En besynderlig ¤¤uhellig alliance¤¤ bestående af nyliberale økonomer og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er rykket i felten for at forsvare Skattekommissionens forslag om forringelse af SU`en

af Henrik Herløv Lund, økonom, cand. scient. adm.
Skattekommissionen har fremlagt et forslag om at dens ensidige lettelser for topskatteydere, skal 'afbalanceres' med SU-forringelse. Forslaget er fordelingspolitisk som uddannelsespolitisk helt fejlagtigt: Det er grotesk, at studerende på lavindkomst skal tvinges til at betale for skattelettelser til de højest lønnede.
At studerende senere i livet måske får en lavere beskatning, kan de jo ikke leve af nu, hvor de kun har en sparsom SU at eksistere for. Og uddannelsespolitisk vil effekten betyde lavere tilgang til videregående uddannelser og øgede studietider og større frafald på grund af øget erhvervsarbejde.
Ikke ligefrem det vi har brug for, i tiderne hvor tilgang og gennemførelse er under pres i store dele af uddannelsessystemet.
Ikke desto mindre er en besynderlig 'uhellig alliance' bestående af nyliberale økonomer og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd rykket i felten for at forsvare forringelsesforslaget.
AE-rådets argumenter er fuldstændig på linje med det nyliberale CEPOS: At SU`en ligefrem repræsenterer en omfordeling fra de dårligere stillede til bedre stillede og ikke hjælper på, at få flere børn fra økonomisk dårligere stillet baggrund i videregående uddannelse.
Det må anerkendes, at der er fortsat er en betydelig skævvridning i den sociale rekruttering til de videregående uddannelser. Men det repræsenterer en helt fejlagtig tankegang, at det skulle hjælpe herpå at forringe SU`en.
Virkningen af ringere SU vil ikke hjælpe flere unge end i dag fra økonomisk dårligere stillede hjem i videregående uddannelse, snarere tværtimod.
Det er rigtigt, at der er behov for initiativer, der i højere end i dag kan bringe 'intelligensreserven' i uddannelsen. Men det vil være mere gavnlig og logisk at foreslå særlige forbedringer af SU for netop unge fra økonomisk dårligere stillede hjem, kombineret med tiltag i folkeskole og gymnasium der kan kompensere unge med arbejderbaggrund for de dårligere kulturelle forudsætninger for uddannelse.

Kommissionens forslag
Skattekommissionen foreslår '! at studerende maksimalt skal have adgang til at få fire års SU-klip til de lange videregående uddannelser mod seks klip i dag.' Til gengæld skal 'muligheden for at tage studielån øges tilsvarende'.
Skattekommissionens forslag har først og fremmest et erklæret fordelingspolitisk sigte, idet Kommissionen jo foreslår nedsættelse af mellem- og topskat, hvilket ifølge Kommissionen navnlig personer med lange videregående uddannelser får gavn af.
Skattekommissionen hævder, at forslaget også vil have gavnlige uddannelseseffekter, idet det angives at ville '!tilskynde studerende på de videregående uddannelser til at gå en mere lige vej gennem uddannelsessystemet.'
Endvidere hævdes det, at '!finansieringen af uddannelsessystemet bliver mere robust overfor udvandring af højtuddannet arbejdskraft, ved at to års SU-stipendier omlægges til SU-lån. Dermed bliver tabet mindre, hvis nogle veluddannede vælger at udvandre frem for at arbejde og betale skat i Danmark.'

Bagvendt logik
Det må indrømmes, at der er en egen, bagvendt logisk sammenhæng mellem Skattekommissionens forslag om nedsættelse af topskatten og så forslaget om SU-forringelse, nemlig den, at har man sagt et forkert A må man også sige et forkert B. Skattekommissionens reformforslag sigter ensidigt og helt fejlagtigt på kæmpelettelser af skatten for topskatteyderne. Det er måske så logisk nok at følge det op med et nyt fejlagtigt forslag om at forringe SU`en for disse, inden de er færdiguddannede for på den måde at 'afbalancere' den totale skævvridning af fordelingen i skattesystemet lidt herved.
Men forslaget er asocialt overfor de studerende. I stedet for at forringe SU`en, ville det have været mere fordelingspolitisk og socialt rimeligt og rigtigt at forøge SU`en under uddannelse og så fastholde eller forøge topskatten.
Når Skattekommissionen vurderer, at dens forslag til have en positiv effekt i uddannelsessystemet i form af mere målrettede uddannelsesforløb synes der i katastrofal grad fra Kommissionens side at mangle en samlede belysning af forslagets effekt.
For det første synes Kommissionen ikke at have overvejet effekten på tilgangen til videregående uddannelser af, at de studerende tvinges til i øget grad at gældsætte sig under studierne. Det vil under alle omstændigheder
ikke øge motivationen til at tage en videregående uddannelse, snarere tværtimod.
Især kan det tænkes at virke demotiverende for unge, som kommer fra økonomisk dårligere stillede miljøer og ikke har samme adgang til økonomisk hjælp hjemmefra under studierne som de fra økonomisk bedre stillede hjem.
Forslaget vil således være uddannelsespolitisk helt forkert ved at forringe tilgangen til de videregående uddannelse i en situation, hvor tilgangen til de videregående uddannelser sidste år faldt med 12 procent, og hvor man også kæmper med frafald og lange gennemførelsestider.
Udviklingen går stik imod regeringens mål om, at 25 procent af en ungdomsårgang skal læse på universitetet i 2020 mod i dag 15 procent.

Enøjet syn på uddannelse
Hertil kommer, at forslaget repræsenterer et noget enøjet syn på uddannelse, nemlig at uddannelse primært skal betragtes som en privatøkonomisk investering. Et syn som overraskende - og forstemmende - deles af direktør fra AE-rådet, Lars Andersen, der udtrykker det således: 'Studerende er jo ikke folk, som er fattige, men folk der investerer i sig selv'.
At uddannelse, er en investering for den enkelte, skal naturligvis ikke benægtes, men det centrale og afgørende er, at et øget uddannelsesniveau repræsenterer en investering for samfundet. En investering i økonomisk vækst, i øget lighed og demokrati.
Netop fordi dette at give alle øgede muligheder for uddannelse og give samfundet som sådan et generelt uddannelsesløft har været - og er - nok så centrale mål i uddannelsespolitikken, har det været naturligt, at der skulle være adgang til stipendier (SU) for alle under videregående uddannelse.
Et princip der ligger i god forlængelse af den danske/skandinaviske velfærdsmodel om at opbygge en bred samfundsmæssig tilslutning til et højt velfærdsniveau ved at gøre adgangen til velfærdsydelser - såsom for eksempel uddannelse - universel.
Det er forstemmende, hvis dette vigtige og afgørende aspekt af uddannelses- og velfærdspolitikken nu skulle være på retræte blandt socialdemokratiske økonomer til fordel for de nyliberale økonomers opfattelse af uddannelse som en primært privatøkonomisk investering.
En opfattelse hvis naturlige forlængelse for længst er blevet fremsat af de nyliberale økonomer i for eksempel Velfærdskommissionen gennem forslag om, at videregående uddannelse slet og ret skulle være noget man betalte for, det vil sige at der skal indføres brugerbetaling på de videregående uddannelser.

Udvandring af højtuddannede
Endelig hævder Skattekommissionen som, at dens SU-forringelsesforslag vil have en positiv effekt i forhold til udvandring af højtuddannede. Det er muligt, at det forholder sig sådan, men spørgsmålet er, om det er en afgørende problemstilling såvel som et væsentligt argument?
Analyser af udvandring og indvandring fra Danmark viser for det første, at Danmark har indvandringsnettooverskud, men nok så væsentligt at omfanget af varig udvandring fra Danmark er meget begrænset, idet over 80 procent af de, som udvandrer - blandt andet med henblik på at uddanne sig - efter ti år vender tilbage.
Det gør de sigende nok, når de efter endt uddannelse og nogle års arbejde i udlandet stifter familie og gerne vil have, at deres børn nyder godt af det gode danske velfærdssystem.
Måden at bekæmpe udvandring af højtuddannede er således ikke skattelettelser med deraf følgende risiko for velfærdsforringelser, men gennem fastholdelse af et højt velfærdsniveau. Hvilket forudsætter skatteindtægter til finansiering af velfærden og her skal naturligvis de med størst indtægt og højst skatteevne bidrage mest. Men ikke studerende på sparsom SU.

Kronikken er forkortet af Arbejderen