Og hvis frygten ikke er tilstrækkelig, kan man bruge guleroden. Akkordsystemer eller fedterøvstillæg er en del af midlerne

af Bjarne Gårdsvoll, forfatter, København
Det ligger i selve ordet, at fremskridtet er et skridt fremad. Men det er ikke altid sådan. Et teknologisk fremskridt kan godt være et tilbageskridt for miljøet. Det har Vestens industriarbejdere for længst erfaret.
Historien lader til at gentage sig i Kina, som i mange år har haft en usædvanlig stærk vækst, men hvor arbejdsmiljøet forringes. Amerikanske og europæiske virksomheder spinder guld på de lave driftsomkostninger, men lader hånt om arbejdernes vilkår i sundhedsfarlige fabrikker. Det hæderkronede Mærsk er ingen undtagelse.
Vi har de samme erfaringer i Vesten. Nye produktioner har befriet os fra snavsede opgaver og tunge løft, men med maskinerne kom også støjen, som ødelagde en af vore vigtigste sanser. Ældre mennesker, som har været udsat for støj på arbejdet, slipper i bedste fald med nedsat hørelse. Nogle bliver stokdøve.
Jeg har som gammel maskinmester fået min del. Tinnitus har meldt sig med øresusen og piben. Som en kollega sagde til mig: 'Hvad har jeg igen af den rigdom, jeg har været med til at skabe? Jeg har altid været glad for musik og ejer en stor pladesamling. Men hvad hjælper det nu? Sinatra og Pavarotti er kun støj!'
Han kunne ikke nyde fællesskabet med sine gamle kammerater, kommunikere med dem eller høre deres muntre snak og genoplevelse af gamle dage.
'Når jeg skal til den årlige julefrokost, går jeg i ugevis og gruer mig. Hvem kommer jeg til at sidde sammen med? Er det én, der forstår mit handicap? En der tager hensyn? Engang flippede jeg helt ud i fortvivlelse og forlod lokalet i dyb depression.'
Hvad er fremskridtet i dynamittens opfindelse? Jo, det er blevet muligt at sprænge veje tværs gennem bjerge og forkorte afstandene til et minimum. Vi kører med tog i lige linje under Alperne. I Norges bjergfyldte landskab er der tunneler alle vegne for tog og biler. Et enormt fremskridt for transporten af varer og mennesker.

Prisen for fremskridt
Men også her er produktionsprocessen nødvendig, før fordelene kan nydes. De mennesker, som byggede vejene gennem bjergene, betalte med deres helbred. Stenstøvet trængte ned i deres lunger, og langsomt ætsede det slimhinderne i stykker. Det førte til nedsat livsglæde og tidlig død.
Min bror fik sin del af fremskridtet. Han var med til at bygge nogle af Nordeuropas største vandkraftværker i Telemarken i Norge. Vel den reneste energi, som findes. Men arbejdet var sundhedsfarligt, og da han kom op i 60`erne, begyndte han at hoste blod op. Til sidst fulgte små stykker fra lungerne med, og ved den mindste anstrengelse tabte han pusten.
Hvornår er et fremskridt et fremskridt? Er det kun arten, der tæller, eller har individet krav på at have del i det?
Da jeg kom ud på arbejdsmarkedet efter Anden Verdenskrig, arbejdede vi 48 timer om ugen, og havde kun fjorten dages ferie om året. I dag har folk en uge på 37 en halv time og nyder årligt en ferie på fem uger.
Jo, vi fik kortere arbejdstid. Men vi fik også nattens brød. For de nye maskiner skulle forrentes, og de skulle også betjenes om natten, hvis regnestykket skulle hænge sammen.
Natarbejde er ikke bare ubehageligt, det nedbryder også helbredet. I lighed med støj og forceret tempo er det et brud i den naturlige livsrytme. Stress og svækket immunforsvar følger med. Det kan gå så nogenlunde i de unge år, og nogle mennesker er bedre fysisk udrustet til at klare strabadserne end andre. Men på et eller andet tidspunkt kan man ikke mere.
Selv var jeg omkring fyrre, da jeg pådrog mig en genstridig mavekatar. Det var straffen for at trodse naturen. Men når man har satset på en uddannelse, er det ikke så lige til at skifte arbejde. Men det var nødvendigt, og da jeg droppede jobbet som maskinmester og gik i land, forsvandt gastritisen.

Den gamle søulk
En af mine skibskammerater bedyrede, at sejlskudetiden var at foretrække for dampmaskinen og motorskibets tidsalder. Han havde prøvet begge dele. Kunne han stadig vælge, ville han foretrække sejlets milde og hvide blafren for maskinens møg og støj. Han hadede den ulidelige varme i maskinrummet og lugten fra olie og udstødningsgasser.
Jeg indvendte, at vi havde fået bedre kahytter, sundere kost og kortere arbejdstid. Tre-vagtsystemet er bedre end to-vagtsystemet, råddent vand og maddiker i flæsket.
Men den gamle søulk holdt på sit. De ekstra proteiner i flæsket var bagateller. De havde sol og masser af frisk luft. De lappede rene og hvide sejl, mens vi mugede skidt i olielugtende omgivelser. De skurede dækket i friskt søvand, vi gned den beskidte maskindørk i dieselolie. Hvad gav det andet end eksem, hovedpine og næsepolypper?
Robotterne skærer unægteligt produktionstiden ned til et minimum. Man skulle tro, at menneskene så kunne slappe lidt af og lade maskinerne om tempo og præcision. Det ser imidlertid ikke ud til, at det går sådan.
Tværtimod hører vi stadig kravet om at løbe hurtigere. Det er et af teknologisamfundets største paradokser. Det skyldes uden tvivl vort konkurrencesystem og kampen for at overleve. Effektiviteten er en del af nødvendigheden og får helt bizarre udtryk.
Mange virksomheder sparer ved at indskrænke arbejdsstyrken og presser samtidig arbejdstiden op. Skrækken for at være blandt de udstødte gør det let at rekruttere villige emner.
Og hvis frygten ikke er tilstrækkelig, kan man bruge guleroden. Akkordsystemer eller fedterøvstillæg er en del af midlerne.
Fremskridtet breder sig på alle områder, også det medicinske. Paradoksalt nok gives der medikamenter og nye behandlingsmetoder mod de sygdomme, som de nye produktioner frembringer. Der er salver mod eksemer og midler mod allergi. Der er tabletter mod søvnløshed og piller mod stress. Og vi har fået råd til at gå til fysioterapeuter og - psykologer.
Vi kan også få massage mod muskelinfiltrationer. Så hvad gør det, om vore arbejdsprocesser er blevet for monotone og med kontinuerligt ensartede bevægelser? Der er remedier...

Kapitalismens indre logik
Miljøproblemerne er ikke begrænset til arbejdspladsen; de spreder sig til hele samfundet.
Bilosen lægger en kvælende dyne over byerne, men vi elsker vores bil. Vi behøver den. Busser og tog er blevet nedprioriteret, og flere og flere kan næppe undvære det hurtige og bekvemme transportmiddel.
Der produceres stadig flere, og det gør arbejdstagere og producenter afhængige af nye ordrer. I USA er bilindustrien lovet milliarder i statslig støtte. Hvad skulle de ellers leve af?
Det amerikanske eksempel viser, at der er en indre logik i det kapitalistiske produktionssystem. Mindre efterspørgsel og mindre brug af bilen ville gavne miljøet. Men det er samtidig et dødsstød mod beskæftigelsen.
Derfor skal man også tage Anders Fogh Rasmussens 'omvendelse' til en mere grøn linje med et gran salt. En virkelig forbedring af miljøet vil kræve mere offentlig planlægning, end liberalismens tilhængere er rede til.
Jo, fremskridtet har flere sider. Jeg tænker tit på de utallige goder, som industrisamfundet har givet os. Og på dem, der måtte betale prisen. Selv var jeg en af de heldige. Nok blev jeg udsat for megen støj, men jeg lærte også tidligt at bruge høreværn.
For teknikken giver også muligheder for beskyttelse. Der er en vis balance i tingene. Der er bare den hage ved det, at straks høreværnet var en realitet, dukkede argumentet op om, at en videre nedsættelse af støjniveauet var unødvendig. Nu kunne man jo beskytte sig!
Når det piber som værst i mine øren, når jeg tænker på min brors lidelser, er jeg ikke særlig benovet over fremskridtet. Hvis vi ikke tager hensyn til arbejdsmiljøet, ender vi alle som hostende invalider og allergikere.