbredden og i Gaza.

'endelig løsning'
Israel er allerede nået langt med at fjerne livsgrundlaget for palæstinenserne og dermed også forudsætningerne for en selvstændig palæstinensisk stat. Storisrael er ved at tage form med en andenklasses palæstinensisk befolkning i det nuværende Israel og med en anden del af den palæstinensisk befolkning indespærret i forskellige bantustans på Vestbredden og i Gaza.
I zionisternes øjne er de ikke palæstinensere. I et interview i Politiken den 31. december 2008 med en tidligere bosætter fra Gaza kan man læse følgende:
'Synes du på sigt, der bør være en palæstinensisk stat?' - 'Nej. Dette er jødernes land, og det er vores pligt over for Gud at holde området helt og helligt. Ellers vil vi blive straffet.'
'Men hvad så med palæstinenserne?' - 'De er arabere, hvorfor kan de ikke bo i de arabiske lande? Der er så mange arabiske lande, så hvorfor kan de ikke undvære denne lille stump land til jøderne?'
Israel er ved at skabe endnu en politisk realitet, som de har skabt så mange af igennem årene. Lad Egypten ta` Gaza, så koloniserer Israel Vestbredden og håber på, at mange 'arabere' på Vestbredden bliver tvunget til landflygtighed i den arabiske verden.
Dermed har zionisterne selv skabt den virkelighed, hvor forhåbningerne til en to-statsløsning er ved at miste fodfæste i den palæstinensiske befolkning. Når der ikke kan skabes en levedygtig stat, er der kun en-statsløsningen tilbage.
Men uanset om det palæstinensiske folk vælger en- eller to-statsløsningen, står den zionistiske ideologi afgørende i vejen for en fredsløsning, fordi den stræber imod et Storisrael med jødisk hegemoni og kontrol. En stat, der er 'hellig og ren'.
Kravet om jødisk overhøjhed er altså også hindringen for en-statsløsningen. I en zionistisk stat vil palæstinenserne - som allerede i dag inden for det nuværende Israel - blive tvunget til at leve et nedværdigende liv som andenklasses borgere.
Skal en en-statsløsning overhovedet have nogen mening, må det betyde et opgør med den zionistiske ideologi og politik. Den jødiske stat må erstattes af en demokratisk stat, hvor alle er lige, uanset etnisk baggrund og religion.
Zionismen er problemet. Zionismen er fjenden.

Kamp mod zionismen
Et opgør med den zionistiske ideologi og politik har desværre lange udsigter. Det kræver ikke bare viljen til at tage opgøret med Israels sætten lighedstegn mellem antizionisme og antisemitisme. Det kræver også, at der sættes en helt anden politisk dagsorden for Mellemøsten.
Også dette har lange udsigter, så længe imperialismen har brug for et zionistisk Israel, så den kan kontrollere og lege med balancen mellem mere eller mindre krig. Ikke at forveksle med balance mellem krig og fred.
I den konkrete situation kræver Israels krig mod Gaza naturligvis massiv solidaritet og krav om, at Israel øjeblikkeligt ophører med sin krigsforbrydelse og kollektive afstraffelse af det palæstinensiske folk.
Men på langt sigt må der tages et opgør med zionismen. Et opgør, der må tages, uden at vi glemmer historien og de forbrydelser, der er begået imod millioner af jøder. En historie, som zionismen selv har glemt, når det gælder behandlingen af det palæstinensiske folk.