Hvor er de dog dygtige til at regne den ud og få gennemført det, de egentlig gerne vil
af Carsten Rütting Schweitz, Østerbro
Vi sidder og læser avisen, og hvad falder ens øjne på i denne tid: 'Skattereformen'.
Har du set, at jeg får godt kroner 100 mere om måneden i pension, men så trækker de vel skat, sætter mimrekortet op og lægger lidt på maden.
Nu ikke så pessimistisk, beroliger min kone mig. Hun ved godt, at jeg ikke kun diskuterer ansigt til ansigt, men også med fjernsyn, radio og aviser. Hun tog det i optakten.
Pludselig dukker SU frem, for pokker da, har du set det. Nu tager de også de unges SU. Den bliver skåret ned til fire år, det vil sige, at kun de velhavendes børn får råd til en videregående uddannelse.
Jeg knalder hånden i bordet, så min kone er ved at få krydderen galt i halsen! Pas nu på hjertet. Min kone lægger sin hånd i min, og siger: Jeg tror ikke, der bliver rørt meget ved SU`en, for det hele er nemlig bluff.
Bluff - hvad mener du med det? Joh, man skal jo redde S og SF`s ære, så de kan gå med på den samlede skattereform. De praler trods alt med, at de er arbejderpartier, og kan ikke gå ind for det hele. Derfor har man lagt SU`en ind i skattereformen, så er det lettere for S og SF at kapere det, og stemme for resten.
Nu kan S, SF og Dansk Folkeparti bryste sig med, at de har været med til at skaffe de ældre en hund mere om måneden, og samtidig har de fået bibeholdt SU`en i sin nuværende form.
Hvor er de dog dygtige til at regne den ud og få gennemført det, de egentlig gerne vil:
Tage fra de fattige og give til de rige.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278