Bankpakke II til 100 milliarder kroner er dårligt vedtaget, før ædruelige økonomer konstaterer, at det nemt kan blive 600 milliarder kroner

I ly af mørke og panik sker der ting og sager. Vi befinder os i en situation, som på mange måder er ny. En krise med flere nye træk. Så hvad skal man kalde tingen? Det bliver mere og mere klart, at krisekuppet måske er godt dækkende begreb.
Der bliver grebet dybt i statskasserne rundt omkring. Penge, som jævne folk har betalt i skat, bliver delt ud til højre og venstre. Stater skyder penge i finansvirksomheder og banker for at holde dem oven vande. Virksomheder får tilskud, og der sættes hovedløst nye anlægsarbejder i gang.

Krisekuppet - første del
Der er lukket op for posen for at redde stumperne af et økonomisk system, der har åbenlyse defekter. Hvis det ikke lige var fordi, at det også bærer rundt på et politisk system, der besidder mange magtredskaber, var det faldet for længst. Defekten i det økonomiske system kan kun overkommes af en kraftig politisk reaktion. Derfor krisekuppet.
Bankpakke II til 100 milliarder kroner er dårligt vedtaget, før ædruelige økonomer konstaterer, at det nemt kan ende med at blive 600 milliarder kroner. Det er klart, at regeringen, Socialdemokraterne og SF er sejlet ud i et farvand, de ikke kender. Så det kan gå ligesom Columbus, der troede at han var kommet til Indien, da han nåede til den amerikanske kyst. De troede måske at de reddede arbejdspladser, men vil måske se den opsparede kapital synke gavnløst til bunds i det store hul af lån, kreditter, hedgefonde og så videre.
En afgørende fejlforudsætning er, at de tilsyneladende regner med, at vi skal 'helt ind i 2010', inden det vender. Der vil sandsynligvis gå længere tid. Krisekuppet er dog ikke helt så kortsigtet, som det ser ud. Uden den store opmærksomhed mødtes EU`s finansministre i Bruxelles i tirsdag.

Krisekuppet - anden del
Krisekuppet skal jo trods alt også finansieres på lang sigt. Mange havde sikkert glemt det, men EU`s forfatning er baseret på nogle bestemte økonomiske ideologier. Det er selvfølgelig ret usædvanligt, at den slags er traktatfæstet.
Situationen er, at 12 ud af EU`s 27 lande bryder med EU`s budgetregler, der siger, at et land højst må have et underskud på tre procent af dets bruttonationalprodukt. Irland - der for mindre end et år siden var et vidunder - når op på 13 procent! De tolv syndere har ikke vakt den store bestyrtelse, som da blot to lande for nogle år siden var i samme situation.
Mens regeringerne fortsatte med at lænse kasserne, så finansministrene hinanden dybt i øjnene og erklærede så højtideligt, som kun de kan gøre det, at der kommer en dag! Eller som Lars Lykke Rasmussen sagde:
- Det der står klart nu er, at kommer en regning at samle op bagefter.
Der blev nikket hele vejen rundt. Og de lovede, at når pengene er brugt, og hullet i kasserne er stort nok, så skal der spares. I ly af krisehurlumhejet har neo-liberalisterne og socialdemokraterne skabt en situation, hvor alle peger på én løsning.
Efter krisen - sæt den offentlige sektor på skrump. Finansministrene kaldte det for 'en koordineret budgetkonsolidering.' Det tror jeg godt, vi ved, hvad betyder. Sådan hænger krisekuppets to faser sammen.

En tillægstragedie
Nu kan der ikke igangsættes offentlige investeringer nok. De gamle systemer slår til med automatreaktion som stammer fra 1930`erne. Er det lige præcis flere motorveje der er svaret?
Hele verden investerer i motorveje. De mange motorvejsbyggerier vil være et flot bagtæppe for klimatopmødet i København til december. Et meget fint signal fra Connie til resten af verden - her bygger vi motorveje!
Intet ville dog være mere fornuftigt og nemmere, end at regeringen ophæver det loft, den har påtvunget kommunernes økonomi. Mange nødvendige ting, som borgerne har ventet på, kan sættes i gang, og det vil tilmed ske over hele landet. Afsindigt meget kan gøres. Lad os bruge krisen!