Helt grotesk forholder det sig med svineproduktionen, som reelt giver et underskud på BNP. Den mest effektive måde at forbedre miljøet på er ved at minimere antallet af slagtesvin
af Holger Ø. Mortensen, Odder
Danmarks Naturfredningsforening bragte en kronik af præsident Bisschop-Larsen om den fortsatte ødelæggelse af dansk natur i Politiken den 8. januar. Skadevolderen er (naturligvis) igen landbruget.
Når man tænker på, at det samlede landbrug står for sølle to procent af BNP, virker det himmelråbende forkert, at kun 16.000 heltidslandmænd kan skalte og valte med vores naturrigdomme.
Helt grotesk forholder det sig med svineproduktionen, som reelt giver et underskud på BNP. Den mest effektive måde at forbedre miljøet på er ved at minimere antallet af slagtesvin. Med et snuptag kan vores samlede CO2 udslip også formindskes betydeligt. Det kræver fem til seks kilo proteinfoder at producere et kilo svinekød. 80 procent af dette foder - hvoraf cirka en tredjedel er importeret - ender som affaldsstoffer på vores marker. Alt dette for at bespise rige borgere i Tyskland, England og Japan.
Bisschop-Larsen mener, at alle problemerne kan løses ved at indføre økologisk landbrug over hele linien.
Det vil afgjort hjælpe vores natur kolossalt - men helt så enkelt er det dog ikke. Nedpløjes en eng eller et overdrev, er skaderne meget alvorlige også ved økologisk drift. Økologisk dyrehold med geder, får og kvæg bør ske med største omtanke. En afgræsning af græsplæne lignende karakter kan være lige så skadelig som en overgroning af pilekrat.
Der er ingen tvivl om, at det konventionelle landbrug snarest må lægges om, men det skal ske med yderste lempe. Og alle sårbare dyrkede marker må snarest tages ud af drift.
Der skal laves en gennemgribende handlingsplan for fremtidens naturforvaltning - og i denne plan bør økologisk tænkning selvfølgelig indgå.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278