Efter slaveriets afskaffelse, blev kolonialismen udbredt, og Afrika blev en væsentlig kilde for naturressourcer og en vigtig del af imperialismens territoriale ekspansion, som cementerede Europas kapitalistiske udvikling

af John Åberg
Det siges, at vores verden er præget af gensidig afhængighed mellem lande, hvor det er handel, der får økonomiens hjul til at rulle. Det er på det punkt man mener, at Afrika falder igennem - de afrikanske lande handler for lidt med omverdenen og tiltrækker ikke nok udenlandske investeringer. Disse mangler forklares ofte med, at der er politisk ustabilitet, som skyldes korrupte politikere og Afrikas utallige krige.
Men kontinentets underudvikling handler ikke om den manglende deltagelse i den globale økonomi.
Slaveriet savner sit modstykke i historien, og var en meget betydelig del af de vestlige landes kapitalistiske udvikling. Samtidig markerede det indledningen til de afrikanske statsdannelsers nedgang og fald.
Efter slaveriets afskaffelse, blev kolonialismen udbredt, og udstykkede den resterende verden ud små dele. Fra at have været en velintegreret del af det moderne kapitalistiske system siden dets fødsel - som centrum for den primitive akkumulations menneskehandel - overgik Afrika til at blive en væsentlig kilde for naturressourcer og en vigtig del af imperialismens territoriale ekspansion, som cementerede Europas kapitalistiske udvikling.
Ligesom Eduardo Galeano fremhæver i sin bog Latinamerikas Åreladning er de regioner og lande, der i dag er de mest underudviklede dem, som historisk set har haft de stærkeste bånd til de europæiske kolonimagter. Galeano fremhæver Bolivia som klassisk eksempel - et land rigt på naturressourcer, der tidligere var hjertet i det spanske imperium, men som i dag er blandt Sydamerikas fattigste lande. Det afrikanske eksempel finder vi i Congo - et land med enorme naturressourcer, som var vigtigt for Europas adgang til slaver, råstoffer og mineraler. I dag er det et af verdens fattigste lande.

Congo skabes
Det koloniale Congo blev dannet ved Berlin-konferencen i 1884-85, som regulerede den europæiske kolonisering og handel i Afrika.
Et område på størrelse med Vesteuropa blev forvandlet til den belgiske Kong Leopolds personlige ejendom. Han skabte en stat, der fungerede som en gigantisk virksomhed. Økonomien blev styret direkte af den belgiske kongefamilie og nogle få magtfulde selskaber, som koncentrerede handlen omkring gummi og elfenben.
Selskaberne blev garanteret fortrinsret til enorme områder, hvor de rådede over egne politistyrker og praktisk talt ejede de folk, der boede der.
Congoleserne blev tvunget ind i en kolonial massakre-økonomi med tvangsarbejde. Når kvoterne af gummi og elfenben ikke blev opfyldt, blev congoleserne straffet med lynchninger, lemlæstelse, tortur eller fængsel. Tiden under Leopolds styre (1884-1907) kostede op mod ti millioner mennesker livet.
Brutaliteten og virksomhedernes monopol blev årsag til en stor økonomi parallelt med den koloniale stats. Folk brugte de før-koloniale handelsruter, som var blevet etableret under de tidligere kongedømmer Congo og Luba, for at omgås de koloniale fangarme. Da Belgien overtog den koloniale administration indledte de en intensiv udnyttelse af mineraler, som fik mineindustrien til at vokse kraftigt.

Del og hersk-politik
Som følge af belgiernes nye politiske strategier, kom den uformelle økonomis forskellige sektorer i større udstrækning under udvalgte befolkningsgruppers kontrol. Belgierne delte og herskede ved at tilbyde lokale ledere fra udvalgte etniske grupper administrative poster, politilignende beføjelser og økonomiske positioner som erhvervsdrivende på lokalt plan.
Favoriseringen af nogle etniske grupper frem for andre, lagde grunden for et voksende etnisk problem.
Efter flere år med oprør og demonstrationer besluttede Belgien, at der skulle afholdes valg. Nationalisten Patrice Lumumba kom til magen, og han markerede, at afskaffelsen af den økonomiske kolonialisme var afgørende for Congos frihed.
Men allerede et par dage efter uafhængigheden i 1960 blev landet ramt af en alvorlig krise - hæren, der overvejende blev udgjort af belgiske officerer, gjorde mytteri og separatistiske bevægelser i regionerne Katanga og Kasai proklamerede hver for sig uafhængighed. Regeringen blev afsat ved et kup, hvorefter Lumumba blev fængslet og myrdet.
Borgerkrigen var en kendsgerning.
Under påskud af at opretholde lov og orden invaderede Belgien sin tidligere koloni. De støttede udbryderepublikken Katanga med våben og anerkendte dens selvstændighed. Motivet var at holde kontrol med Katanga, der siden kolonitiden havde været rygraden i de belgiske mineinteresser.
For at dæmme op for krisen intervenerede FN, en handling som er blevet beskyldt for være en måde at sikre USA og de vestlige landes interesser.

Mobutu til magten
I 1965, efter yderligere to invasioner af USA og Belgien, blev der fundet en endelig løsning på det 'congolesiske problem'. Ved et kup, støttet af USA, tog Mobutu Sese Seko magten. Han kom til at styre i Kong Leopolds ånd. Han kontrollerede de statslige virksomheder og skabte et styre, hvor han uretmæssigt og bevidst gjorde sig selv til et verdens rigeste mennesker på resten af landets bekostning.
Udgifter til skoler og sundhedssektoren og andre sociale investeringer var praktisk talt ikke-eksisterende. Den koloniale traditions brutalitet blev opretholdt med milliarder i militærbistand fra USA og Frankrig. Mobutu anvendte nepotisme og korruption med etnisk forfordeling, og han indførte et system, der gav militære ledere tilladelse til at lade deres private hære vogte 'egne' territorier, hvor de fik lov til at udvikle erhvervsvirksomheder.
Overvågning af naturressourcerne blev decentraliseret samtidig med, at statsmagten blev centraliseret omkring Mobutu, der fungerede som befalingshavende handelsagent med monopol over den internationale handel med verdens stormagter.
Parallelt voksende den uformelle økonomi, der også understøttedes af lokale politikere. I takt med at infrastrukturen faldt sammen fik de ressourcerige regioner, især i det østlige Congo, langt fra det politiske centrum i Kinshasa, stor handlefrihed. Mineraler, tømmer og landbrugsprodukter blev transporteret til nabolandene, hvorfra de blev sendt videre ud på verdensmarkedet.

Mobutu på retur
I begyndelsen af 1990`erne var Congo ramt af hyperinflation, voksende politisk opposition og pres fra internationale långivere. Flere år tidligere havde Mobutu mistet kontrollen med landet.
Som en følge af statens kollaps, blev mange regioner i praksis styret som selvstændige administrative enheder. Den kaotiske situation blev forværret, da mere end en million rwandere, der flygtede fra folkedrabet i Rwanda, søgte tilflugt i det østlige Congo.
Hvis man vil forstå det, der er blevet kaldt Afrikas Første Verdenskrig (1998-2003), er det vigtigt at huske på dette mønster af brutale centralstyrer, den høje grad af udenlandsk indblanding, enklaveøkonomi, svag territorial samhørighed, den instrumentelle anvendelse af etnicitet som magtudøvelse, uformel international handel, fattigdom og sårbarhed set i forhold til Congos enorme naturressourcer.

Afrikas Første Verdenskrig
Optakten til krigen var, at Rwanda og Uganda i 1996 invaderede Congo for at støtte Laurent Kabilas modstandsbevægelse AFDL og tvinge Mobutu til at flygte.
Udover utilfredshed med situationen i landet kan baggrunden for kampene spores tilbage til loven, der fratog tutsierne congolesisk statsborgerskab.
Tutsierne var den største fraktion i Kabilas hær.
Rwanda så i Kabila en allieret, der kunne sætte en stopper for hutu-militsen Interhamwe, der udnyttede magttomrummet i det østlige Congo til at gennemføre raids ind på Rwandas territorium. Men hverken sikkerhed eller politisk altruisme var de eneste årsager til invasionen. Samtidig med at de hjalp Kabila forsøgte Rwanda og Uganda at etablere økonomiske bufferzoner i det østlige Congo.
Da Kabila var kommet til magten i 1998 udviste han de rwandiske og ugandiske tropper, men det varede kun et par uger før de invaderede Congo igen.
Denne gang var landenes hensigter klarere. Ved at opbygge og alliere sig med oprørsgrupperne RCD og MLC lykkedes det dem næsten at overtage hele landet, hvorefter Angola, Zimbabwe, Namibia og Tchad greb ind til støtte for Kabila. Sammen med de allierede nabolande, kunne den congolesiske hær trænge Rwanda og Uganda, der havde fået støtte fra Burundi, tilbage til det østlige Congo. Her lykkedes det dem at opretholde kontrollen og etablere en lukrativ militær handel - en fortsættelse af de uformelle handelsflow, som traditionelt set havde passeret gennem landene i skyggen av Congos territorielle desintegration.
Krigen udviklede sig til en meget kompleks konflikt, der på en gang var en borgerkrig og international krig.

FN ved det hele
FN`s rapporter om den ulovlige handel med Congos naturressourcer, beskriver hvordan veletablerede netværk mellem oprørere, de regulære hære, regeringerne i Rwanda og Uganda samt politikere og forretningsfolk fra især USA, Canada og Europa hurtigt voksede frem. Udnyttelsen af især mineraler, men også træ- og landbrugsprodukter, finansierede, bevæbnede, forlængede og brutaliserede krigen. Med indtægter fra salg af naturressourcerne blev der indkøbt våben og udstyr. Den illegale handel suppleredes med skatter og afgifter og salg af minedriftsrettigheder til udenlandske selskaber. Kampene koncentreredes derfor til de økonomisk strategiske sektorer - minedrift, handelsbyer og transportruter.
Kontrollen over de vigtige økonomiske zoner skiftede hele tiden, ligesom alliancer mellem parterne. Fjender blev midlertidigt allierede, når de fandt en fælles modstander, og oprørsgrupper blev ofte sprængt i forskellige fraktioner. Eksempelvis blev de sikkerhedsaspekter, hvormed Rwanda retfærdiggjorde sin invasion, svære at påberåbe sig, da de i en periode samarbejdede med ærkefjenden Interhamwe om udvindingen af coltan. Et mineral, der er vigtigt i højteknologisk produktion - det findes i vores bærbare computere, mobiltelefoner og spillekonsoller.
Men det var ikke kun regeringens modstandere, der udplyndrede Congos naturressourcer. Kabila finansierede krigen ved hurtigt at revidere de over 150 privatiseringsaftaler der blev vedtaget under Mobutus tid, for at sælge rettighederne til minedrift til transnationale selskaber. Angolas statslige olieselskab Sonangol modtog rettighederne til at udvinde Congos olie, som betaling for indsatsen i krigen. Congo tegnede også flere handelsaftaler med firmaer fra Zimbabwe som godtgørelse for Zimbabwes militære tjenester.

Krigens konsekvenser
Ifølge FN`s rapporter blev Congo anset for at være 'attraktivt og svært at modstå', i skyggen af lovløsheden og den territorielle fragmentering. I løbet af de fem år krigen varede, mistede fire millioner mennesker livet. De fleste af dødsfaldene var relateret til krigens bivirkninger - sygdomme og underernæring.
Børnesoldater var almindeligt brugt. Børnene blev ofte stjålet fra deres familier og nogle gange tvunget til at dræbe deres pårørende.
Der forekom tvangsarbejde i virksomheder kontrolleret af militæret og kvinder blev kidnappet for at arbejde som sexslaver. Voldtægt blev anvendt som et våben mod kvinder og piger, og plyndringer, ofte sammenkoblede med tortur og drab, var almindelige.
Etniske udrensninger blev udført af forskellige oprørsgrupper, der brugte en ekskluderende identitetspolitik for at mobilisere tropper.
Tusindvis af landsbyer, kirker, sundhedscentre og skoler blev plyndret og familier blev tvunget væk fra deres jord for at gøre plads til fraktionernes økonomiske aktiviteter. Sårbarhed, fattigdom, arbejdsløshed og manglen på jord gjorde, at folk søgte til de militært kontrollerede områder i håbet om at finde en indtægtskilde.
FN-rapporter fastslog, at krigen først og fremmest handlede om adgangen, kontrollen og salget af fem forskellige mineraler: coltan, diamanter, kobber, kobolt og guld. Coltan og kobolt er begge strategisk meget vigtige. Rapporterne sætter navn på næsten 150 virksomheder, der ansås for at have overtrådt forskellige internationale handels-etiske standarder. Alligevel er der næsten ikke blevet gjort noget for, at stille firmaerne til ansvar.

Total stilhed
Mediernes tavshed om Congo har været næsten total. Den blodige handel med diamanter har fået en del opmærksomhed takket være filmen Blood Diamonds. Men handlen med coltan, har der været stille omkring.
Men præcis ligesom Irak-krigen kan kobles til sikringen af olie-ressourcer kan besættelsen af områder i det østlige Congo tilskrives den kraftige stigning i efterspørgslen efter coltan under krigen. Som et direkte resultat af markedets voksende efterspørgsel efter mineralet begyndte Rwanda og allierede oprørsgrupper, at fokusere på Østcongos coltan-bælte. Rwanda, som ikke har adgang til coltan, blev en af verdens største eksportører af det strategiske mineral. I hovedstaden Kigali blev handlen forvaltet af Forsvarsministeriet, der handlede med verdens rige lande. At Rwanda besatte et andet land, finansierede og bevæbnede oprørsgrupper og brød international ret på den mest grusomme måde, spillede ingen rolle. Handelsstrømmene skulle fortsætte.
Der var ingen der protesterede.
Der blev ikke gennemført boykot af mobiltelefoner, bærbare computere eller spillekonsoller. Ingen dobbeltmoralske varianter af Kimberley-processen (et samarbejde mellem regeringer, industri og civilsamfund for at dæmme op, for strømmen af konfliktdiamanter, red.). Måske fordi det er lettere at boykotte en israelsk appelsin, der ikke har nogen reel værdi, end at give afkald på en telefon eller computer.

Fortsatte stridigheder
I april 2003, efter at krigen officielt var afsluttet, blev der udnævnt en overgangsregering.
Der blev taget hensyn til den siddende magtelite og alle de stridende parter, ligesom den demokratiske opposition blev integreret i regeringen. Congo blev opdelt i militære regioner, der skulle administreres af de forskellige fraktioners ledere. Korrupte politikere, erhvervsmænd, hærens officerer og krigsherrer, der har gjort sig skyldige i forbrydelser mod menneskeheden og illegal handel, blev gjort til legitime politikere.
Posterne som forsvars-, indenrigs-, udenrigs- og finansminister gik til oprørsledere med mildest talt blodige hænder.
De udenlandske troppers tilbagetrækning skabte desuden et militært og kommercielt tomrum, der blev besat af lokale militser og resterne af oprørsgrupperne. Den ulovlige handel med Congos naturressourcer fortsatte og sammen med den vold, som ikke længere betegnes som krig, men som lavintensitets-stridigheder.
Oprørere, der var med i nedrustningsprogrammet, greb i 2004 til våben i det østlige Congo. Rwanda invaderede igen, og den congolesiske hær sendte tusinder af soldater ind i krudttønden, men situationen faldt hurtigt til ro igen.
I 2005 flygtede titusindvis fra Katanga, efter at der udbrød stridigheder mellem hæren og lokale modstandsgrupper.
I Kivu-regionerne i det østlige Congo er volden fortsat indtil i dag, og hæren, FDLR (det tidligere Interhamwe), rester af RCD og de forskellige lokale militsgrupper fortsætter med at terrorisere befolkningen.
Siden 2006 er en halv million mennesker blevet tvunget på flugt. Der er rapporter om, at der dør omkring 1000 mennesker om dagen, og i dag er der stadig mere end to millioner internt fordrevne i Congo.
I januar i år blev Goma-aftalen underskrevet, der skulle sætte en stopper for kampene i det østlige Congo. Aftalen omfattede tilbagetrækningen af tropper fra vigtige økonomiske områder, våbenhvile og amnesti for krigshandlinger, men ikke for forbrydelser mod menneskeheden. Der kan dog sættes spørgsmålstegn ved aftalens gyldighed, eftersom forhandlingerne ikke foregik med alle de væbnede grupper.

I Mobutus fodspor
Da det første valg i mere end 40 år blev gennemført i 2006, var der uroligheder over hele Congo. Joseph Kabila, der kom til magten efter mordet på hans far i 2001, vandt valget og styrkede sin position.
Der er kun få nye personer ved magten, som stadig er i hænderne på parterne fra krigen. I den skrøbelige efterkrigsproces, er straffriheden blevet lov og korruptionen fortsætter med at gennemsyre magten.
Samtidig viser regeringens tegn på at ville gå i Mobutus fodspor. Demonstrationer og politisk opposition, som bliver stadig mere almindeligt i Kinshasa og i den vestlige del af Congo, bliver brutalt slået ned.
Dette er det congolesiske paradoks - staten er brutalt stærk, men dybt usikker.
Svagheden er blevet en politisk strategi, der undergraver de institutionelle kontrolmekanismer, således at politikerne kan fortsætte med at tjene penge på salg af rettighederne til minedrift og på toldsvindel. For at beskytte den korrupte elite, kanaliseres flere penge ind i forsvaret, i stedet for at satse på udgifter til den sociale sektor.
Situationen risikerer at ende med, at andre grupper griber til våben for at presse regeringen, fordi det eneste der giver resultater er våbenmagt. Risikoen for endnu en krig i Congo kan derfor ikke ignoreres. Hutu-oprørere holder stadig til på grænsen til Rwanda og er på langt sigt en trussel mod landet, men de er først og fremmest en direkte trussel mod den congolesiske befolkning.
Verdens største FN-styrke på 17.000 soldater er udstationeret i Congo, men der er samtidig 100.000 afvæbnede soldater, som ikke ved om de nogensinde får erstatning for at have nedlagt våbnene. Desuden indebærer den Mubutu-tro oppositions marginalisering og hjemløshed, særligt siden deres leder Bemba blev sendt til Haag, en risiko for fornyet vold. Når det ligger og simrer, er der altid en risiko for, at det begynder at koge over.

Stadig for integreret
Hvilken rolle har nutidens førende kapitalistiske nationer spillet i Congo? Hvem koloniserer, hvem yder lån, hvem underskriver kommercielle kontrakter, hvem sælger våben, hvem støtter diktatorer?
Congos integration i verdensøkonomien må i dag være ubetydelige i procentuelle termer, men den strategiske betydning af landets naturressourcer stiller tallene i et andet lys.
Den koloniale integration i det globale kapitalistiske system, er blevet erstattet af den moderne integration i det samme system, som ikke er blevet forandret med afskaffelsen af den territoriale kolonialisme.
Det politiske enevælde, enklaveøkonomien, den territoriale opløsning, de væbnede konflikter, den illegale handel, den sociale fragmentering, de etniske konflikter og de enorme menneskelige lidelser er en fortsættelse af det historiske mønster, der har plaget Congo siden Kong Leopold.

Artiklen har tidligere været bragt i det svenske tidsskrift MANA og er oversat af Tobias Frost og Anna Hansen på Tidsskriftet GAIA, der bragte artiklen i nr. 61