Det må anerkendes, at der er progressive elementer i Skattekommissionens forslag til skattereform, navnlig i forslagene om begrænsning af rentefradragsretten og øget erhvervsbeskatning

af økonom, cand, scient. adm. Henrik Herløv Lund
Men fordelingspolitisk er reformen imidlertid helt uacceptabelt skæv. Hvor de rigeste ti procent vil få skattelettelser på over 20.000 kroner på årsbasis svarende til omkring fem procent af den disponible indkomst, vil de fattigste 50 procent af skatteyderne kun få skattelettelser på mellem to og fem tusind kroner svarende til mellem en halv og en procent af den disponible indkomst.
Og til personer udenfor arbejdsmarkedet på overførselsindkomst har reformen endnu mindre at byde på: For eksempel 800 kroner i årlig skattelettelse til en enlig dagpengemodtager.
Der er intet i denne reform for den brede befolkning, Der er klart tale om en reform for velhavere.
I forvejen har den nyliberalistisk inspirerede skattepolitik fra VK-regeringen gennem skattestop og skattelettelser i perioden 2001 til 2007 samlet givet de rigeste skattelettelser på over 20.000 kroner, mens de fattigste kun har fået et par tusinde.
Nu dobles uligheden op. Det er helt uacceptabelt og savner, som vi skal se, også langt hen ad vejen saglige begrundelser.
Nærmest grotesk virker forslaget om at begrænse studerendes ret til SU til fire år. At studerende senere i livet måske får en lavere beskatning, kan de jo ikke leve af nu.
Forslaget er asocialt og vil i stedet tvinge studerende til øget erhvervsarbejde med den konsekvens, at studieforløbstider og frafald øges. Ligesom der er risiko for, at tilgangen til de videregående uddannelser i det hele taget falder.
Ligeledes er forslag om begrænsning af lønmodtagernes fradrag for a-kasse og fagforening problematisk. Det er tydeligt, at Skattekommissionen har set en parallel mellem reduktionen af rentefradraget og de ligningsmæssige fradrag fra 33 til 25 procent.
Men skattepolitikken bør også inddrage andre virkninger end de rent skattemæssige. Og der er her en nærliggende fare for, at det vil få flere til at melde sig ud af a-kasserne, hvor der i arbejdsløsheds- og krisetider er behov for det modsatte.
Reduceret fradrag for fagforeningskontingent risikerer at skade tilslutningen til fagbevægelsen og kan dermed også skade den danske arbejdsmarkedsmodel, som netop forudsætter stærke faglige organisationer.

Tvivlsom begrundelse
Når Skattekommissionens forslag til skattereform som anført forkæler de absolut højeste indkomster, hænger det i forslagets udformning sammen med, at topskatteyderne ikke alene får reduceret topskatteprocenten med halvanden procent, samt hævet topskattegrænsen også svarende til halvanden procent, men også slipper helt for mellemskatten på seks procent.
Det vil sige, at marginalskatten reduceres med i alt ni procent, mens bundskatteskatteyderne må nøjes med at få reduceret skatteprocenten med halvanden procent samt et højere beskæftigelsesfradrag, der dog kun tilfalder dem, som er i beskæftigelse.
Begrundelsen for denne skævvridning savner i høj grad dokumentation og belæg. Skattekommissionens formand Carsten Koch har som argumentation for forkælelsen af de økonomisk velstillede anført, at det er dem, som skal arbejde mere.
Han refererer til, at Skattekommissionen forventer en beskæftigelsesfremgang på 24.000 personer som følge af sine forslag. Heraf tror man, at de godt 20.000 vil komme fra lavere mellem- og topskat. Dette skulle så igen give en øget økonomisk vækst på to procent samt forbedring af de offentlige finanser på plus syv milliarder kroner.
Men disse tal hviler på et tyndt og særdeles spekulativ videnskabeligt grundlag og må vurderes som urealistiske og overvurderede.
Der er tre fejl heri. Den første fejl vedrører skønnet på 24.000 i øget arbejdsudbud. Dette skøn bygger på en dansk undersøgelse, som er lavet af nyliberalistisk inspirerede økonomer (blandt andet Nina Smith fra den senere Velfærdskommission). Det empiriske grundlag for undersøgelsen er uhyre tyndt: Kun 2400 personer - det vil sige en promille af den danske arbejdsstyrke og tilmed stærkt forældet, idet undersøgelsen er fra 1996.
Undersøgelsen viser angiveligt størst villighed til at øge arbejdsindsatsen hos personer med højest indkomst. Men i de senere år er arbejdstiden steget stærkt navnligt for disse grupper, som ofte har en arbejdstid pænt over de 37 timer om ugen.
At disse grupper skulle ville - og kunne - arbejde endnu mere er tvivlsomt og udokumenteret. Hertil kommer, at det for størstedelen af skatteydernes vedkommende - mellemskatteyderne - er et spørgsmål, om de relativt begrænsede skattelettelser, som reformforslaget giver, vil være tilstrækkelig motivation til at øge arbejdsindsatsen i større omfang?
En mere forsigtig og realistisk vurdering vil derfor lyde på en beskæftigelseseffekt på op mod det halve af det af Skattekommissionen forventede det vil sige højst 8-12.000 personer i stedet for 24.000.
Hertil kommer, at ovennævnte gamle undersøgelse, også kun omfattede beskæftigede og ikke personer uden for arbejdsmarkedet. Når Skattekommissionen på dette grundlag kun sætter potentialet for at øget arbejdsudbuddet fra bundskatteyderne, herunder dem udenfor arbejdsmarkedet, til 5000 personer, er det således stærkt udokumenteret og tvivlsomt.
Der er fortsat betydelige beskæftigelsesreserver udenfor arbejdsmarkedet ikke mindst af indvandrere, og de ville netop kunne bidrage betydeligt til øget arbejdsudbud, hvis skatteomlægninger i modsætning til forslagene fra Skattekommissionen målrettedes herimod.
Men som Skattekommissionen råber i skoven, får den svar. Når man ikke prioriterer dem uden arbejde, vil man naturligvis heller ikke få arbejdsudbudseffekt herfra.

Jobmangel - ikke arbejdskraftmangel
Hertil kommer den anden store fejl i Skattekommissionens beregninger over en beskæftigelsesfremgang på 24.000 og en heraf følgende økonomisk vækst.
Skattekommissionen følger her den desværre i en årrække fremherskende udbudsøkonomiske tilgang i dansk mainstream økonomisk teori, som vi også har set i Det økonomiske Råd, Velfærdskommissionen med videre.
I denne tilgang ligger, at et øget udbud af arbejdskraft, som reformen jo skal give, sættes lig øget beskæftigelse. Hermed lider Skattekommissionens beregninger under samme fejl som udbudsøkonomiske teori generelt, nemlig at den ser bort fra, om der også er efterspørgsel til det øgede udbud, altså om der arbejdspladser til flere hænder?
Det er en afgørende svaghed ved Skattekommissionens forventning om en beskæftigelsesfremgang på 24.000 personer.
Den vestlige verden og med den Danmark står overfor, hvad der tegner til efter-krigstidens største, dybeste og længste økonomiske krise. I løbet af i år må arbejdsløsheden forventes at eksplodere til over 100.000 personer. Frem til udgangen af 2010 forventes det, at vi når op på henved 200.000 ledige.
Denne krise må forventes at vare de næste tre til fem år. I den situation vil arbejdsgiverne naturligvis ikke efterspørge et øget arbejdsudbud, heller ikke i form af merarbejde fra allerede beskæftigede topskatteydere, i nær det af Skattekommissionen forventede omfang. Den økonomiske fremtid står i en årrække fremover på jobmangel, ikke arbejdskraftmangel.
Derfor vil der langtfra være den af Skattekommissionen forventede automatik mellem øget arbejdsudbud og øget beskæftigelse.

Skattelettelse er ikke løsningen
Hertil kommer, at Skattekommissionens tro på, at der endelig skulle komme en pæn økonomisk vækst og forbedring af de offentlige finanser, lider af en tredje svaghed, nemlig troen på at skattelettelser er en økonomisk effektiv strategi for at skabe øget efterspørgsel, beskæftigelse og økonomisk vækst.
Dette er imidlertid også højst tvivlsomt, fordi al erfaring viser, at når den står på krise, så bliver borgerne forsigtige og reducerer gælden og sparer op i stedet for at øge forbruget. Ligesom i øvrigt en del af den efterspørgselsstigning, som måtte komme, i øvrigt forsvinder ud af landet til import og ikke skaber arbejdspladser her.
Beskæftigelseseffekten af skattelettelser vil således være begrænset, men det er jo lige det som Skattekommissionens reformforslag bygger på.
Der er således tre væsentligt svagheder i Skattekommissionens forventninger om en stor beskæftigelsesfremgang og der må derfor forventes en betydeligt lavere fremgang end Skattekommissionen tror på: Reformforslaget må mere realistisk og forsigtigt vurderes at give en øget økonomisk vækst på under en procent og en forbedring af statsfinanserne på højst en til to milliarder kroner. Et yderst begrænset udbytte af så betydelige skattelettelser til højskatteyderne.

Mere effektivt middel
En langt mere effektiv økonomisk strategi for at øge beskæftigelse i de kommende år med stor ledighed vil derimod være at øge det offentlige forbrug og navnlig de offentlige investeringer, som er op til fem gang mere effektive til at øge beskæftigelsen end skattelettelser.
Det offentlige vil i de nærmeste år være det stabiliserende element i en samfundsøkonomi præget af dyb krise i den private sektor og øget offentligt forbrug og navnlig øgede offentlige investeringer den mest samfundsøkonomisk effektive krisestrategi.
Øget offentligt forbrug og øgede offentlige investeringer vil i en periode kunne tilvejebringes gennem underskud på de offentlige finanser, men vil imidlertid ikke i længden kunne finansieres uden et styrket indtægtsgrundlag for de offentlige finanser.
En effektiv krisepolitik forudsætter således ikke skattelettelser, men at en skattereform tværtimod direkte sigter på at øge skatteprovenuet betydeligt mere end Skattekommissionen foreslår for derigennem at øge det offentliges evne til at stimulere samfundsøkonomien, styrke beskæftigelsen og skabe job.
Der er således ikke grundlag for Skattekommissionens forslag om store lempelser for de højeste indkomster, idet det langtfra vil give den af Skattekommissionen forventede beskæftigelsesmæssige og økonomiske pote. Tværtimod vil der være behov for at styrke progressionen i skattesystemet i modsætning til forslaget fra Skattereformen, der peger mod en mere 'flad skat'.
Progressionen skal styrkes for at øge statens skatteindtægter, og de med de bredeste skuldre og størst skatteevne skal naturligvis bidrage mest. Topskatten bør derfor ikke som foreslået af Skattekommissionen sættes ned, men sættes op.
OPLÆG TIL UFINANSIEREDE SKATTELETTELSER?
Det må anerkendes som positivt, når der som udgangspunkt af Skattekommissionen lægges op til en fuldt finansieret reform. Men det er til gengæld betænkeligt, at Skattekommissionen i sin rapport inviterer til underfinansiering af skattereformen i dele af indfasningsperioden. Dette risikerer at blive grebet af de borger-lige politikere og brugt til videre at gennemføre ufinansierede skattelettelser, som regeringen jo siges at overveje i størrelsesordenen op til 5 mia. kr.
Ufinansierede skattelettelser risikerer at bidrage til et i forvejen betydeligt underskud på de offentlige finanser i de kommende år og før eller senere skal regningen betales. Den nuværende regering har før ladet finansieringen af underskud på de offentlige finanser ske gennem velfærdsforringelser.
Der er derfor en risiko for, at evt. ufinansierede skattelettelser kommer til at koste velfærd.

En sejr for nyliberalismen
Skattekommissionens reformforslag ligger som anført i forlængelse af regeringens skattestop og skattelettelsespolitik. Selvom nyliberalisterne havde ønsket topskatten helt afskaffet, repræsenterer Skattekommissionens reformforslag langt henad vejen en imødekommelse af nyliberalistiske politikeres og økonomers årelange offensiv for en (mere) flad skat til gavn for de borgerlige kernevælgere med høje indkomster. Er-hvervslivets og regeringens (skatteministerens) tilskud til CEPOS har været godt givet ud.
Til gengæld har det tydeligvis kostet, at der i en årrække har været udvist så stor passivitet fra arbejderbevægelse og fra progressive økonomer overfor de nyliberalistiske tanker og modeller og overfor de nyliberale økonomer, som leverer de højst ideologisk farvede økonomiske teorier og sagligt tvivlsomme begrundelser for kampen mod velfærdsstatens skattegrundlag. Det må derfor være på tide at opruste i den ideologiske og økonomisk teoretiske kamp.