Hvis det cubanske samfund skal udvikle sig, skal de have et pluralistisk demokrati og under kontrollerede forhold indføre en socialt reguleret markedsøkonomi

af Ole Riisgaard, kandidat til EU-parlamentet for SF
Den 1. januar var der 50 års jubilæum for den cubanske revolution. Det var præcist 50 år siden, at den unge revolutionsleder Fidel Castro efter tre års kamp kunne proklamere, at diktatoren Batista var smidt på porten.
Dette jubilæum er ret overset. Det er en skam, for det cubanske revolutionsjubilæum burde egentligt give anledning til refleksion, ikke mindst på den del af den danske venstrefløj som den 3. januar inviterede til revolutionsfest i Korsgadehallen på Nørrebro. Her lider mange af den vrangforestilling, at Cuba er et demokrati med et styre, der stadig kan kaldes progressivt. At dette er et falsum burde ellers være åbenlyst.
Da cubanerne i 1959 afsatte Batista, skaffede man sig af med en diktator, der brutalt undertrykte alle menneskerettigheder og samtidigt håndhævede en social orden med enorme uligheder, fattigdom, analfabetisme og ineffektivitet. Alt sammen underordnet USA's interesser.

Magten blev monopoliseret
Efter revolutionen monopoliserede Castro og det cubanske kommunistparti hurtigt den politiske magt. De udøvede trods alt ikke magten med forgængeren Batistas brutalitet, men demokrati og menneskerettigheder kom der ikke. Til gengæld var der i de første årtier efter revolutionen betydelige sociale fremskridt. Derfor kunne Cubas kommunistparti ud fra en social analyse betragtes som en ny progressiv overklasse, der tilførte det cubanske samfund fornyelse.
Men verdenshistorien har ofte vist et mønster, hvor nye (over)klasser kommer til som progressive og ender som reaktionære og en klods om benet på fremskridtet. Eller som en marxist ville have udtrykt det: Produktivkræfternes udvikling og de herskende produktionsforhold står i et tilbagevendende modsætningsforhold, hvorfor produktionsforholdene må revolutioneres og nye klasser komme til magten.
Og det er der, Cubas kommunistparti og Castros samfundsmodel befinder sig. Det kommunistiske diktatur med farceagtige valg, ingen respekt for elementære politiske rettigheder, politiske fanger og et uproduktivt planøkonomisk system står i vejen for den cubanske befolkning. Deres potentialer og udviklingsmuligheder holdes nede.
Hvis det cubanske samfund skal udvikle sig, skal de have et pluralistisk demokrati og under kontrollerede forhold indføre en socialt reguleret markedsøkonomi, der kan bære en velfærdsstat.

Opgør med Castro
Den udvikling kommer ikke frivilligt fra overklassen, det vil sige Cubas kommunistparti. De vil sikkert hellere lade Cuba udvikle sig som Kina til en ny brutal kapitalisme styret af et kommunistparti, der af gavn bedre kan beskrives som fascistisk. Eller give op og lade samfundet gå i opløsning med sociale forhold som under Batista og et pseudodemokrati ejet af nye økonomiske oligarker.
En positiv udvikling af Cuba som et demokratisk velfærdssamfund med en stærkt social reguleret markedsøkonomi kan kun komme, hvis befolkningen gør op med brødrene Castros kommunistparti.
Der er al mulig grund til at ønske cubanerne tillykke med 50-året for diktatoren Batistas fald. Det var deres eget værk og meget imponerende. Der var den vestlige verden ikke meget behjælpelig.
Nu må man håbe for dem, at det snart lykkes dem at føre klassekampen videre med en ny revolution og sætte det kommunistiske diktatur på porten.