Hvorfor ikke skære alt det døde kød ud af den finansielle og spekulative sektor og dumpe det i Atlanten?

Flere af nyliberalismens slagord er under opløsning som en lort i Atlanten. Tilbage er håbet om det gode humør og dybe greb i statskassen, der er har fået status som en sorgløs lykkepose.
Det er fantastisk, at det kan lade sig gøre, men der er også skepsis i deres egne rækker.

World Risks 2009
World Economic Forum mødes igen i år i Davos i Schweiz den 28. januar til 1. februar. Hovedtemaet er: 'At indrette verden efter krisen'. Man kan sige, at de er tidligt ud, for krisen tager sin tid. Men der sker altid noget på WEF-møderne, som er værd at bemærke.
WEF har udgivet en interessant rapport på 37 sider, World Risks 2009. Den beskriver 'det globale risikolandskab', der indeholder mange forskellige faktorer der er i spil på én gang. Vi står med et kompleks af kriser foran os.
I World Risk 2009 sætter lys på et kraftigt vækstfald i Kina, USA`s voksende gæld, reduktion af den værdi, som ejendomme og investeringer har, faldende priser på varer, faldende tillid til økonomiske og politiske institutioner, inflation afløses af deflation m.v.
Herudover peger WEF i øvrigt på klimaet. De stiller spørgsmål ved, om regeringerne overhovedet kan blive enige om noget på klimatopmødet i København, sådan som problemerne tårner sig op nu.
WEF løfter en liberalistiske pegefinger. Vil de hjælpepakker, som regeringerne har sat i værk i de sidste og sikkert kommende måneder, kun gøre ondt værre? De nævner specifikt lande som USA, Storbritannien, Frankrig, Italien, Spanien og Australien, der har en høj gæld i forvejen.
'Regeringerne risikerer at skabe grundlag for en kommende og mere alvorlig krise. Det er farligt at fokusere på de umiddelbare problemer uden at forholde sig til problemernes rødder eller skabe nye problemer. som måske ikke er synlige umiddelbart, men som vil vise sig på et senere tidspunkt.'
WEF slår til lyd for, at der bliver anlagt et komplekst og mere langsigtet perspektiv på verdens tilstand.

Lokale løsninger i en global nedtur
Vores kreditpakken, som bankpakken nu hedder, er på vej. Der gribes dybt i den skattefinansierede statskasse. Et megadræn fra vores statskasse til banker og virksomheder.
Virker det overhovedet? Det er langt fra sikkert. Krisen har sin natur og stikker dybt i systemet. Forklaringer om at bankerne er blevet nogle tøsedrenge, at der ikke er penge, eller at folk er gået ind i en psykisk tilstand, hvor de skader økonomien ved ikke at bruge rub og stub, kradser kun i overfladen.
Tysklands kansler Merkel har lanceret den største redningspakke nogensinde. 375 milliarder kroner kommer oven i pakken fra november på 172 milliarder kroner. Det erklærede formål er at sikre arbejdspladser.
Problemet er, at arbejdsløsheden stammer fra fald i eksporten, og pakken vil ikke løse dette problem. Pakken indeholder kreditgarantier for 750 milliarder kroner til firmaer, der ikke selv kan skaffe penge, skattelettelser, støtte til køb af ny bil og lignende.
I USA er der ballade over de 800 milliarder dollars, der blev afsat til en redningspakke. Bush-regeringens finansminister har brugt 350 milliarder dollars til at styrke bankerne og bilindustrien. Disse penge er sløset bort, siger mange kritikere. Obama har lovet penge til de kriseramte husejere.

Fra slemt til værre
Offentlige investeringer i goder for borgerne er fornuftigt og kan afbøde noget af krisen.
USA støtter sine virksomheder og skruer ned for importen. EU landene gør reelt det samme. Men det er også en udskydelse, der ikke virker ret længe, sådan som situationen er. Og gælden, der i sig selv er en del af krisens fundament, vokser. Nedturen vil blive forstærket.
Der er tale om et globalt stop hele vejen rundt. Led efter led skruer ned. Ordrebøgerne skrumper. Dansk Industri regner med et eksportniveau for 2009 på 80 procent i forhold til 2008, og det kan blive værre endnu. Arbejdsløsheden eksploderer i USA, Kina og andre steder.
Det kan blive rigtig slemt. Spørgsmålet er også for hvem. Hvorfor skal den kapitalistiske systemkrise betales af folk, som de er flest?
Hvorfor ikke i stedet skære alt det døde kød ud af den finansielle og spekulative sektor og dumpe det i Atlanten?