Danske soldater er en del af krigens maskine, som ødelægger liv og samfund i et omfang, som kalder på langt større sorg og medfølelse
fra FredsVagten ved Christiansborg
FredsVagten havde hen over julen en 'nabo' i form af et midlertidigt monument for faldne danske soldater.
På et stort stykke papir havde man opregnet de danskere, der er døde i oversøisk tjeneste for vort land, flankeret med blomster og kirkegårdslys. Monumentet blev fjernet den 3. januar.
Vi er ikke helt sikre på, hvem der står bag, men rygtet peger på Danske Soldaters og Pårørendes Støttefond (DSPF).
Dette giver os anledning til at påpege, at listen over dem, danske soldater slår og har slået ihjel i de aktuelle terrorkrige, Irak og Afghanistan, er meget længere.
FredsVagten er imod krig som politisk middel og må i den sammenhæng, uanset al medfølelse med de efterladte, pege på, at danske soldater er en del af krigens maskine, som ødelægger liv og samfund i et omfang, som kalder på langt større sorg og medfølelse.
De danske soldater er frivilligt gået døden i møde for en sag, de troede på, må vi formode; 'De gav det ultimative offer for vort land', står der på monumentet. Dette lyder jo ganske hæderværdigt, hvis man ikke reflekterer over, at 'vort land' for tiden defineres af en statsminister, hvis motiver til at støtte op om Irakkrigen aldeles er tvivlsomme. Og et folketingsflertal, som i terrorismens skygge mener, at kampen for vores sikkerhed skal føres tusinder af kilometer fra den fædrene jord.
Efter FredsVagtens mening er terrordiskursen falsk. For det første blev den boostet af den 11. september (9/11), men denne forbrydelse er ingenlunde retsligt forsvarligt opklaret.
For det andet er den reelle risiko for at blive ramt af terror her i Danmark meget lille, og for det tredje kan angrebskrige mod islamiske lande, der reelt ikke har truet os, kun være med til at radikalisere hadet mod Vesten.
Det er psykologi for begyndere. Så efter FredsVagtens mening er det særdeles tvivlsomt, for hvad disse soldater gav deres liv (ultimative offer).
Uvidenhed er ingen undskyldning for loven, hvorfor vi må fastholde, at de unge danske mænd selv er skyldige i at have valgt krigen, uanset at de er blevet forlokket af propaganda og direkte løgn.
De civilsamfund, hvor krigen føres, har imidlertid ikke haft noget valg. Og dér taler vi jo ikke kun om døde soldater. De civile tabstal i Afghanistan oversteg allerede i vinteren 2001-02 langt tabene ved den 11. september.
Derfor er det FredsVagten magtpåliggende at bestride dette snævre fokus på faldne danske soldater, et fokus der breder sig langt ind i fredsbevægelserne og venstrefløjen. Vi fokuserer på alle faldne i de ulykkelige krige.
Vedtaget på stormøde den 3. januar
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278