Riisgaard kalder Cubas demokrati en farce. Det kan kun skyldes faktisk uvidenhed om folkemagten i Cuba eller en ekstrem indskrænket borgerlig demokratiopfattelse

af Sven-Erik Simonsen, formand for Dansk-Cubansk Forening
SF`s kandidat til EU-parlamentet Ole Riisgaard skriver tirsdag i Arbejderen, at Cuba trænger til en ny revolution. Der er både en række dumme udfald i indlægget og nogle vurderinger, som er en overvejelse værd.
Men som indledning til denne lille kommentar vil jeg gerne gøre opmærksom på, at Ole Riisgaard med sit indlæg stiller sig i den klump af mennesker, som i Danmark og internationalt føler sig mere kaldet til at kritisere den cubanske revolution end til selv at lave revolution.
Det er naturligvis o.k. Men når kritikken som her kommer fra en person, som er medlem af et parti, der ikke er revolutionært, så skal vi være opmærksomme på, at vi ikke måler tingene med den samme målestok.
Det er lidt, som hvis en inkarneret vegetar skriver om kvaliteten af røde bøffer. Det kan der måske komme nogle interessante overvejelser ud af, men opfattelsen af kvalitet er ikke nødvendigvis den samme. Og det er den jo heller ikke hos cubanerne, hos Ole Riisgaard og i den kreds, som inviterede til fest i Korsgadehallen den 3. januar.
Riisgaard nedgør Cubas demokrati og kalder det en farce. Det kan kun skyldes faktisk uvidenhed om folkemagten i Cuba og valgsystemets funktion eller en ekstrem indskrænket borgerlig demokratiopfattelse.

Udelukker pengenes magt
Man kan diskutere styrker og svagheder, men man kan seriøst ikke komme uden om, at Cuba har et demokratiske system, som blandt andet har den kvalitet, at det udelukker pengenes magt fra valget og samtidig udvider demokratiet, så det aktivt inddrager mennesker, der kan og skal mere end at æde valgflæsk og stemme.
Påstanden om, at Cubas Kommunistiske Parti med brødrene Castro har monopoliseret magten og etableret sig som en ny overklasse, er noget reaktionært vås. Landets ledelse og partiets ledende folk nyder ingen materielle privilegier som følge af deres politiske poster.
Lad mig blot nævne en lille vigtig detalje, som kan illustrere den bevidste kamp imod privilegier, nepotisme og den slags: For at blive medlem af det kommunistiske parti skal en kandidat anbefales af et møde blandt kollegerne på arbejdspladsen og også et møde i de folkekomiteer, som cubanere er organiseret i i deres boligområder. Kun dem der nyder almen respekt kan blive medlem af det kommunistiske parti.
Politiske fanger er der ingen af i Cuba, hvis vi definerer politiske fanger som mennesker, der fængsles på grund af deres politiske holdninger og udtalelser. De cirka 70 kontrarevolutionære, som er fængslet, bliver straffet for handlinger, der er i strid med Cubas straffelov - de fleste af dem er dømt for den alvorlige forbrydelse, det er at samarbejde med en udenlandsk magt (USA) om at undergrave samfundsordenen og modtage betaling herfor.

Åben debat
Ole Riisgaard skriver om en 'uproduktiv planøkonomi' i Cuba.
Fra diskussioner med cubanske økonomer ved jeg, at man i Cuba arbejder meget med at finde ud af, hvordan man kan organisere produktionen bedre, da det er nøglen til større samfundsmæssig rigdom.
Der er i Cuba en ganske åben og selvkritisk debat om, hvad der er styrker og svagheder ved deres socialistisk organiserede økonomi. De oplever, at den er god til at sikre en lige fordeling af goderne, men de synes, at den har mangler, når det handler om at fremme produktion og produktivitet.
Lad mig til slut fortælle Ole Riisgaard at cubanerne på en måde er enige i, at 'Cuba trænger til en ny revolution'. Fidel Castro har for 10-15 år siden i en af sine langtidsholdbare taler/debatoplæg sagt, at 'hver generation skal lave revolution'.
Man kan ikke forlange, at nye generationer blot skal videreføre den revolution, som forældre og bedsteforældre skabte. Hver ny generation skal have mulighed for at sætte deres tydelige fingeraftryk på samfundet og kæmpe for at løse de problemer, som Cuba og verden står med.