Findes der en højere mening, når Jyllands-Posten med forkærlighed bringer indlæg, som andre vil kalde smædeskrifter?

af Per Diepgen, Halskov
På reklamesøjler ser vi, at virksomheder udtrykker sig gennem de mest absurde modsætninger, der - ligesom små uartige drenge - kan skabe sig til opmærksomhed uden andet formål end at demonstrere 'her er jeg'.
Bemærkelsesværdigt, hvis et helt bladhus mister jordforbindelsen og bare råber og råber for at hævde ytringsfriheden uden idé om, hvori friheden består. Vender man så bare verden på hovedet, skyder med spredehagl mod alt bevægeligt i et forsøg på at ramme?
Eller findes der en højere mening, når redaktionen på Jyllands-Posten med forkærlighed bringer indlæg, som andre vil kalde smædeskrifter. ?
Da en af Weekendavisens journalister udgav en bog om Hans Scherfig med en pågående modstilling af ideologi og humanisme, fulgte en stribe indlæg i flere dagblade, som et par måneder senere endte hos Jyllands-Posten med en artikel om Scherfig, der her sås konverteret til konservatismen og ikke læn-gere blev forstået af kommunister.
I de fredelige juledage bragte avisen en lignelse af Søren Espersen, MF for DF, om verdens store sataner, kommunisterne og nazisterne og en ideologisk overensstemmelse mellem Ole Sohn og Fritz Clausen.
I sådanne tilfælde får tegneren Kurt Westergaard en betroet opgave af avisredaktionen, lige velegnet til at udstyre muslimer med terrorsignaler som til at forsyne venstrefløjen med nazistiske tegn og symboler.
Sådan får man svar.