Den ret beskedne mængde forskning omkring sundhedsvæsener under socialisme viser i hovedtræk, jævnfør Cuba, Kina og Sovjet, at de har været meget effektivt i stand til at højne befolkningernes sundhedstilstand og endda overhale sammenlignelige kapitalistiske lande

af Mauri Johansson, læge
Selv om det kan være svært præcist at definere hvad 'sundhed' egentlig er, har de fleste en fornemmelse af hvad det handler om.
Gennem Verdenssundhedsorganisationens (WHO) stiftelsesdokument, der trådte i kraft i 1948, fik vi fastslået at 'Sundhed er en tilstand af fuldstændig fysisk, mental og social velvære og ikke alene fravær af sygdom eller svagelighed'. 'At kunne glæde sig over den højest opnåelige sundhed er en af de fundamentale rettigheder for hvert et menneske, uden skelnen til race, religion, politisk overbevisning eller økonomiske og sociale omstændigheder.'
Denne definition har været kritiseret gennem tiderne, men står sig fortsat om en rimelig kortfattet og klar beskrivelse af en basal menneskerettighed.
Bemærk, at det er retten til sundhed der omtales, ikke bare retten til adgang til et sundhedsvæsen. Der er tale om en programerklæring, hvor målet stadig bevæger sig i takt med at vi får en bedre indsigt i, hvad sundhed og sygdom er og hvordan vi kan sikre de bedste betingelser for at optimere sundheden og reducere sygelighed, undgåelig død og forebygge tilskadekomster.

Manglende viden om forebyggelse
I de seneste mange årtier har lægerne og lægevidenskaben mest fokuseret på diagnostik og behandling af sygdomme og næsten glemt at udvikle viden om sundhedsfremme og forebyggelse. Tiltagende specialiserede behandlinger og opfølgning af disse har bundet megen tid og samfundsøkonomi, selv vedrørende lidelser, hvor forebyggelsesindsatser foreligger.
I forskningen har man nærmest overset betydningen af de sociale forholds betydning i opståen og udvikling af sygdomme. Her skal man opfatte begrebet 'sociale' meget bredt, som helheden af det enkelte menneskes, familiens eller en hel klasses (for eksempel arbejderklassens) eksistensbetingelser, fra undfangelse til død. Altså ernæringsforhold, bolig- og rekreationsforhold, uddannelse, livsstil, arbejde og økonomi (igen i bredeste forstand, herunder udbytning og skadelige påvirkninger i arbejdet), kulturelle forhold, politiske forhold og andre forhold der påvirker sundheden.
Alle disse forhold er under vedvarende forandring. Det er indlysende, at der med denne omfattende mængde forhold der skal overskues, bliver nødvendig at mange andre end læger må medinddrages i den sundhedsvidenskabelige forskning, hvis den skal kunne pege på indsatser der på afgørende måde kan forbedre folkesundheden og sundheden for den enkelte borger i alle dele af verden.

Udviklingen af sundhedsforskning
Heldigvis er der i de seneste to årtier kommet skred i den brede sundhedsforskning, nu også her i landet. Der er fremkommet resultater af en række store forskningsprojekter, der har fulgt tusinder af mennesker over årtier og omhyggelig registreret et væld af oplysninger om dem.
Ud af disse mængder af data har det været mulig at se nogle mønstre og sammenhænge som tidligere tiders forskningsarbejde ikke har kunnet få øje på.
Et af de seneste internationale eksempler kommer fra en kommission under WHO, der i august 2008 blandt andet udtalte følgende:
'Social retfærdighed (eng. equity) er et spørgsmål om liv og død. Den vedrører den måde mennesker lever på, den deraf følgende risiko for sygelighed og øgede risiko for en for tidlig død'.
'Disse uligheder (eng. inequality) i sundhed, der er undgåelige forskelle, opstår som en følge af de forhold under hvilke mennesker vokser op, lever, arbejder og ældes, og den måde sundhedsvæsenet fungerer på. De forhold hvorunder mennesker lever og dør er til gengæld netop skabt af de herskende politiske, sociale og økonomiske kræfter.'
'At formindske disse uretfærdigheder i sundhed er for kommissionen en etisk forpligtelse. Social uretfærdighed dræber mennesker i stor skala.'
Det er stærke meldinger fra WHO.

Debatbog om 'Den tunge ende'
Næsten samtidig med WHO-rapporten, udgav bladet 'Dagens Medicin' en debatbog, hvor 13 tunge navne indenfor det danske sundhedsområde, kom med bidrag - et rosværdigt initiativ. Bidragyderne er universitetsprofessorer, folkesundheds- og andre sundhedsforskere, folk fra medicinalindustrien, journalister og direktøren for CEPOS.
Debatbogen er kaldt 'Den tunge ende - sandheden om ulighederne og uretfærdighederne i den danske sundhed'. Regeringens ofte gentagne besværgelser om verdens bedste sundhedsvæsen og lige muligheder for alle som et helt afgørende princip betegnes af udgiveren som 'skønmaleri'.
Desværre bevæger de fleste af kapitlerne sig kun indenfor sundhedspolitikkens snævre område. Et optimalt sundhedsniveau for hele folket kræver at det politiske system, med regering og folketing i spidsen, bliver spændt for vognen. Alle samfundets politikområder, lokalt og på landsplan, må gennemtænkes på ny med 'sundhedsbriller' på, således at alle de forhold der modvirker det højest mulige sundhedsniveau for den enkelte og for hele folket, kritisk bliver belyst og ændret til det bedre eller helt afviklet.
Det kan en sølle sundhedsminister ikke klare alene. Fødevarer, trafik, uddannelse, fordelings- og skattepolitik, arbejdsmiljøforhold og alt andet skal under kritisk lup. Ja selve det politisk-økonomiske system: kapitalismen, må vurderes kritisk og måske findes at være en væsentlig årsag til sygelighed og tidlig død.

CEPOS' verden
Ikke uventet placerer tænketanken CEPOS` direktør, Martin Ågerup, sig på den solide højrefløj. Han skaber en kunstig modsætning mellem de slemme 'venstreorienterede kollektivister', der taler for 'gratis adgang' til et 'fælles servicetilbud' og Ågerups venner, de 'markedsorienterede liberale', der med 'fri adgang' forstår en fri adgang til alle de sundhedsydelser, disse herrer måtte ønske at betale for.
Ak ja, man behøver ikke at have læst mange sundhedspolitiske undersøgelser for at vide, at selv en beskeden forbrugerbetaling hastigt vender den i forvejen tunge ende yderligere nedad.
Martin Ågerup mener, at den fri adgang til det offentlige sundhedsvæsen er en illusion, idet han opfatter sundhedsvæsenet som rationeret og som politisk defineret.
Fint, så får vi jo ansvaret for skævheden placeret i den 'markedsorienterede liberale' regering. Hans bidrag er én lang hyldesttale om privatisering af sundhedsvæsenet, byggende på en 'teori' der, sørgeligt nok for Ågerup, gik ned som Titanic kort efter bogens udgivelse.
Sundhed eller sygdom handler ikke om køb og salg af varer men om mennesker med behov for hjælp. Og det er politikerne der har ansvaret for den skæve og uretfærdige sociale fordeling i befolkningen - en skævhed der i hele denne regerings tid har været i tiltagende. Nok om CEPOS` neoliberale univers.

Sociale forskelle
Finn Diderichsen og Tine Curtis lægger ud med 'De sociale forskelle i sundhed' og slår straks fast, at social ulighed er den form for ulighed der koster flest leveår. Men umiddelbart herefter kommer så en påstand om at 'den mest effektive indsats for at reducere social ulighed er at begrænse forbruget af tobak og alkohol ved hjælp af højere afgifter og statslig lovgivning'. Kan det passe?
Også indsatser som 'trafikpolitik, arbejdsmiljø og psykiatrisk rehabilitering af socialt udsatte', altså indsatser mod særlige målgrupper nævnes. På intet tidspunkt i artiklen kommer forfatterne ind på en vurdering af, om ikke der skal betydeligt mere overordnede politisk-økonomiske og demokratiske tiltag til i samfundet end dem de nævner, før den betydelige ulighed, der af de ramte opleves som uretfærdighed, og som skaber den almene sygelighed, kan ændres afgørende.
At kapitalismen i al den tid den har eksisteret, har skabt tiltagende ulighed/uretfærdighed, nationalt som globalt, er faktisk dokumenteret i de senere års forskning, nu senest med WHO-rapporten. Hvorfor denne berøringsangst blandt forskerne for de kolde (eller varme?) kendsgerninger?

Ulighed i behandlingen
Finn Kamper-Jørgensen og Jeppe N. Rasmussen diskuterer ulighed i behandling.
Det har hidtil været en myte, der nu, med de private forsikringer, bliver endnu mere gennemhullet. Og behandlingen er i forhold til mål om optimering af folkesundheden ikke nogen effektiv vej at gå. Det øger ikke just den sociale lighed i befolkningen og forebygger ikke skader eller anden sygelighed.
Journalist Jonas G. Rasmussen beskriver mange af de geografiske skævheder der præger selv dette lille land. Problemer som den hastigt tiltagende centralisering af sygehusene yderligere vil øge i de nærmeste år.
Ikke uventet får lægernes 'panikangst' for at bosætte sig i yderområderne, en stor del af skylden for centraliseringen. Er forklaringen nu så enkel?
Vi har de seneste godt 100 år haft en meget ligelig fordeling af praktiserende læger over hele landet. Men selv dette er truet i dag. Bliver også de praktiserende læger overbebyrdet af centralisering af sygehusvæsenet samtidig med at der bliver færre og færre af dem? Er der nogen der systematisk har interesseret sig for dette?
Jonas Rasmussen får klart omtalt, at den øgede specialisering bringer de socialt svage, herunder de gamle og patienter med kroniske, ofte medicinske, sygdomme i knibe fremover.

Den skæve sundhed
Journalist Jacob Andersen har jagtet myter om den skæve sundhed. Der er en del myter, men også meget hjemmestrik ('myten om ulighed'), hvor 'klassekammeraten med de hullede sko' hentes frem som 'bevis' for 'myten'.
Man kunne opfordre Jacob Andersen til mere grundig læsning af de videnskabelige kilder han refererer til, og for eksempel supplerende læse Michael Marmots 'The Status Syndrome' hvor de vigtige årsags-virkningsproblemer grundig bliver diskuteret.
Vi får ikke rigtig svar på hvem der blev 'klassekampens ofre', som en Mellemrubrik i bogen nok så lovende stillede os i udsigt. Derimod er han prisværdig klar i sin kritik af regeringens ynkelige håndtering af hele sundhedspolitikken i alle disse år.

Advarsel mod privatisering
Tidligere medicinaldirektør, nu direktør for Medicoindustrien, Jens Kr. Gøtrik, beskriver kort og klart hovedpunkterne i sundhedssystemets udvikling i Danmark.
Han omtaler markedstænkningens snigende indtrængen på det offentlige område, godt hjulpet på vej af vedvarende besparelser på de offentlige bevillinger, hvilket har medført flaskehalse, ventetider og kvalitetsproblemer.
Ved at bruge erfaringer fra USA og Kina får han kraftig advaret om de skævheder, som privatisering på sundhedsområdet medfører. De lande, der har prøvet privatisering i stor skala over længere tid, er nu på hastig retræte for at undgå yderligere social ulighed og uro.
Ida Sofie Jensen, administrerende direktør i Lægemiddelindustriforeningen, skriver om kvalitet og struktur som fundamentet for gode resultater.
Hun påpeger de begrebsmæssige problemer i debatten. På engelsk har man begrebet 'equality', med omtrent betydningen 'lighed/ligelighed', men de senere års forskning omkring samspillet mellem sociale forhold og sundhed er i stigende omfang begyndt at bruge ordet 'equity' (svarende til 'fairness'), der på dansk bedst kan oversættes med 'retfærdighed'.
Herved fremhæves også den mere menneskelige side af den socialt svigtede, der oplever uretfærdigheden, da den jo beviselig rammer den svigtede på liv og velfærd.

Mindre vækst
Debatbogen afsluttes af Jes Søgaard der er direktør for Dansk Sundhedsinstitut.
Han ser på de 35 år af lavvækst det danske sundhedsvæsen har oplevet og kan konstatere, at det kun har haft en vækst på det halve af væksten i de andre vesteuropæiske lande.
Dette har forøget den sociale ulighed i adgang til sundhedsydelser. Den tiltagende kapacitetsmangel i det offentlige sundhedssystem, udløser en alles kamp mod alle, hvor de socialt svage borgere står tilbage som tabere. Det private system bliver et alternativ, men kun for de bedre stillede borgere.
Regeringerne har længe hævdet at de danske sundhedsudgifter er høje i forhold til sammenlignelige lande, men nye oplysninger tyder på, at det ikke er tilfældet. Vi har simpelthen for dårlige oplysninger om hvad sundhedssystemet koster.

Socialisme
Debatbogen 'Den tunge ende' kan anbefales, med de kommentarer der her er fremført. Det er afgørende at vi her i landet kommer ud over festtale- tonen og får valgt en regering der tager emnet alvorlige.
Det største problem i debatten bliver formentlig, at man skal helt ned til det ondes rod, nemlig kapitalismens væsen og den måde den skaber ulighed/uretfærdighed, og derved sygdom på.
Udsigterne til et virkelig solidarisk og demokratisk fungerende sundhedsvæsen er der ikke før det ene menneskes udbytning af det andet og arbejdsgiverens private ejendomsret over den merværdi, den ansatte har produceret, er fjernet fra samfundet. Vi taler altså om et socialistisk system.
Den ret beskedne mængde forskning omkring sundhedsvæsener under de hidtidige erfaringer med socialisme viser i hovedtræk, jævnfør blandt andet Cuba, Kina og Sovjet, at de har været meget effektivt i stand til at højne befolkningernes sundhedstilstand allerede kort efter revolutionerne og endda 'overhale' sammenlignelige kapitalistiske lande på dette område.

Debatbog - 'Den tunge ende - sandheden om ulighederne og uretfærdighederne i den danske sundhed'.
Med bidrag af: Finn Diderichsen, Tine Curtis, Finn Kamper-Jørgensen, Jeppe Nørgaard Rasmussen, Jes Søgaard, Jens Kr. Gøtrik, Martin Ågerup, Jacob Andersen, Betina Dybbroe, Annette Kamp, Jonas Gamrath Rasmussen, Ole Felsby, Ida Sofie Jensen.
192 sider, 250 kr. inkl. moms og forsendelse.
Udgivet af Dagens Medicin Bøger.