Samlet set handler det om, at vi ser på den bedste løsning for den unge, for det er samtidig den bedste løsning for samfundet, både på det menneskelig og økonomiske plan

af Torben Schreiber, virksomhedsejer, institutionsleder, konsul, Tørring
I en tid, hvor vold og anden kriminalitet i stadig stigende grad rydder forsiderne på vores aviser, kan det undre, at man ikke på dette område taler om reformer.
Samfundet føler sig mere og mere utryg. Når det drejer sig om finanskrise, skattepolitik med mere, står politikerne i kø for at kommentere på det, og alt skal for tiden gennemgå reformer, lige fra kommunalreform, politireform til arbejdsmarkedsreform.
Hvad med en reform til at nedbringe antallet af personer i fængsel? Volden og kriminaliteten har mange politikere kun én kommentar til: mere straf.
Det er jo underligt, at man her ikke laver en reform, men blot øger brugen af den medicin, vi alle kan se, ikke har hjulpet i 100 år.
På lige dette punkt bruger man urgamle metoder, som ikke hjælper, så her ville en reform være på sin plads. Hvis vi i det private erhvervsliv stadig brugte metoder, som var 100 år gamle, ville alle firmaer gå fallit.
Hvis vi laver et produkt, som ikke virker eller dur, og så øger produktionen med 50 procent af samme vare, så vil enhver politiker tage sig til hovedet ved den tankegang, men på området med at håndtere de unge er det åbenbart ok.
Pladserne i de sikrede afdelinger koster cirka 2,4 millioner kroner per år per plads. Et område, som for tiden bliver udbygget med yderligere 20 pladser, fordi vi ikke har plads nok i de nuværende rammer.
Så det er ikke en billig foranstaltning at øge strafferammen, og når så det samtidig ikke hjælper. Ja, en underlig politisk retorik.
Når så de unge har været en tur omkring fængslet, og de har udstået deres straf, samfundet har hævnet sig, så beder vi dem gå ud og blive integreret i vores samfund ved blandt andet at få sig et job.
Men et gammelt system udstyrer den unge med en straffeattest, som gør det umuligt at få et job, da der er gået total inflation i brugen af straffeattester. Et papir, som holder den unge ude af arbejdsmarkedssystemet mellem tre og ti år.
I mellemtiden skal de holde sig flydende på aktivering og blive endnu mere invaliderede.
Kassetænkning fremmer ikke ligefrem motivationen for de konstruktive løsninger. Det er en kommunal opgave at forebygge og en stats opgave at 'helbrede'.
Det vil sige, at hvis kommunerne venter længe nok med den forebyggende del, som koster mange penge, slipper de for udgiften, når den unge skal helbredes og havner i fængsel. En fuldkommen tåbelig omstændighed, da det jo i sidste ende er de samme skatteborgers penge, som skal betale, nu er det blot blevet dyrere.
Faggrænser gør, at vi kun løser opgaven i nogle fast forankrede systemer, uden hensyn til om det virker for den enkelte unge. Det vil sige, at specielle fagbrancher alene har monopol på løsningen. Mine kunder kigger nu ikke så meget på, hvilken uddannelse folkene, der laver produkterne, har - mere på, om kvaliteten og resultatet stemmer overens med forventningen.
Jeg ved, det vil betyde en revolution på området at sikre bedre løsninger, men vi må jo have startet dialogen. Blot for at komme med et par indspark til debatten:
I gamle dage hed det tugt og forbedringshus. Skulle vi måske til at fokusere mere på den del, som hedder socialisering, når vi har overstået hævnen.
Og hvis pengene på én eller anden måde følger borgeren, så var vi ude over kassetænkning, men sikrer os den løsning, som er bedst for den unge og samtidig en holdbar løsning for samfundet.
Kunne man så nuancere straffeattesten, som vi i et eller andet omfang er nødt til at have. Kan vi få fjernet hysteriet omkring brugen af straffeattesten ved at ansvarliggøre arbejdsgiverne til ikke ukritisk at sige nej, uanset hvad der står i straffeattesten?
Og kunne der så skabes forståelse for, at de gamle dyder og personer med hjertet på rette plads, fik en aktie i løsningsmodellen, som et beskedent alternativ til det fagregulerede system, som i dag har eneret på måden at arbejde med disse unge på.
Samlet set handler det om, at vi ser på den bedste løsning for den unge, for det er samtidig den bedste løsning for samfundet, både på det menneskelig og økonomiske plan.
Men det kræver nytænkning og opgør med vanetankegang, accept af alternative løsninger samt ændret finansiering. Vi kan jo også bare efterabe USA, også på dette område, men lidt forsinket, det vil blot være at forsætte i nuværende rille.
Så vil vagtværn, hundepatruljer, alarmfirmaer være guldrandet papirer om ti år. Og så er det med at få købt pigtråd nu, inden det bliver en mangelvare.
Reformer på andre områder kommer cirka hvert 25 år. På dette område har der ikke været nogen i mere end 100 år.